Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 11.3.2005
[Opdateret d. 23.5.2010]

UDDRAG
Mathilde Walter Clark:
Thorsten Madsens ego
Roman
228 sider
Kr. 229,-
Samlerens Forlag
Udkommet 2004

[Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forfatteren og forlaget]

 

Af
Mathilde Walter Clark



Omslag til bogen

Mathilde Walter Clark er f. 1970 og debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens ego. Hun er uddannet som filosof på RUC og New York University. Og har arbejdet i reklamebrancen i en årrække, men driver nu – udover forfatterskabet – bl.a. sit eget idébureau.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas interview med Mathilde Walter Clark om bl.a. begrebet kreativitet og dét at få idéer...

Bogen om Thorsten Madsen har sin egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om bogen og se en lille reklamefilm, hvor bl.a. forfatterens mor optræder...


 

Uddrag fra Mathilde Walter Clarks roman:
Thorsten Madsens ego

Romanen om Thorsten Madsens ego er delt op i to spor: I halvdelen af kapitlerne følger man Thorsten Madsen selv som ansat på et reklamebureau og i fritiden; i den anden halvdel hans ego og de mange måder, det udtrykker sig på.
     I dette uddrag taler egoet. Det er smækfornærmet over, at Thorsten Madsens postkasse på kontoret [:dueslag] tilsyneladende er nedlagt og irriteret på bureauets kreative hoveder.

[Kapitel 5]

Jeg er Thorsten Madsens Ego, som sætter hans hæl hårdt i gulvet, klik, klak, de skælver på kontorerne. Mandagen står musestille, et frysesnit i tiden. Skoene rammer gulvet med spidse, præcise slag, klik, klak, kontant op ad den lange gang.
    De kan tage hans dueslag, de kan gennemhulle hans oval, de kan ydmyge ham og køre rundt med ham i deres ildelugtende, læderbetrukne sportsvogne, men hans skridt kan de ikke tage fra ham. De skridt er mine, jeg er ikke flov over dem, ejheller er jeg bange for at vise, hvem de tilhører.
    De tuschplettede kan høre, at han kommer, jeg kan høre, at de kan høre det. Klik, klak, hælen bliver sat hårdere i gulvet og resonansen får pærerne til at springe, ruderne til at klapre. Hvis der skal være firehjulstræk, skal det være ordentligt. Man skal have sig en Mercedes E 440, hvis man skal have noget. Eller en Rangerover Defender, Special Edition.
     Det er mandag, og han skal se på deres kampagne til Videoland. De venter ham på deres kontor, poseøjede, rødplettede, berøvede for deres weekend.
    Jeg, der ikke længere har noget dueslag, får ham til at se på deres arbejde med tavs mine, vurdere det med pokerfjæs, mens mine tanker kredser om oplevelsen i kantinen. Fornedrelsen, hånen. øjne, der var ved at falde ud af deres forgabte huler og brænde sig ind i Thorstens utilgiveligt larmende flæsk. Den offentlige henrettelse, udstillet til spot og spe for hvem der nu måtte ønske det. Skafotspot.
    Jeg, den dueslagne, den udkiggede, forhånede forsentkommende, lader ham sidde foran deres væg med skitser lige så længe, det passer mig, for på hans hånd har han en tommelfinger, der kan pege i den retning, det skal være. Den tommelfinger kan afgøre, hvor de skal tilbringe næste weekend.
    "Vi har siddet hele weekenden," piber de, ømtåleligt hægende om deres små ideer, med nerve spidserne dinglende uden på deres ærgerlige skjorter.
    Men Thorsten lader sig dekorativt distrahere af mit rigere åndsliv. Skitserne klamrer sig til den væg, de er fæstnet på, og luften er klæg af deres sved under mit tankearbejde.
    Jeg er den lavtlønnede mellemleder, den buskørende månedskortsejer. Hvis man skal have noget, skal det være en Ferrari. Det er en rigtig blærebil. Insisterer man på at køre rundt som en anden drugdealer, skal man gøre det ordentligt. Og ikke som en mellem fornøjet pusher.
    Den ene taler og har vist gjort det længe. Jeg er ikke større end Thorstens månedlige indkomst. Hvis nogen nyser, blæser jeg væk og forstøver i den tynde luft.
    Men i den tuschplettedes stemme hører jeg nu noget: en ængstelighed. En svimmel, pirrende frygt, som fanger min opmærksomhed. En værnen over deres arbejde, den tid, de har brugt, de tanker, de har tænkt. Hans ord hører jeg ikke, talen er ganske kedsommelig, men det er frygten ikke. Den sukker og stønner, vrider sig under hans ord. Den rækker ud efter min og overtrumfer den: jeg er større og modbydeligere, siger den. Og i dens klagen glemmer jeg næsten bilen og blikkene; dueslaget og ydmygelserne synes et øjeblik at miste deres betydning i dens storslåede tilstedeværelse.
    Den gør mig godt tilpas.
    Nu er jeg vågnet fra flæberiet, tankerne er væk, men den klædelige distraktion beholder jeg, for i den vokser deres ængstelse. Nu er det mig, der taler. Deres ideer dør omkring mig. Falder for Thorstens urolige blik, idet papirerne daler til jorden som gassede sommerfugle og væggen genopstår foran os i sin nøgenhed. Jeg kan næsten lugte angsten, der vibrerer i luften omkring mig, jeg kan se den i de skydeskiveformede øjne, bag hvilke der argumenteres, købslås, trygles for de blødende ark på gulvet. Nu skal det hele laves om, tænker de. I den angst bliver jeg atter levende, i den genvinder hans skridt den rette klang, idet de bærer mig væk fra massakren.
    "Der er møde med Videoland på onsdag," får jeg ham til at sige. "Der skal I have noget at vise dem."
    Han efterlader dem på deres kontor med deres nyslåede kreative blokering.
    Ekkoet fra før sidder stadig i gangen. Det synger under hans fødder. Bygningen ejes af hans skridt, det knager, idet den giver efter for min kraft. Folk ser op, uforberedte på deres undergang, mens pudset drysser ned fra de skøre lofter.
    Jeg er på størrelse med lyden, som den stiger over taget, ud på gaden og fylder hele Kgs. Nytorv. De gamle, sprøde bygninger skælver præcis som menneskene på kontoret bag mig. En altomsluttende rumlen sætter i gang ved svingningerne, bygningerne står ubeslutsomme i bevægelsen før de med voldsom kraft kollapser i fatale bunker af murbrokker, planker, støv og alt for spinkle håb.
    Hvor herlig er ikke destruktionens kraft, hvor skønt er ikke det kaos, der følger i dens kølvand? Jeg lever og ånder i den plovfure, som Thorsten Madsen trækker efter sig.

[ t o p ]       [ h j e m ]