En mand glider på grænsen mellem virkeligheden, når den leger med madens form, og virkeligheden, når den ifører sig afføringens form; mellem de to former for realitet oscillerer en kompliceret forvandling af molekyleforbindelser, kroppens daglige ritual.

Ritualet vækker manden om morgenen, og han står op, tager avisen, der ligger foran brevsprækken, og sætter sig på toilettet, mens han læser sportssiderne, til kvindens store irritation. Hun vil gerne ud til duften af sine cremer og deodorant og håndsæben med knuste abrikosfrø og æterisk olie, uden at have det blandet med lortelugt. Pigen har lige smidt bleen og skal tisse med det samme, hun vågner, og manden ser opgivende på dem over kanten af avisen. Hans grænse er overskredet, men hvad kan han gøre? Han åbner pligtskyldigst vinduet, inden de myldrer ind, og går ud i køkkenet for at lave morgenmad, imens han stadig læser avis.

Tungen stikker sine følehorn frem; varmt brød med smør, sikke de kan, atomerne, jordbær, appelsinsaft og senere på dagen: mørbradbøf, persillesmør, et surt æble fra haven, en gajol. Mandens kæber arbejder, uden at han tænker over det, nedbryder strukturer og molekylegitre, tungen strækker sig, gulerod, lam i karry, kussesaft, salt sved fra hendes navle, den firkantede tallerken med sushi, kvinden sætter foran ham, soja, wasabi, salt, syrlig, risens bløde varme, soltørrede tomater, tyrkisk peber, solbærmarmelade.

Mandens nabo er Jehovas Vidne. Han siger, at det er et bevis på Guds eksistens, at maden har smag. Den kunne lige så godt ikke smage af noget, insisterer naboen, ingen Gud, ingen smag.
    Manden går i supermarkedet og spekulerer på, om det er et tempel. Hans mund er et alter, tungen en kniv i offeret.
    – Er der så god mad i Paradiset? spørger han naboen. – Og de sultende, er de dobbelt straffet af din gud?

Manden rækker alteret frem. En fersken kommer flyvende fra sit træ på bjergskråningen og lander i hans mund.

Smagen undviger sproget. Sproget må kalde farver, metaforer og erindring til hjælp. Smagen kan ikke rummes af ord, den er altid uenkel, aldrig bare sød eller sur. Lidt ferskensaft løber ud af hans mundvig, kvinden læner sig frem og slikker dråben af.

Manden er virkelighedens maskine, som den bruger, når den har lyst til at ændre form. Han falder i søvn med smagen af fersken i munden, vil ikke ødelægge den med tandpasta. Han drømmer, at han skal spise risalamande med kirsebærsovs, men det, han skal finde i den hvide masse, er ikke en mandel, men et øje, tallerkenen er hendes røv, manden slikker og suger, og drømmen opfinder en smag, han aldrig har kendt, knust øje i risalamande med en svag smag af lort.
    Manden vågner med et sæt og smager efter. Fersknens efterklang hænger endnu i munden, blander sig med drømmens. Han står op og går ud for at tisse.

Maden bliver en slange i kroppen, og ethvert toilet er slangens bolig. Manden går ikke til det samme toilet hver gang, han lader den brune slange løbe ud i friheden med hele majs, med børneorm eller grøn spinatslim, på det toilet, han nu lige kommer forbi. Alle de steder, han har givet slip på virkeligheden i lortens form, en form, der er transformeret frem af hans krop, en ufrivillig skabelse.
    Omgivelserne omkring ham ændrer sig; brune kakler, lammeskind foran toilettet, bruseforhænget med orange prikker lige foran øjnene.
    Barens kældertoilet med iskold træk fra vinduet og urinpletter på gulvet og også på spejlet over den knækkede vask, hvordan de end er kommet der.
    Tjørnebusken bag motorvejen. Kvinden på hug bag bilen.
    Det lakrøde, japansk inspirerede badeværelse, hvor vasken er flere meter lang, og hvor han kaster op under en fest; tantes med toiletrulleholdere i strikkede foderaler i form af kvinder med lange skørter.
    Varme i gulvet i deres første lejlighed. Han lægger sig, så lang han er, og trækker vejret dybt; de har skændtes, og han føler sig iskold.
    Et grønmalet rum i Nairobi med et hul i midten, suset af kakerlakker, der løber ned i afløbet, det russiske klorduftende, det svenske das på hans kollegas ødegård, som han heltemodigt tilbyder at tømme.

Hvorfor bliver maden, som han holder så meget af, forvandlet til lort, som han finder afskyeligt? Den mad, andre mennesker spiser, generer ham ikke, han kan endda smage på det, der kommer ind på deres tallerkener på restauranten; men deres lort er det værste, han ved. Alle de vandrør og gemte kloakker, der skal skjule lortens påtrængende virkelighed, den brune slange, der glider ud på det hvide porcelæn og forsvinder næsten uden at ramme blikkets skål.

Tyngden i maven, kniben i tarmene, musklerne, der bugter slangen fremad, slangen, der søger vandoverfladen og forsvinder, en renselse, en lettelse. Toilettet har et lyseblåt plasticbræt, kroppen er en motorvejsudfletning, virkeligheden bruger til at skifte manifestationsspor.

Virkeligheden kan lide at have jordkonsistens, den vender hele tiden tilbage til det. Virkeligheden ændrer sig uafbrudt, så har den træets form, så de varme kastanjers på gågaden, der bliver til lort, så jord, træet igen, et æble som et helt efterår fra den tyrkiske grønthandler, tungens alter, lort, sneglens hvide mund på akvariets glas, til jul sidder der en nisse på toiletspejlet, atomernes cirkel drejer, manden er en afkørsel, en forvandlingsmaskine med en besværlig hjerne.

Virkeligheden bruger manden som underholdning, uden ham, uden kvinden, der knuser ingefær til kyllingen, mens han ligger på knæ og skubber de nye fliser til badeværelses gulvet sammen over den våde cement og mirakuløst forvandler vandkringlen til lort og sender en lille pose luft i forvejen, ville virkeligheden mangle sit legetøj. Sit molekylespil med enorme stakke af kort.

Manden tager en lakrids. Kvinden skræver over det våde cement for at tisse. Hun ser tilfreds på de små blå firkantede sten, han presser ned i cementen og skubber tæt sammen. De ser og tænker og drømmer og lugter og forbrænder uden ophør.

NB! Stykket Mad og lort står på side 92-97 i Det glade vanvid