Fra samfundets udkant

Vor anmelder har svært ved at fastholde interessen for Marianne Larsens nye prosadigte. Han føler dog et vist selvhad ved at indrømme det.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Marianne Larsen er en både veluddannet og – erfarede jeg i forbindelse med min research til denne anmeldelse – utroligt produktiv forfatter.

Hendes nye bog bærer præg af begge dele. Fx er der ingen stavefejl, så vidt jeg kan se. Og der er heller ingen racistiske ytringer eller andre vamle ubehageligheder i den – desværre, fristes jeg til at skrive. For der er sååå pænt og hyggeligt og whatever-agtigt i det univers bogen mildest talt aldrig rigtig får bygget op.

Køn og ladylike
Bogens jeg er en muligvis krigsinvalideret ex-soldat – hvor krigen vel er et slags billede på samfundet – og muligvis er han (eller hun) titlens frafaldne. Det ligger lidt for lige til højrebenet at påpege, at jeg SELV faldt fra flere gange under læsningen, så det vil jeg naturligvis holde mig for god til. Men det gjorde jeg altså, og det er min oprigtige mening, at de fleste vil falde frit under læsning af denne bog.

Jeg-fortælleren – hvis ellers jeg har forstået det ret – tænker en masse; frem, tilbage, op og ned og det er altsammen, hvad man kunne kalde roots-poetiske tanker. Jeg giver helt klart en stor shawarma i dürum til enhver, der kan vise mig én krigsinvalid ex-soldat, som tænker så kønt og ladylike, som ham hér fyren.

Et vist selvhad
Bevares, der er øjeblikke af ganske smuk og velskreven karakter, men ikke noget der rigtig hæver sig over damebladsniveauet. Og enkelte smukke sætninger som fx "Jeg studerede hudens lydløse bevægelse mod ælde" redder hverken verden, værket eller læserens gunst.

Og tro mig: Det er ikke uden et vist selvhad, jeg skriver dette, for man skal fand'me være en indebrændt væsel, hvis man ikke gider lede efter i det mindste NOGET positivt, når nu nogen – i dette tilfælde Marianne Larsen – tydeligvis HAR gjort sig umage.

Opfinder ord
Det, der på én gang hiver Marianne Larsens digtsamling op over det sædvanlige OG trækker den ned igen, er hendes manierede trang til at opfinde ord.

Som når hun fx skriver "i menneskeriet sad folk ned, når de spiste istapper". Og her er menneskeriet velsagtens en ellers god metafor for verden? Eller storbyen? Måske ungdommens kaffebar på hjørnet? Sagen er denne: Jeg aner det ikke. Jeg fatter ikke disse tekster, og de har ikke protein og energi nok indbygget til at tvinge mig til at forstå.

Som jeg ser det, er problemet med spændende visionære vrang-eksistenser, at deres profetiske klarsyn for ofte er alt for kunstigt konstrueret, som nu denne soldat i Stjerne for en frafalden. Jeg siger ikke, det er en dårlig bog – det fattede jeg den alt for lidt til at ville turde – men min påstand er dog: Hvis du sidder i et sommerhus under nogle dages dansk sommerferie-regnstorm KUN med denne bog, så får du en bitch af en ferie!