Nogle steder er Alen Meskovic' litterære rum for afgrænset – men han er stadig værd at følge.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Når der i dag udkommer tekster af en forfatter med anden etnisk baggrund, må man indledningsvist tage stilling til, om man i sin vurdering af teksterne vil eller ikke vil læse dem med hele integrationsdilemmaet in mente, og det kan selvsagt være problematisk at gøre både det ene og det andet.

Digte skal jo læses på deres egne præmisser, og deres egenart må ikke udviskes på grund af skinger hensyntagen til en mere eller mindre betændt samfundsdebat.

Små tætte stykker
Når man læser Alen Meskovic' Første gang tilbage, synes jeg imidlertid, man er nødt til at læse digtene med dette skelende blik ud af teksterne og ind i forfatterens baggrund. Hvis man lige skal kommentere sprogbeherskelsen, bliver kommentaren, at der ikke er noget at kommentere. Han bevæger sig ubesværet rundt i det danske sprog.

Efter en formel betragtning af digtene må man egentlig blive lidt skuffet. Der er næsten ingen "rigtige" digte i samlingen. Det hele er sådan mere prosa-agtigt i sin opsætning og udførelse.

Sammenligningen er naturligvis alt for meget af det gode, men det kan da godt for et hurtigt øjekast ligne Rimbauds Illuminationer. Små tætte stykker, hvor et digterisk sprog forsøger enten at udfolde eller sammenfolde en tankegang om et emne og nogle motiver.

En by, en flod, et værelse
Meskovic' bærende motivkreds står om en by og en flod og et værelse. Værelset ligger i byen. Floden skærer byen over i to. I dette tableau udspiller sig en rolig analyse af rejsen som fænomen, hvori jegets holdning til det at have og at søge et hjemsted i verden afsættes.

Hans stilistiske virkemidler består i et sikkert greb i en skrifttematik, der godt nok slides hårdt på, men som aldrig bliver helt tyndslidt, samt en god fornemmelse for at kunne snige sine tanker ind og ud af ret lange sætningskonstruktioner, uden at hverken meningen eller meningstabet deraf bliver anstødeligt.

I sine lange sætninger kan han få læserens blik til at rulle henover gaden som gennem en papirsværm af sære regnestykker i blæsevejr.

For lette at følge
Når han omvendt skriver med korte ytringstyper, synes jeg til gengæld ikke at der er helt nok swung i det, til at det får teksten som helhed til virkeligt at flyve.

Symbolsk nok viser forsiden et billede af huse, der er i færd med at lette. Han vender og drejer sit tema med stor sikkerhed og rimelig finesse, men det er alligevel som om han måske burde forlade det lidt ind i mellem, eller finde frem til noget mere springende, noget mere mærkværdigt (jævnfør ovennævnte franskmand). På en måde er digtene i deres klare gennemførsel af deres ærinde lidt for lette at følge.

Måske kan man sige, at idet det litterære rum er så klart afgrænset, giver det også den samlede læseoplevelse en lidt for begrænsende entydighed. Visse steder tynges helheden lidt mod jorden af temaernes stærke skinnen, men en digter der bl.a. kan skrive "Jeg har slået alle rekorder i fravær", bliver man da nødt til at stifte bekendtskab med.

 
Teksteksempel