"Man kan godt blive stærkere af en oplevelse og samtidig have ar på sjælen efter den". Sådan siger forfatteren Meghan D. Jakobsen, der tidligere på året udsendte en særdeles smuk og tragisk roman, om omsorgssvigt af en lille klog pige, der trak tårerne frem i øjnene på flere af læserne.

INTERVIEW: Vi opsøgte Meghan D. Jakobsen og stillede hende nogle spørgsmål om Trods – og ikke mindst om det opgør med 68'er generationen og den såkaldte "frie opdragelse", som den retter skytset imod.

Hvorfor valgte du at skrive en roman om omsorgssvigt?
– Egentlig kan man sige, at det var bogen, der valgte mig. Jeg havde ikke nogen planer om at skrive en bog om omsorgssvigt eller om 68'er-generationen for den sags skyld. Faktisk var jeg i gang med en helt anden bog, da jeg vågnede op en morgen med hele historien i hovedet – fra start til slut.

– Ikke at det var tilfældigt. Jeg havde netop været igennem en meget vanskelig periode i mit liv: Min mand og jeg havde adopteret et omsorgssvigtet barn, og samtidig havde jeg mistet min mor, der var en rigtig 68'er, til kræft. Det efterlod en pærevælling af tanker og følelser i mig omkring omsorgssvigt, mor og barn forhold og 68-generationen, og da bogen var færdig, var alle de tanker og følelser ligesom faldet på plads.

Et helvede i paradisiske rammer
Handlingen i Meghan D. Jakobsens romandebut Trods er henlagt til en provinsiel dansk idyl i 1970'erne.

Her bor den unavngivne jeg-fortæller – en lille pige på grænsen af skolealderen – sammen med sin excentriske 68'er-flipper af en amerikansk mor. Der bages kager, der farves uld, der bandes og råbes og negligeres til den store guldmedalje. Men da moderen på ingen måde er sin forældrerolle voksen, lærer pigen tidligt at forlade sig på fremmedes venlighed – heriblandt den blide og karismatiske professor Othellos.

Pigen kæmper mod hårde odds i en usikker verden – en kamp, som ikke bliver lettere, da hun bliver sendt i en alternativ skole, hvor blomstermedicin, bønnepostej og kosmiske bevægelser synes at udgøre fundamentet i undervisningen.

Romanen er meget kontrastfyldt på den måde, at de beskrivende passager er fuldstændig rene og næsten poetisk – masser af farver og blomster – og til gengæld bliver det meget råt i dialogerne. Det er simpelthen "et helvede i paradisiske rammer", som en af Meghan D. Jakobsens venner har udtrykt det.

Samtidig balancerer den mellem tragik og humor – for :"Uden komikken var man klar til at springe ud af vinduet på side 90. Sådan er det også i det virkelige liv. Hvis man ikke kunne grine af det hele, var der ingen grund til at blive hængende", som Meghan fortæller til Sentura.

Inspireret af egne oplevelser
Du skriver sidst i Trods, at værket ikke er biografisk, men inspireret af egne oplevelser...?
– Jeg tror, alle forfattere låner lidt i arkivet, om man så må sige. Det har jeg også gjort. Mit eget liv voldte mig som sagt en del kvaler, da jeg skrev bogen – og det satte også sit præg på bogens emne.

– Mere konkret kan jeg sige, at moderen i bogen ligner min egen til forveksling. Hun var amerikaner og talte præcis lige så vanvittigt – selv om min barndom var en anden. Og så har jeg snuppet naturbeskrivelserne fra min egen hjemegn ved Præstø.

Hvordan har det påvirket dig at omsætte de erfaringer til fiktion?
– Det var meget terapeutisk. Det øjeblik, det hele var nedfældet, havde det ligesom forladt mig. I øvrigt syntes jeg, det fungerede rigtig fint, at bogen fandt sted i omgivelser, jeg kender godt og forbinder med barndom. Det gjorde dem autentiske. Jeg har jo selv stået i korn til livet og råbt: "Hvad drikker møller?" Og med udelt barnlig begejstring glædet mig over ekkoet: "Øller, øller, øller." [En episode, der dukker op i Trods, red.]

Styrke og ar på sjælen
Hvilke spor sætter det i børn – siden hen som voksne – at være afhængige af fremmede, når forældrene ikke slår til?
– Det er så komplekst et spørgsmål, at der skal en hel afhandling til for at besvare det. For det kommer jo an på, hvem man er, og i hvilken grad man overlever ikke at have omsorgspersoner, man kan regne med.

– Hvis det er rigtig slemt, mister man måske evnen til at knytte sig til andre senere hen i livet. Det ser man hos meget omsorgssvigtede børn, som min egen adopterede datter var det, og det er noget, der kræver meget tålmodige omgivelser og ufattelig meget arbejde at lave om på. I mit eget tilfælde har det nok skabt en person, der aldrig mere ønsker at skylde nogen noget, og derfor prøver at klare alt selv. Og det er faktisk ensomt, utaknemmeligt og til tider ret besværligt.

– Min mormor sagde altid: "What doesn't kill you makes you stronger". Men man kan godt blive stærkere af en oplevelse og samtidig have ar på sjælen efter den – ar, der giver alvorlige problemer senere hen. Det ene udelukker ikke det andet.

Vi er uopdragne
Hvilke konsekvenser synes du, at den frie opdragelse har fået for 68'er-generationens børn?
– Fri opdragelse er en selvmodsigelse, der skal dække over manglende evne eller lyst til at skabe rammer og sætte grænser – noget børn ifølge min erfaring har stort behov for, for at føle sig trygge. Så lad os dog hellere kalde det mangel på opdragelse!

– Hvad har mangel på opdragelse så gjort for min generation? Ja, det har vel gjort os uopdragne. Vi er simpelthen uopdragne. Vi holder ikke døren for hinanden, vi rejser os ikke op for gamle damer eller gravide i bussen, vi maser os ind i S-toget, før de andre er steget ud, vi smider vores cigaretskod alle vegne, vi taler grimt til hinanden i det offentlige rum.

– Og vores børn er lige så uopdragne, for det går i arv. Og vi kan ikke en gang se det. Og så er vi behovsstyrede, for det var vores forældre også. Så vi bliver gift og skilt i et væk, og det er vel hverken værre eller bedre end den såkaldte fri kærlighed, vores forældre praktiserede, er det?

– Man gør jo det, man har lært, hvad enten man synes om det eller ej. Men hvis man ellers er bevidst om, at man ikke bryder sig om det, så kan man også tage sig sammen og ændre på det. Så længe man passer på ikke at gå helt i den anden grøft.

Peace and love havde en bagside
Hvordan har dine omgivelser reageret på romanens kritik af en selvcentreret og umoden forældregeneration?
– 68'er-generationen har så længe fået lov til at idealisere sin egen rolle i verdenshistorien, og derfor er det heller ikke alle, der er glade for bogen. En gammel ven af familien spurgte mig, hvorfor jeg ikke kunne skrive en glad bog om 68 i stedet.

– Men sandheden er jo, at nok har verden forandret sig med ungdomsoprøret, men den er ikke blevet et bedre sted at leve i. Jeg synes, det er på tide, nogen stiller sig op og påpeger, at hele den der peace and love-fest, som 70'erne for manges vedkommende druknede i, altså havde en bagside.