– Det er så også Nordeuropas bedste beliggenhed. Det kan du vel godt se, han slog ud med armen og pegede ud over det hele, både de bløde, grønne bakker, det blå vand der lå og skvulpede blidt nede for enden, den lille lund hvor nattergalen allerede begyndte at synge inden de sidste gæster var gået. Han var stolt af stedet. Det var heller ikke så mærkeligt.
    – Det er jo gammelt, det var mine forældre der startede ... de begyndte at bygge herude i halvtredserne engang, dengang var der ingenting ... arh, måske i ... han kikkede op i kastanjen som om det rigtige tal hang deroppe og pyntede sammen med de lyserøde lys, – aehr, fyrrerne, i slutningen af fyrrerne. I dag er det jo bare det samme alt sammen. Andre steder.
    Man behøvede ikke at være i tvivl om at "andre steder" ikke var hans kop te.
    – Lige et øjeblik ... han gik ind i den lille lave bygning der hørte til.

Lidt efter kom han tilbage med et stort, fyldt krus.
    – Jeg skulle bare hente noget saftevand.
    Hans hoved havde omtrent samme farve som hans saftevand.
    – Der er nogen der siger at det er til salg herude. Det er da ikke rigtigt?
    – Hm. Jo. Det er det. Vil du købe det?
    – Naeeeh ... det tror jeg ikke. Hvad koster det?
    – Det kommer an på. To-tre millioner.
    – Naej, så tror jeg ikke lige ... men hvorfor vil du sælge, det må du da ikke! Her er så fantastisk. Det her sted er jo enestående, der er ikke noget ... ved du hvad! Der findes vel egentlig ikke andre steder i verden som det her!
    – Nej! Det er rigtigt.
     Han udtalte det som en skolelærer. Riktikt.
    – Jamen, så kan du da heller ikke bare sælge det.
    – Jeg har gået her i mange år.
    – Jaja! Men alligevel. Hvad så hvis der kommer nogen som bare splitter det hele ad?
    – Det er et slid herude. Hårdt ved helbredet. Jeg er også ved at blive gammel.
    – Ahr, sikke noget pjat. Du er ikke engang 60! Det véd jeg. Tænk lige på ham Mærsken. Da han blev 60 skulle han først til at gå i gang! Så tog han ellers 30 år. Der var sgu ikke noget med efterløn og alt dét.
     – Hm. Jeg skal heller ikke på efterløn. Jeg har jo det her. Det skal føres videre. Helt sikkert. Jeg vil gerne finde en afløser. En dame ...
    – Nåe, så du er ude efter en dame ... sådan en der virkelig kan bestille noget?
    – Njaeh ... det behøver hun ikke ligefrem ...
    – Aha. Altså, en dame på knap 60, som ikke behøver ...
    – Hm. Naeeh. Hun måtte godt være lidt yngre!
    – Ja, det tror jeg på! Ha.
     – Var det noget for dig måske?
    – Nej for søren, jeg er jo gift! Men det var pænt af dig at spørge. Tak skal du have!
    – Hm.
    Han tog et sip af saftevandet. Hvis man stod for tæt på, kunne man godt blive bange for at få en lille fjer på, hans ånde stod ud som en søjle af koncentreret spiritus, det lugtede ikke spor af saftevand. Klokken var henad elleve om formiddagen, så dagen der lå foran ham, måtte blive lang og drøj. Eller hvad? Han virkede ikke påvirket, hans øjne var klare og fokuserede, han svajede ikke, selvom han stod stille og snakkede og ikke havde andet end sit saftevandsglas at holde sig til. Han talte lige så tydeligt og klart – ingen snøvlen med ham.
    – Kender du nogen?
    – Til at arbejde her ... til at føre det videre?
    – Jeg vil også gerne have et følelsesliv.
    – Eh ...
    – Ja. Jeg går hele tiden her. Så vil man gerne have et følelsesliv. Når man kommer hjem, ikke.
    – Hm. Tjoeh, det vil man vel gerne.
    – Man går herude hele dagen og kommer hjem til sin avis. Så vil man gerne have et følelsesliv. Om aftenen.
    – Aha. Så du leder efter en dame ... så skal hun vel også være god til at lave mad?
     – Nej! Hun skal ikke lave mad! Dét skal hun ikke regne med!
    – Hva'! Mener du dét?
    – Ja. Jeg skal sgu't ha' kvinder ud i mit køkken! Det bliver der ikke noget af! Så det kan du godt sige videre ... Jeg leder efter en på sådan 35-45 år.
     – NÅ for søren da! Hvis du skal finde en der er så ung, tror du så ikke du skulle tage og blive dullet lidt op? Sådan du ved ...
     Hun tænkte på også at foreslå at skrue ned for saftevandet.

