At få lov at fortælle det, man ved, men ikke kan bevise. Det er det, Liza Marklund vil med sine krimier.
Sentura har interviewet den tidligere journalist – som efter sigende hoppede af medieræset, fordi arbejdet strandede i magtkampe, og som selv pryder forsiden af de svenske udgaver af sine krimier – og forsøgt at få greb om den effektive krimi-maskines arbejdsmetoder.
Det blev til en hurtig snak om metoder, mål og midler.

Liza Marklund skriver ikke bare krimier; hun skriver kodyle sællerter – som oven i købet bliver oversat til japansk, russisk og polsk (blandt andet), som bliver filmatiseret, og som først og fremmest bliver læst og læst og læst: indtil nu 2 1/2 million solgte bøger i Sverige og 1 1/2 million i resten af verden.

Siden 1998 er der kommet fire bøger om journalisten Annika Bengtzon, som i tide og utide kommer på sporet af suspekte set-ups, og Liza Marklund har skrevet kontrakt på endnu to. Der er i det hele taget ikke meget kunstnerfims over Liza Marklunds forhold til sit arbejde – hun har fx allerede annonceret, at næste roman i serien om Annika står på boghandlernes hylder i 2003.

Hvad er hemmeligheden?
Vi prøver lige, om ikke vi kan vriste hemmeligheden bag driftsikkerheden og drivkraften, som får bøgerne til at sprøjte ud af trykken, fra Liza Marklund…

Jeg melder klart ud med det samme: Jeg har ikke selv læst krimier, siden jeg som barn slugte samtlige bøger i De Tre Detektiver-serien. Nu er jeg faldet over dine bøger og har slugt dem. Som krimilæser-debutant er det nyt for mig at læse bøger, som er så spækket med teknik og snørklede politiske og kriminelle forløb – det er selvfølgelig typisk for krimi-genren, men hvorfor vælger du egentlig denne genre?
– Jeg har altid selv læst krimier, jeg elsker krimier. Dels fordi de simpelthen er spændende, og dels fordi krimier rummer så meget. Det ligger i genrens natur, at den viser et tydeligt billede af samfundet – fordi forbrydelsen altid er et produkt af samfundet. Derfor går krimiens samfundsbekrivelse meget tæt på – man er nødt til at beskrive alle detaljer.

– Og al teknikken, som findes i krimierne, er også vældigt interessant, synes jeg. De tekniske elementer peger på menneskets måde at tænke på netop nu – teknikken er de værktøjer, som vi har til at reagere mod kaos, det er en måde at bringe orden i kaos på. Beskrivelserne af de tekniske hjælpemidler beskriver vældigt tydeligt vores løsning af de problemer, vi har som mennesker.

Journalistik og krimi er beslægtet
Din baggrund er jo journalistisk – oplever du, at journalistikken og krimi-genren er er beslægtet?
– Beslægtet? Åh, ja ja! Det er egentlig samme sag. Det handler jo om at beskrive samfundet – man siger de samme ting, men på forskellige måder. De to former kompletterer sådan set hinanden i deres samfundsbeskrivelser, synes jeg. Forskellen er selvfølgelig, at i journalistik må du aldrig nogensinde lyve, og du skal altid have bevis for det, du skriver. I romanen har du større frihed. Der kan jeg skrive det, jeg selv ved – det jeg har indset og erfaret, men som jeg ikke kan bevise.

– I den fiktive situation kan jeg vældigt tydeligt vise forskellige perspektiver på magt og magtmisbrug. Og jeg kan lade en minister blive morder – det ville jeg selvfølgelig ikke kunne i journalistikken.

Hvordan beslutter du dig for, hvad dit stof skal være? Hvad får dig til at vælge de områder, du skriver om?
– I sommeren 1994 skrev jeg som journalist om en fagforeningsleder, som var på pornoklub. Han var kørt i stilling til en ministerpost, men blev tvunget til at gå af. Det var stærke kræfter, som var på spil. Samtidig skrev jeg også om et sexmord i Göteborg. Der var ingen sammenhæng mellem de to ting, men de kræfter, som var på spil i sagen om fagforeningsmanden, kunne godt have taget livet af nogen.

