Martin Kongstads noveller er som et åbent vindue til København i tiden.

ANMELDELSE: I sin prisvindende debut fra sidste år kaster Martin Kongstad sig ud i et drabeligt dobbelt generationsopgør.

Der deles hug ud til højre og venstre, hans egen generation og så 68’erne, men selvom læsningen stryger derudaf, ender vi – hvad kritikken angår – et sted i tågerne, hvor det bliver for svært at skelne mellem forløsning og opløsning.

Vindue til København
Han danser på sin søns grav består af syv noveller der alle har den samme jeg-fortæller, som har en hel del tilfælles med forfatteren (for så vidt er der så stor sammenhæng i tingene, at man lige så snildt kunne have kaldt det en roman).

Med Kongstad og hans alterego Mikkel Vallin bevæger vi os i de øvre lag af det københavnske samfund – med København menes her Østerbro og nordpå – og det går over stok og sten, og der er altid meget dyr vin, fin mad og fordærvet moral at diske op med.

Hvorhen man end vender sig, ser det flot ud på overfladen, men er i virkeligheden sygeligt betændt lige nedenunder. Kongstads stemme er frisk og hans socialkritiske ærinde står i udgangspunktet klart.

Det er rimeligt barske historier om overklassernes dekadence, han hiver forhænget til side for, og de fænger alle sammen med fin persontegning, masser af dialog og især gennem en stille og rolig omverdensbeskrivelse, der virker som et åbent vindue til København i tiden.

Hvis man har smag for, hvordan de rige svin brænder deres penge af, og hvor pilrådne kulturpingerne i virkeligheden er (og hvem har ikke det?), er man godt underholdt.

Lussingernes holdeplads
Som kritisk litterært tidsbillede er der masser af paralleller, man kan drage. Tættest på er måske en Jan Sonnergaard, længst væk en F. Scott Fitzgerald.

Og hvis der er noget, sådanne sammenligninger kan få os til at tænke over, er det, hvor svært det er at komme ud af disse opgør, hvor man løber med panden forrest, med hovedet højt hævet. Med andre ord er der jo nogle udsigelsesmæssige problemer forbundet med at kritisere et miljø, man selv er en del af. Kritik af andre rummer også en kritik af sig selv.

Det lykkes Kongstad at styre udenom de allerhøjest gabende faldgruber. Især har han en liflig ironi og er god til at holde sine egne domme lidt i baggrunden af billedet. Der er da også masser af vilje til at få sig selv, eller sit alterego, til at fremstå endda ganske betydeligt latterligt. Ham vil man nok ikke bytte plads med.

Men en vis fesenhed trænger alligevel ind i tekstens livgreb med fesenheden som sådan. Der er et eller andet der mangler, en giftigere brod, større uforsonlighed; det er svært helt at præcisere.

Måske er det især den sidste novelles fornemmelse af renselse, der ender med at få helheden til at klinge hult. Som om fortælleren kommer frem til et sted, hvorfra han kan frifinde sig selv, og det virker i hvert fald for denne læser en kende for letkøbt.

Hold nu mund med de madanmeldelser
Måske kan man sige, at det drejer sig om at bevare en ambivalens i forhold til både sit stof og sin egen del i det, og det – sådan er i hvert fald vurderingen herfra – lykkes i det store hele ikke for Kongstad.

Forholdet mellem fortæller og forfatter, der som litterære størrelser betragtet ligger faretruende nær hinanden, gør det umuligt for læseren at orientere sig i de tågede mellemrum, hvor selvudlevering og selvforherligelse overlapper hinanden. Det er da helt i orden at være mere fascineret og draget end frastødt og afskyeliggjort af dekadencen, men det er ikke helt i orden at få det til at se ud som selvkritisk refleksion over noget, der er galt i tiden.

Indimellem lader det til, at en præcis og flot beskrivelse af, hvordan noget smager, kan retfærdiggøre ethvert moralsk svineri. Der er altså en øvre grænse for, hvor hårdt man kan køre på en enkelt gimmick, og den overskrider Kongstad igen og igen uden at have ordentlige modvægte installeret i sin stil, der er solid nok, men ikke blandt verdens skarpeste.

Så i stedet for at skære ambivalensen ud i kold prosa eller poetisk kritik, ender Han danser på sin søns grav med at sidde midt på gulvet i en stor festsal med røven bar og et stort smil på, men det er da bestemt også noget og værd at læse.