– Mener du det? Tror du? Dét er jeg glad for at du siger!
    – Ja, hvis hun skal være så ung, så er man nok nødt til det ...
    – Jamen, det skal være en sådan cirka den alder, med halvstore børn. For så kan børnene blive lært op. Og så de kan tage over ... når de véd hvad det drejer sig om.
     – Men bliver det ikke sværere på den måde? Altså, hvis du både skal finde en der kan være følelsesliv og samtidig tage over hér ... eller endda en som også har nogle børn ... der engang vil tage over ...
    – Nej! Hvis ikke jeg skal sælge så er det den bedste måde. Så kan børnene gå og lære det. Så kan de få stedet bagefter. Det sku' vel ikke være så dårligt?
    – Det er mere fordi det bliver meget der skal passe sammen på én gang ...
    – Det er jo bare en kvinde med et par halvstore børn. Og jeg skal nok lave maden! Husk lige det.
    – Jamen, sig mig, har du egentlig ikke børn selv? Har du ikke været gift engang? Det synes jeg da du sagde noget om?
    – Fire gange! Jeg har fire børn.
    – Øhm, med?
    – Med to af dem. To drenge med nummer to og to piger med nummer tre. Men de er ikke interesserede! Ingen af dem. Så de skal i hvert fald ikke have det! De skal ikke have noget. For de er ligeglade med det her.
    – Hm!
    – Ikke en tøddel.
    – Ehm, er du måske egentlig lidt halvsvær at have med at gøre?
    – Hvad mener du med det?
    – Bare ... jae, hvis du har været gift fire gange.
    – Ahr. Det ved jeg såmænd ikke. Tjoe. Det ku' godt ske.
    – Dét er der nok nogle kvinder der vil tænke i hvert fald. Også på grund af det med børnene.
    Han tømte glasset.
     – Hm.
    – Fire gange, det er alligevel nogen.

Han havde været inde for at fylde det.
    – Tjo, det kan du sige. De var nu heller ikke for nemme da. Især ikke de to sidste. Og den første fik noget med nerverne, det kunne jeg jo ikke gøre ved. Eller hun for den sags skyld.
    – Ehm, også mere på grund af det med børnene.
    – Jeg ser dem skam. Jeg har lige været til min datters bryllup. De er bare ikke interesserede. Så skal de jo ikke overtage. Det kan du vel nok se. Det skal være nogen som forstår at værdsætte det.
    – Ja. Det er også derfor jeg synes det er trist hvis du sælger. Man kan aldrig vide hvad det er for nogen som kommer ind.
    – Kender du nogen, måske?
    – Det lyder altså svært hvis det skal være det hele på én gang.
    – Husk lige der var ikke noget med at lave mad! Hvis du har en veninde for eksempel.
    – Jamen alligevel. Er det ikke bedre at skille tingene ad? Så det ene er at du leder efter en til det der følelsesliv, og det andet er at du finder en måde så det her sted kan blive ført videre. Hvad med en fond, var det ikke en ide?

Når man kikkede efter var hans øjne kønne. Man skulle tro de var røde af saftevandet. Drukkenbolte får tit griseøjne, det havde han ikke. Han havde pæne, blide, lysebrune øjne. De kikkede ind i ens egne, ligefremt og tillidsfuldt, og selvom det nok var hans tredje ølkrus saftevand, så var de stadig ikke begyndt at svømme. Han var vel også en stærk mand, at dømme ud fra hans arbejde.
    Og så der her sted!
    Alligevel kunne hun ikke komme i tanker om nogen hun kendte som ville kunne få lyst til at kysse en mand som lugtede så bedøvende af spiritus fra både i dag og i går, og måske især dagene før. Om så de slap for at skrælle flere kartofler i hele resten af deres liv.
    – Det har jeg også tænkt på. Men så skal der nogen ind i bestyrelsen og så kan det let gå galt hvis det er nogen tumper, for tumper er der alle vegne, og så er vi lige vidt!
    – Hm. Ahr, man må vel kunne finde nogle ordentlige folk ...
    – Høh, 'ordentlige folk', ja, det skulle man tro. Her i byen er der en stor hælerring, og ved du hvor den kommer fra?
    – Næh, det ved jeg ikke noget om. En hælerring, er der dét? Her virker ellers så tilforladeligt.
    – Ha. Ja, det er sgu godt. Den starter nede på politistationen!
    – Det tror jeg sgu ikke på! Aller en ski'!
    – Ja, det må du jo selv om, men det er sandt. Alt hælergodset det går gennem dommeren. Du kan bare sige hvad du mangler. Så får du det fra dem!
    – Nej! Dét tror jeg altså overhovedet ikke over en dørtærskel. Dommeren! Den får du ikke mig til at hoppe på!
    – Det er sgu sandt. Du kan bestille lige hvad det skal være.
    – Hvor ved du det fra?
    – Jeg ved det. Det er skrevet ned.
    – Det er lige meget, jeg tror ikke på det.
    – Nå, du kan da også bare lade være. Men det er sandt nok for det.
    – Hvorfor bliver det så ikke opklaret? Eller opdaget ...
    – Ha. Hvorfor tror du.
     – Den der gider jeg ikke høre på. Men jeg synes nu du skulle tage og finde på noget andet end at sælge.

Hvis han bare ville lade være med sit rådne saftevand.
    Glasset var tomt igen. Om lidt forsvandt han vel ind igen.
    Hvad var der i glasset mon? Hvad drikker en voksen mand af halvlitersølkrus, som er Funfarvet?

– Nå, hvad siger du? Kan du hjælpe mig?
    – Jeg vil da gerne gøre hvad jeg kan. Men det er vist ikke så meget, er jeg bange for. Har du egentlig prøvet nettet? Det er der mange som bruger i dag.
    – Ikke mig! Det skal jeg ikke have noget af. Hvis du lægger mærke til det, så er vi lagt på nettet herude. Med en af de her ... en home-side. Men jeg bruger det ikke. FØJ!
    – Der er ellers mange som er glade for det. Hm. Men jeg tror nu det er bedre hvis du deler det op. Så tror jeg det bliver nemmere.
    – Det skal være en der kan lide bøger. Jeg er ikke helt dum hvis du tror det. Min svoger, han er lektor, ved gymnasiet, han spørger altid hvor jeg har det fra; han siger jeg er filosof.
    Det behøver hun nu ikke at være.