– Ved at skrive om fagforeningssagen, lærte jeg en bunke om fagforeningslederne, og jeg fik kendskab til og indsigt i ting, som jeg aldrig ville kunne skrive om i avisen. Så fik jeg ideen om at skrive en krimi og skabe sammenhæng mellem de to begivenheder. Det, der sker i Paradiset er hændt eller kunne være hændt. Ikke alt, men vældigt meget af det, som er beskrevet i Paradiset, er sandt.

Krimierne handler om magt
Hvordan opstår dine temaer?
– Jeg tager fat i de ting, jeg selv synes er interessante. Og eftersom jeg er et helt almindeligt menneske, så er det sådan, at det jeg synes er interessant, det synes alle er interessant. Jeg tænker om noget, at det her er svært og hårdt – og så bygger jeg en fortælling op. Jeg finder for eksempel ud af, at jeg vil skrive om magt på jobbet og kvindeligt lederskab.

– Både min journalistik og mine krimier handler om magt. Om hvordan man anvender magt – og om hvordan man misbruger magt. Mine krimier handler om magt imellem mænd og kvinder, om magt mellem politikere, om økonomisk magt, og om magt på arbejdspladsen.

Når du har dit tema på plads, hvordan er arbejdsprocessen så? Hvordan griber du din research an?
– Jeg begynder som sagt med en ide – den falder mere eller mindre helstøbt ned i hovedet på mig.

– Først bygger jeg hele historien op i grove træk og beslutter, hvad der skal ske i alle kapitler. Så læser jeg alt, jeg kan finde om emnerne. Når jeg har gjort det, begynder jeg at interviewe en hel masse mennesker – om de tekniske spørgsmål, om samfundsinstitutioner, bestemte samfundsgrupper, eller hvad det nu kan være. Jeg benytter mig af deres sprog, hele deres ordforråd. Til Prime Time læste jeg masser af nazihjemmesider for at få fat i deres sprogbrug. Og fordi jeg selv har arbejdet meget med fjernsyn, kender jeg hele jargonen, der hører til den verden.

– Når jeg har afsluttet min research, samler jeg alt mit materiale, og får et overblik over det, og så begynder jeg at skrive. Jeg kører ud til alle steder, som er med i bøgerne – jeg tager derud og ser, hvordan det hele ser ud, hvordan der lugter, og hvilke lyde der er.

Sproget kræver koncentration
Hvordan har du det med arbejdet med sproget – fylder det meget i processen?
– Ja! Skriveprocessen er det sværeste. Researchen og konstruktionen af bogen er bare forarbejde. Det tager et par måneder, og det er sjovt arbejde – jeg er et meget rastløst menneske, så det falder mig let. Det er skriveprocessen, der er det rigtige arbejde. Det tager mig omtrent fem måneder – fem hele måneder med bagdelen klistret til stolen.

– Jeg vil male med ord – det var derfor, jeg i sin tid blev journalist og det var det, som førte mig til journalistikken. Men det er enormt hårdt – når jeg skal skrive, er jeg nødt til at fokusere indad. Jeg er nødt til at trække telefonstikket ud for ikke at blive afbrudt, så jeg kan koncentrere mig. Hvis jeg taler i telefon, bryder det hele ligesom sammen. Til sidst kan jeg hvert eneste ord i bogen udenad, fordi jeg har arbejdet så meget med den. Når jeg sidder sammen med min forlægger, og vi gennemgår en passage, kan jeg se, at bilen er blevet blå, mens den 50 sider tidligere var grøn. Så godt kender jeg bogen. Det er et slid – tungt arbejde.

Skriver du side 1 først og så bare derudad?
– Nej – jeg hopper lidt, når jeg skriver. Jeg begynder faktisk med at skrive slutningen på bogen – så ved jeg, hvor jeg skal bevæge mig hen. Bagefter bevæger jeg mig kronologisk frem. Tit er der noget, som sker i kapitel 1, som har betydning for nogle hændelser i kapitel 4, og så skriver jeg videre dér. Hvis der er en, som taber noget på et eller andet tidspunkt, så finder de det igen senere. Alle trådene må løbe sammen, ellers snyder man læserne – og så bliver de vrede...

[ t o p ]       [ h j e m ]