Seks led fra dig til Dronning Margrethe.

ANMELDELSE: Forsideillustrationen på Mette Thomsens seneste roman, Seks, viser en fotografisk gengivelse af en dominobrik af træ præget med to gange seks sorte prikker.

Dette billede skal naturligvis opfattes symbolsk. Det forstår man, når man læser det første af bogens seks lange kapitler, hvor en forfatter, der sideløbende har sig en anmeldertjans, er i færd med at skrive en omtale af den bog, man sidder med mellem hænderne – eller en tilsvarende.

Nemlig en bog, der angiveligt bestræber sig på at iscenesætte vandrehistorien om, at vi alle, gennem seks led, kan være forbundet med et hvilket som helst menneske på jorden.

Fortænkt konstruktion
I Seks finder denne iscenesættelse sted (men brydes ironisk nok også), ved at den faktiske forfatter (Mette Thomsen) stiller seks forskellige historier med seks forskellige hovedpersoner op i forlængelse af hinanden og lader personerne i de enkelte fortællinger gribe ind i – eller til tider blot strejfe – hinandens liv.

Konstruktionen kan umiddelbart forekomme noget fortænkt, som konstruktion betragtet, men der er kommet et interessant værk ud af den.

Det skyldes i mindre grad konstruktionen i sig selv, men i allerhøjeste grad Thomsens eminente evne til på én gang at gå i detaljer og at opbygge en intens lavmælt spænding i og omkring sine karakterer.

Alle er forbundne
Her er fortællingen om en kunstner, der er splittet mellem sin kunst og den dagligdag, han også skal have til at hænge sammen. Her er beretningen om en romankarakter i skikkelse af en dansk forretningsmand, som støder på det fremmede såvel som det alt for velkendte under en rejse til Budapest. Her er en pludrende stewardesse, der letter sit hjerte for en veninde. Her er en ensom bagagemedarbejder i Kastrup Lufthavn, som bliver forstyrret i sine rutiner, da politiet påbegynder efterforskningen af et mord begået på hans arbejdsplads.

Vi hører også om en kvindelig betjent, der har svært ved at få enderne til at nå sammen mellem arbejdsliv og privatliv. Som kronen på værket præsenteres vi i sidste kapitel for en dronning, som drømmer sig tilbage til barndommens leg i parkens labyrinter og bort fra sin mavesure koks kineserier. Man genkender hurtigt Danmarks nuværende regent på romankarakterens optagethed af vinterhimlens Payne's Grey [mørk blå-grå farve, opfundet af maleren William Payne, red.] tone, på hendes små uh-udbrud og udtryk som "spritlevende".

Og ja, værkets seks hovedpersoner er forbundet med hinanden, selvom de ikke selv indser det og synes fanget i hver sin ensomhed – både i forhold til hinanden og i forhold til de personer, der i øvrigt omgiver dem.

Thomsen på Duracell-batterier
Mette Thomsen har et lydhørt øre for særegen sprogbrug og et sikkert blik for miljø og karaktertegning.

Ikke mindst i kapitlerne om henholdsvis bagagemedarbejderen i Kastrup og den aldrende dronning tegner hun så detaljerede og nærmest fotografisk præcise portrætter, at man som læser må ærgre sig over, at også denne bog har en sidste side.

Dertil kommer, at forfatteren i en håndevending kan flette forskellige fiktions- og realplaner ud og ind mellem hinanden, så man må have et øje på hver finger for at afgøre, hvilket niveau, man nu befinder sig på, og om teorien om de "seks led til dronningen" nu virkelig holder vand.

Hold da helt op, hold da helt op, messer man for sig selv, under læsningen, alt imens man håber på og beder til, at Thomsens pen kører på Duracell-batterier. For mere vil have mere.