RELEVANTE LINKS:

Filmens officielle hjemmeside

Den tyske filmside Filmz.de har masser af links om Bella Martha - bl.a. interviews og opskrifter

Tysk film vil på det internationale menukort. Med Bella Martha kommer den det måske, selv om opskriften ikke er helt ny

Engang var der kun én Martha i tysk film, nemlig den indestængt liderlige, masochistiske, faderfeticherende titelfigur fra Rainer Werner Fassbinders mesterlige studie i afsporet intimitet fra 1973. Med Sandra Nettelbecks (f. 1966) Bella Martha kommer der nu en Martha mere, og hun ligner ikke den gamle Neurosa ret meget. Ganske vist går hun til psykolog og har det svært med nærhed, men i sammenligning med sin navnesøster strutter hun af sundhed.

Chef de cuisine
Martha Klein er midt i trediverne, single og mesterkok på en femstjernet restaurant i Hamburg, hvor hun aften efter aften skaber små kulinariske mirakler til de begejstrede gæster. Så suveræn som Martha bliver man kun, hvis man lægger alt i sit arbejde og er lidt af en kontrolfreak. Hendes sociale liv begrænser sig stort set til restaurantkøkkenet, og ofte kommer kokkens tårnhøje kvalitetskrav på tværs af forholdet til andre mennesker. Det er derfor Marthas chef forlanger, at hun går til en psykolog. Sådan en får sine penge for at høre på folks problemer, men i Marthas tilfælde må han mestendels lægge øre og smagsløg til hendes veludviklede madfantasier.

Monotonien og ensomheden er ved at tage overhånd i Marthas liv, da hendes søster omkommer i en trafikulykke og efterlader sig datteren, Lina. Lina kender ikke sin far, der er italiener, og Martha må tage sig af hende, indtil faren bliver fundet. Det er ikke let, for pigen sørger, mens Martha forsøger at forene rollerne som plejemor og chef de cuisine. Da det ikke lykkes, hyrer restaurantens indehaver kokken Mario til at aflaste hende. Til at begynde med er Mario mildest talt en torn i øjet på enerådige Martha, men efterhånden bløder hun op og forelsker sig i den farverige italiener, der kan mere end røre en frikadellefars.

Opskriften på succes
Bella Martha en romantisk hverdagskomedie af den slags, man vist plejer at kalde livsbekræftende. Jeg ved ikke, om det er nationalt storhedsvanvid at hævde, at tyskerne nok har skelet en anelse til, hvordan den skæres i det danske filmkøkken for tiden. I hvert fald ligner opskriften i mistænkelig grad den, som har været så ovenud populær herhjemme de senere år.

Man tager:

1 stk. mand el. kvinde, helst en smule livsangst og/el. ensom, dog ikke alt for mærkelig.

1 stk. dødsfald blandt de nærmeste - kan varieres efter ønske (ægtefællen bruges gerne til Den eneste ene og At klappe med en hånd, moderen til Små ulykker og Italiensk for begyndere, mens faren fungerer fint i Mifunes sidste sang og Okay)

1 stk. slægtning som hovedpersonen pludselig får ansvar for - kan være fra eksotisk land som Uganda, men noget så almindeligt som Esbjerg er også klart en mulighed.

1stk. romantisk møde med den eneste ene, der må gerne være lidt pudsig eller kejtet.

Kogetid: ca. 100 min. ved høj hjertevarme. Tilsæt solidt skuespil, godt med humor og et enkelt snøft, så er der garanti for, at filmen klumper i halsen.

Ret underholdende
Dermed ikke sagt, at Bella Martha er en dårlig film - slet ikke. For på trods af at formlen altså er så rigelig afprøvet, er resultatet faktisk ret underholdende. Man er ganske enkelt godt tilpas, når man forlader biografen. Det skyldes ikke mindst Martina Gedeck, som spiller Martha med stor fornemmelse for karakterens nuancer og modstridende følelser. Gedeck er sådan en skuespiller, man bliver mere og mere indtaget i, efterhånden som filmen skrider frem.

Det blev jeg dog ikke i Sergio Castellitto, selv om han som Mario faktisk formår at banke den meste rust af myten om den italienske charmør. Ulrik Thomsen spiller tysker i en birolle som Marthas underbo, Sam, og det gør han med sædvanlig klasse.

Tysk gennembrud?
Bella Martha er Sandra Nettelbecks første spillefilm til biograferne. Efter sigende er den allerede blevet et hit i USA, hvilket uden tvivl vækker begejstring hjemme i Tyskland. For det er ingen hemmelighed, at tysk film har haft det svært længe. Op gennem 90'erne har man kronisk efterlyst den film og instruktør, der kunne bryde igennem til den internationale filmscene. Flere gange har det lydt, at nu var filmen der, men realiteten er, at ingen af dem for alvor har været oppe at ringe.

Jeg tror heller ikke Bella Martha har recepten, der endegyldigt kan redde tysk film ud af mørket. Det kræver andre og mere originale boller på suppen. Men derfor kan Bella Martha jo godt give varmen sådan en vandkold decemberdag.