En hardcore Barbara Cartland

Maria Hirses nye roman, Kærlighedens pris, kunne måske anbefales for sin rå og rammende fremstilling af prostitutionens helvede, men ligner snarere et voldspornografisk romanblad, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Den unge italiener Helena blev som 12-årig misbrugt af sin onkel og fandt ingen trøst hos sine forældre, der nægtede at tro hende. Helena har nu brudt med familien og studerer kommunikation ved universitetet i Perugia, mens hun ruger over, hvordan hun skal hævne fortiden. På nettet falder hun over en japansk klub, der søger værtinder og lokker med en god hyre. Helena øjner chancen for lettjente penge og overtaler studiekammeraten Ana til at drage med på sit japanske eventyr.

At eventyret viser sig at være et mareridt behøver man ikke at være universitetsstuderende for at regne ud. Ana lugter hurtigt lunten og rejser hjem igen, mens Helena bevæger sig længere og længere ud i først prostitution og dernæst et heftigt kokainmisbrug. Beskrivelsen af Helenas fornedrelse står skarpt og uafviseligt, og havde Hirse forfulgt den historie kunne romanen om ikke andet have været et vægtigt indlæg i den aktuelle debat om prostitution og trafficking.

Klichéer i trængsel
Hirse er ofte blevet rost for sine kontante og indlevede beskrivelser af unge kvinders manglende selvværd og selvdestruktive reaktionsmønstre, og papfiguren Helena giver faktisk også tråde til en forståelse af, hvorfor nogle mennesker drages af prostitution og faktisk formår at leve i den. Ja, jeg håber da i hvert fald, at det er pointen med at fremstille en voksen kvinde som en mellemting mellem et lille barn, der skriver ubehjælpelige digte i sin dagbog, og et fuldstændig følelsesamputeret væsen, der i jagten på penge udsætter sin krop for hvad som helst.

Alternativet – at Hirse rent faktisk opfatter kvinder som summen af en viljeløs krop og et barnligt, romantisk sind – ligger dog lige for i historiens besynderlige afsluttende spring fra de plettede lagner og op på den hvide hest. Jeg skal ikke afvise, at der nu og da rider en prins gennem Skelbækgade i København, og samler en kvinde op på sin vej mod solnedgangen. Men særlig overbevisende virker det nu ikke, og hvad værre er: Det sætter en tyk, fed, kursiveret streg under opfattelsen af, at enhver kvindes bestemmelse er en mand. Barbara kunne ikke have sagt det bedre selv.

Hirse har tilsyneladende noget på hjerte og viser i prostitutionssekvenserne, at hun har et sprog, der kan slå gnister. Men Kærlighedens pris stritter både stilistisk og dramaturgisk i alt for mange retninger og ender derfor som et uvedkommende sammensurium af voldsspekulation og romantisk eskapisme.