Det er især Jens Christian Grøndahls sprog, som får én til at vende siderne i hans nye roman.

ANMELDELSE: Uanset hvad man mener om Jens Christian Grøndahl, kan man ikke tage fra ham, at hans beherskelse af det danske sprog er unik. Hver eneste sætning er æstetisk nydelse. Grøndahls væsentlige styrke er uden tvivl denne overlegne sproglige leg. En leg, der lader ham udmale den ene fængende scene efter den anden.

I Fire dage i marts er der ligeledes mange sceniske optrin, men der er først og fremmest erindring. Man følger Ingrid Dreyer, en kvinde på 48, der har succes i karrieren som arkitekt, men fiasko i livet som mor. Bogen slår sin fortælling an, med at kvindens teenagedreng, Jonas, begår et voldeligt overfald på en anden dreng. Han bliver holdt tilbage af politiet, mens Ingrid Dreyer må forlade et forretningsmøde i Stockholm, for at tage hjem til ham i København. Men hun kommer for sent. Sønnen flytter ind hos sin bedstefar og er tilsyneladende tabt for moderen.

Kosmopolitter
Grøndahls hovedperson er vokset op og lever i et kulturradikalt miljø, hvor mormoderen var en Blixen-agtig forfatter – komplet med turban og pseudonym, stedmorfaderen forlagsdirektør, moderen freelancejournalist for Berlingske og faderen en berømt og berygtet litteraturanmelder på Politiken. Det er en familie, hvor der diskuteres fransk strukturalisme, læses masser af skønlitteratur og rejses til europæiske storbyer på bedste kosmopolitisk vis.

Men det er samtidigt en familie, hvor stort set alle svigter hinanden. Ingrid Dreyer, hovedpersonen, har en affære med en gift mand og hun har næsten intet engagement i sin søn. Og det er en familie, hvor det føles mærkeligt at bruge ord som mor og far. Man er hellere på fornavn. Ja, Ingrid Dreyers far hedder såmænd hele tiden Norman Dreyer, når hun omtaler ham. Men hun står ikke alene med sine kvaler. Hun udlever blot det samme mønster som de to tidligere generationer. En slags Haabløse Slægter omplantet til nutiden.

Forholdet mellem løgn og sandhed
Det er den families historie, som Ingrid Dreyer genkalder sig i de fire martsdage. En slags selvterapeutisk hukommelsesterapi kunne man måske kalde det. Fortællingen komme derved til at kredse om forholdet mellem generationerne og mellem kønnene. Og der vil næppe være mange læsere, der ikke vil kunne genkende blot lidt af Grøndahls iagttagelser til sig. Godt nok er tilværelsen fuld af frie valg, men ens familie har aldrig været valgfri.

Bogen forsøger også at tematisere et forhold mellem løgn og sandhed. Vi hører mange afvigende stemmer i fortællingerne om fortiden, så når vi skal forsøge at stykke det hele sammen, står vi en kende forvirrede tilbage. Men sådan er virkeligheden jo også.

Det er smukt fortalt og på sædvanlig Grøndahlsk vis, flytter vi rundt på det europæiske kontinent til og i den nyere europæiske historie. Det er udmærket underholdning, og sproget får én til at vende siderne. Men den mangler lidt af det bid, som Grøndahl tidligere har vist. Hvad enten det var den bidende kritik af selvtilstrækkelig danskhed i Piazza Bucharest, beretningen fra moralens grænseland i Røde hænder eller tematiseringen af forholdet mellem virkelighed og fortælling fra Hjertelyd.

Vi får da en dramatisk slutning, men generelt lader indholdet noget tilbage at ønske. At Grøndahl skriver fremragende, kan man dog stadigvæk ikke tage fra ham.