Flotte kulisser

Optakten og miljøskildringen i Mette Winges nye såkaldte ventetidsroman fejler ikke noget, men det kniber med at engagere læseren.

ANMELDELSE: I Mette Winges historiske roman sat i år1850 midt i en frysende kold vinter i den københavnske guldalder, ligger nationaldigteren Adam Oehlenschläger for døden. Han er ikke alene syg og svækket, men også usædvanligt bitter. Under dynen ligger manuskriptet til en selvbiografi, der skal slette de tidligere rosenrøde beretninger om hans liv. Et manuskript der råt for usødet skal fortælle de ledende skikkelser i datidens kulturliv, hvad den store digterkonge virkelig mente om dem.

De farlige papirer
Baggesen skal afsløres som homoseksuel. Heiberg som en dilettant og en horebuk. Og den sleske H.C. Andersen skal virkelig have det glatte lag. Et manuskript som vil skabe skandale i det guldalderens kulturliv. Og som især digterens sønner, Johannes og William, for enhver pris vil undgå udgivelsen af.

Den døende digter betaler en yngre, fattig kvinde for at holde ham med selskab. Ovine, som hun hedder, kommer fra fattige kår, men minder tilsyneladende den sengeliggende Oehlenschläger om den datter, som han tidligere havde mistet. Eller også er det den afdøde kone. Det står ikke helt klart i febervildelserne. Men Ovine er i hvert fald den eneste, han tør betro opgaven at overlevere forlæggeren det kontroversielle manuskript. Heri ligger også bogens dramatiske højdepunkt.

Med Ovine, der hutler sig igennem en tilværelse som medhjælper på en fattiggård, får vi datidens store fattigdom med. Og en lille smule tidlig socialisme bliver det også til i skildringen af en af fattiglemmerne, den tidligere skolelærer, Hr. Simonsen.

Tidens centrale debatter
Samtidigt kredser bogen om datidens centrale debatter og tanker. De fleste af dem bliver lagt i munden på romanens bipersoner. 1850 var en storhedstid for nationalisme. Man havde besejret Tyskland – ikke i fodbold, men i krigen om Slesvig. Men i den iskolde vinter 1850 nages danskerne alligevel af frygten for, at sejren skal blive kortvarig.

Og grundloven af 1849 var frisk fra trykken. Noget der tilsyneladende ikke vækker den store begejstring. Digterens yngste søn William, der tilsyneladende mest bekymrer sig om størrelsen af sin arv, beskylder det unge demokrati for at indføre pøbelvælde, men godter sig alligevel over, at det ikke lykkedes for fruentimmerne at få stemmeret.

Modsat sønnen står Renna Hauch, som ønsker sig bedre tider for kvinderne. Hun er stor beundrer af Oehlenschläger og samtidigt gift med en af datidens andre store digtere, Carsten Hauch. Selvom hun har udgivet to romaner i mandens navn, må hun finde sig i en andenrangstilværelse.

Hverdagsliv med præcision
Der er ingen tvivl om, at Mette Winge gør et stort stykke forarbejde til sine bøger. Vi får beretninger om datiden hverdagsliv fortalt med præcision. Lige fra avisernes overskrifter over priserne på varer til en præcis miljøskildring. Alt sammen noget der hører sig med til den historiske roman.

Men forarbejdet til trods falder romanen ikke specielt heldigt ud. Skulle man kort opsummere, så rummer romanens 280 sider intet andet væsentligt end beskrivelsen af en bitter digter i sygesengen og folk i dybe tanker på vej til og fra lejligheden. Historien om nationalisme, kvindefrigørelse og demokrati og armod, som fortælles på sidelinjen, er hørt før. Faktisk så mange gange, at det er vanskeligt at mønstre en indignation over det. Og plottet med de farlige papirer når desværre aldrig at blive sandt spændende.

Indrømmet, Mette Winge skaber flotte kulisser. Men den engagerende fortælling kniber det med i Adam og Ovine.