Skrap til at være skrap

ANMELDELSE: Hver gang, jeg er faldet over Marianne Eilenberger i overført betydning, har jeg kunnet mærke scrotum trække sig op imod lysken, helt af sig selv. Hun har gjort indtryk på mig som værende en mean moster, der ikke er til fals for den første eller bedste ølstuevits. Hendes skarpe pen har fået mig til at mene, uden overhovedet at kende det ringeste til mennesket bag skribenten, at her er en kvinde, som man skal stå tidligt op for at komme tidligt i seng med.

Derfor havde jeg egentlig glædet mig til denne mulighed for, på sikker afstand, at kunne kanøfle hende på vegne af alle de hankønnede stakler som hun elsker at grille langsomt og sikkert. At hun så også er kritisk mod mange af sine medsøstre ville jeg ikke blande mig i, havde jeg tænkt mig. Man kan jo godt være letsindig uden at være tungnem.

Ung til enhver tid
Men sandheden er, at der ikke er noget at komme efter. Med sin retoriske bachelor i baghånden og et sjældent blik for tilværelsens og menneskenes besynderligheder spiller hun satirisk stalinorgel gennem alle bogens 48 klummer med vid, bid og sit selvudnævnte tidselgemyt. Hun er født midt i tresserne, men alligevel lykkes det hende at fylde 27 år hvert år.

Titlen Klippekortshelikopter hentyder til, at hendes yngre partner – benævnt Kuvøseguffet – i ramme alvor påstår, at man ved at holde et nyt, frisk klippekort op imod øret, lade det hvile på tommelfingeren og slå på det med fingeren, kan få det til at lyde præcis som rotorbladene på en flyvende helikopter. Den slags eksperimenter har mænd nemlig tid til. Det kunne man(d) blive meget fortørnet over, men Marianne Eilenberger er så god til argumentere, at man slet ikke bare kan verfe hendes giftigheder væk som en blodtørstig stikmyg.

Sex og fedt
I klummen Sex efter fødslen og anden fiktion beskriver hun fx, hvordan den eneste måde at bortlede en mands opmærksomhed på, når han ser tv-sport, er ved at liste ordet "sex" ind i en sætning:

Som sagt er hun ikke kun ude efter mændene i sine klummer, som handler om det gode liv, krop og sjæl, den lykkelige ventetid, moderskabet, parforholdet, familiens skød, de kære mænd og hverdagens små og store glæder. Hun giver fx den kroniske pegefinger, børnelægen Vibeke Manniche, følgende salut i fortællingen om Mayonnaise:

Skoleordbog
Marianne Eilenberger er simpelthen skarp sovs til gode råvarer.

Når en skoleleder holder velkomsttale til de nye skolebørnsforældre, og siger: "Her på skolen lægger vi vægt på medleven og demokrati" – så betyder det, ifølge Eilenberger, i virkeligheden: "ungerne løber skrigende rundt og larmer over det hele, fordi gårdvagten er sparet væk." Og når han siger "her på skolen lægger vi vægt på nærhed og trygge rammer" – så betyder det: "alle, der hår råd, har sendt deres børn på privatskole, så eleverne er væk.

Ikke til fisk
Det løfter muligheden for at opleve forfatteren i fuldsomste flor, at et forlag sammensætter et udvalg af allerede offentliggjorte tekster.

Når man kan tage den handyformatterede bog med i toget eller på ferien, eller bare hen i sin yndlingsstol, bliver læseoplevelsen bedre – på samme måde som når en biograf har gode stole, et stort digitallærred og et toppopcorn lydanlæg. Marianne Eilenbergers bogtrykkelige univers er en trancherklar og proteinrig affære for mennesker af begge aftapninger. Det er så nærende, at det ikke bare skal bruges til at pakke Ugens Fiskefilet ind i.