Subtil kvindelist

Vor anmelder ligger gerne i ske som en kniv med Mette Moestrups digte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Mette Moestrups tredje digtsamling er en stilsikker og til tider fremragende balancesang imellem det lav- og højkulturelle.

Intet er helligt for Moestrups tekster, og det er det, der gør denne digtsamling på én gang så befriende let og så irriterende kantet og fjantet. Men irriterende interessant. Moestrup stiller sig an og slipper godt fra det stort set alle steder. Nogle vil måske påstå, at det er charme, men jeg mener, at det er subtil kvindelist, ja indimellem kvindelir, mændene kan få lov til at hørme i fred.

Siden litteraterne Elisabeth Friis og Benedikte F. Rostbøll sammenstillede de tre kække piger eller dubiøse divaer Moestrup, Lone Hørslev og Ursula Andkjær Olsen i tidsskriftet Kritik [nr. 168-169, red.] har man haft på fornemmelsen, at der var tale om en feminin sammensværgelse. Sammenstillingen kan man diskutere, fx hvor meget Hørslev og Moestrups destabilisering af det lav- og højkulturelle, piger der tør lave og slå en fis, kan sammenlignes med Andkjær Olsens raids i poesiens mumlende ingenmandsland.

Knep og Leth
Under alle omstændigheder er det rigtigt, at der her er tale om tre markante stemmer i den nye danske lyrik, og at de alle sammen er udstyret med en fabelagtig humor og trang til at spille en storladen poetisk tradition ud med en kvindelig hverdag.

Og hvad er en kvindelig hverdag så? Tjah, for Moestrups vedkommende kunne den fx handle om et pinligt optrin ved en fest, en litterær én af slagsen, formentlig efter en digtoplæsning: "Hvorfor staver han knæpper med æ?/ Det irriterer mig bare sådan" sagde hun./ Det mindede hende bare sådan om knæ og kæp, sagde hun/ Jeg tænkte: så knep dog med e som i flueknepper, æggehoved. Men sagde:/ "Men er der mere æ i knæ og kæp, end der er æ i kærlighed,/ og udtales e i elske ikke som e i knep (og Leth)".

Lækre digte
Det er jo subtilt, at Moestrup ikke blot får dekonstrueret æggehovedets bogstavelige desillusioner, men desuden får peget på et omsigkneppende e som i Jørgen Leth. Sådanne opgør med en tidligere tids patetisk selvoptagelse af ordenes betydninger, findes der en del af hos Moestrup. Ikke blot i denne samling, men også i de andre. Man skal ikke hænge sig i ordene, men komme videre i og med dem, ja spille dem af – og det gør hun så.

Blandt teksterne i denne digtsamling findes der fx en del readymades, nogle såkaldte touch poems og en decideret alfabetisk kollage af poetiske sætninger. Referencerne til andre digtere er mange, men meget kvindestrategiske fra Yoko Ono til Emily Dickinson. Det betyder ikke, at mændene er totalt fraværende i denne samling. Vi kigger mere end interesseret på, og hvem vil ikke gerne ligge i ske som en kniv med Moestrups mere end lækre digte.