Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


  Af Johnny Hedegaard Madsen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Venlige digte

ANMELDELSE

Anita Rodam Dieckmann:
Sprukne læber
64 sider
Kr. 115,-
Udkom 1999

 

Anne Lützhöft: Noget af noget, grukagtige aforismer
77 sider
Kr. 128,-
Udkom 1999

Forlaget Mellemgaard

omslag
omslag

Anmeldernes note: Forlaget Mellemgaards to lyrikudgivelser fra efteråret 1999 anmeldes hér samlet, fordi der er en række lighedspunkter mellem de to bøger, som hverken kan eller bør overses.

 

Disse to digtsamlinger har intet med kunst at gøre.

Og her kunne omtalen for så vidt stoppe - hvis ikke det lige var for den bagatel, at de sætter mig i et dilemma. På den ene side kribler og krabler det i mine fingre for at trykke den af på tasterne og lade min irritations galde syde nedover siderne. På den anden side så vækker de også min forståelse for, at der faktisk er mennesker, der skriver og udgiver en bog uden det mindste snert af ambition om at lave kunst.

Af begge bøgers forord - skrevet af forfatterne selv - fremgår det, at de egentlig bare har valgt at få deres tanker og digte udgivet i bogform, fordi de tænkte, at det kunne være en inspiration for andre. Den slags venlighed kan jeg altså ikke få mig til at vrænge af. Heller ikke selvom jeg har lagt mig Poul Borums lærerige sætning om at han "anmeldte bøger - ikke mennesker" kraftigt bag mit sprogøre. Og slet ikke når jeg har studeret de to forfatteres sympatiske kontrafejer på bagsiden af bøgerne og bladret dem igennem - for disse mennesker er det deres eget liv og deres egne tanker, der står prentet på siderne - ikke "kunstneriske digte".


Kærlighed og børn
Den af bøgerne, der smager mest af fugl er nok Anita Rodam Dieckmanns "Sprukne læber". Uden at begynde at lægge kunstneriske vurderings-kriterier nedover teksterne, så kan man i al fald sige, at de handler mest om kærlighed, børn og oprørstrang. Og de rummer en vis sødme.

De er altså ganske traditionelle i emnevalg - bortset fra, at den der skriver altid oplever situationen som ene-stående. Mange af digtene er daterede, så det forstærker følelsen af dagbog. Hendes billedsprog er ikke videre originalt, men hun har dog sans for at bygge digtene pænt op, holde lidt igen med ordstrømmen og af og til give dem en pointe, der virker godt. Hun kan helt sikkert høre sproget - men der er et stykke vej til, hun også sanser det.

Anne Lützhöfts "Noget af noget" er mere aforismer end digte - og de præsenterer sig da også som sådan på forsiden; undertitlen er "grukagtige aforismer". De handler om stort set alt mellem himmel og jord - delt op i afsnit så som "noget om kærlighed", "noget om jalousi" og "noget om løgne". Det virker for en dels vedkommende som dyrekøbte erfaringer.

Formen er mestendels paradokser og hyggelige tankeindfald - ind imellem på skæve rim, af den muntre type, der kan tage dampen ud af en ellers trykket situation. Tanke-grukkene fremhæves hver med et par små vejledende linjer i fed skrift, og det er ikke altid lige let at finde sammenhængen mellem tekst og denne vejledning.


Billige bøger
Men lad mig sige det klart - inden jeg får kvalme over min egen venlighed - personligt siger disse bøger mig ikke en dyt! De opleves i for høj grad som et kig ned i en fremmed persons private papirer, og man sidder og vrider sig under læsningen... På den anden side kan andre måske opleve, at der i teksterne - fordi det ikke er kunst - bliver talt direkte og tilmed særdeles venligtsindet - til dem fra et medmenneske. Og det kan ingen vel kimse af?

Begge bøgerne er udkommet på Mellemgaard - et af de initiativrige mange små forlag, der knopskyder over hele landet. Forlaget har base i Odense og appellerer til folk med skrivetrang på følgende måde "Har du et manuskript liggende i skrivebordsskuffen... find ud af hvor let det er for dig at få det udgivet i bogform". Bøgerne er billige - omkring de 120 kr. - og udstyret ganske pænt i betragtning af prisen.


Anita Rodam Dieckmann: Sprukne læber

Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
*
*
* *
*
[Der gives mellem en og seks stjerner]


Anne Lützhöft: Noget af noget, grukagtige aforismer

Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
0
*
* *
*
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

2 x 3 teksteksempler:

 

Anita Rodam Dieckmann:

Snoren

Dagen i dag
vidste jeg
dagen i morgen
var uvis
og dagen i går
var for evigt
beseglet

 

Paradis

En nat i paradis
hans krop
mod hendes
blide kys
heftige kys
varme kærtegn
overalt

To kroppe
gnider tæt
mod hinanden
øjne fulde
af begær

Smelter sammen
bliver til én person
kroppen
der følger hinandens
takter
heftigere og heftigere
vild ekstase
denne dejlige
følelse findes
en nat i
paradis

(13/12-96)

 

Det dyrebareste

Stor og stærk
og dog så lille
og skrøbelig
Glad og grinende
sur og arrig
du indeholder
alt varme og lys
i min hverdag
Du er mit liv
fra den dag du kom
og til den dag vi desværre
må gå bort
Jeg elsker dig så højt
at ingen ord
kan rumme de stærke følelser
jeg har for dig
du er min skat
det dyrebareste
jeg har oplevet
du er hvad jeg
vil kæmpe for
du er mit barn
Jeg vil altid være der for dig
jeg er din mor

(24/8-95)

 

 

 

Anne Lützhöft:

Noget om barmhjertighed

Det er barmhjertighed
når fremtiden holdes skjult for os,
for kun få har styrke til at rumme denne viden
Det er ubarmhjertigt
når fortiden holdes skjult for os
for i den ligger alle minderne som fuldbyrder vores liv

 

af Noget om retfærdighed

Én af de ting, der gør alt i livet acceptabelt,
er troen på retfærdighed.

jeg vil standse striden
jeg ønsker retfærd i tiden
jeg tror, at en traktat mellem verdens børn
kan standse korridorpolitikken i dør´n

 

af Noget om Livet

Livet er sjovt
- selvom man får hovedpine dagen efter!

Når dagen bryder frem
og solen stiger i sydøst
sidder man i glad forventning
hensunket i tavshed af berusende fryd
og tænker på, hvad livet mere har at byde på


Intro

Anmeldelser

 

[ h j e m ]