Danmarks ukronede spændingskonge, Michael Larsen, er tilbage med en roman efter fire års tavshed. Også denne gang skjuler der sig et krimiplot i handlingen – det er bare dybt begravet i beskrivelser af det nittende århundredes københavnske åndsliv...

ANMELDELSE: Lad mig lige starte med at advare de trofaste Larsen-læsere: Det vil være forkert at sige, at Michael Larsen har skiftet gear – han har snarere skiftet køretøj.

Hvor han i sine tidligere kioskbaskende thrillers var decideret lavtflyvende i en højoktan sportsvogn (når han altså lige kunne flå snablen op af sin research-bunke og lod plottet drive bogen frem for researchen), så har han i sin nye roman, Den store tid – Aftenlandet, sat sig til rette i en æseldrevet kærre. Umagelig, humplende og skrumplende hen over jordveje og græstuer går turen, mens Larsen tegner et umanerligt detaljeret billede af livet i København og omegn for godt hundrede år siden.

Undervejs er kærren flere gange tæt på at køre helt fast i alenlange diskussioner om filosofiske, etiske og æstetiske overvejelser…

Lynet slår ned i læseren
Det hele starter ellers med et brag. Romanen skydes i gang med et lynnedslag af en første sætning, som i sig selv udgør det skarptskårne, dirrede første afsnit:

Da man endelig fandt pigen, var det mærkelige ikke, at hun var død, men at hendes hoved befandt sig så langt væk fra kroppen.

Denne ene sætning skulle jo nok kunne rumme gods nok til en umanerlig drabelig thriller, men sådan går det ikke. Umiddelbart herefter slår bogen nemlig et gevaldigt sving ud i provinsen, nord før København for 100-150 år siden. Vi følger en jødisk købmandsfamilies fortrædeligheder med en "uduelig", drømmende forfatterspire af en søn (Lars Mikkelsen – det lyder næsten som en "omvendt" Michael Larsen, ikke sandt?), en anden søn, der er decideret klaverspillende debil og en datter, som viser lovende takter udi livet – men jo desværre kun er af hunkøn.

Den drømmende, unge mand viser sig at blive til romanens hovedperson, og efter han har overværet farens forventelige kopuleren med tjenestepigen, får han nok af tyrannen og stikker af til København. Her kæmper han med at få styr på sit første manuskript, sine første venskaber, sine æstetiske og filosofiske overvejelser og sine forelskelser og rigtig meget mere. Nogen egentlig kobling til selve mordet er der dog tilsyneladende ikke.

100 sider længere henne dukker mordet dog op igen, men kun på gæstevisit som samtaleemne under en kedsommelig middag hos byens bedsteborgere.

Weltschmertz
Herefter følger yderligere 100 sider med kurtiserende ungersvende, bedrevidende gamlinge, provokerende radikalere, postulerende Brandes-brødre og okkulte jøder. Der er magtkampe og venskaber, kærlighed og utugt. Det lyder måske meget underholdende – og det er i hvert fald umådeligt velskrevet, men der er simpelthen alt, alt for meget af alt for lidt.

Men så, omkring side 200, får vi endnu et glimt af mordgåden. The plot thickens… Denne gang dukker endnu et lig, dekapiteret som Jensine, op, og vi følger opklaringsarbejdet i et helt kapitel, inden Michael Larsen igen drejer handlingen bort fra de myrdede kvinder. I stedet følger vi igen den unge forfatters desperate kamp for frigørelse af faren og hans trakasserier i det københavnske åndsliv.

Vi taler Weltschmertz. Med stort og tyskklingende W. Den stakkels unge Lars Mikkelsen kæmper en hård kamp for at slå igennem i de litterære kredse – det er slet ikke let, når man hedder noget så ulitterært som Mikkelsen, er fra landet og ikke kender nogen af de rigtige mennesker i hovedstaden. Han er måske nok bedre stillet end de unge, hovedløse kvinder, men han har ganske ofte gevaldigt svært ved at se lyspunkterne i sin delvist beskyttede tilværelse.

Et sekund for meget?
Så trods romanens dramatiske afsæt, trods de lejlighedsvise bloddryp ned over den øvrige handling, så ender kriminalintrigen i Den store tid – Aftenlandet med at spille en ganske lille birolle i forhold til beskrivelsen af magtkampe i det københavnske åndsliv, i forhold til beskrivelsen af Mikkelsens/Larsens æstetiske overvejelser, tvivl og forfængelighed.

Ja, man læser endda forgæves efter en forbindelse mellem de to handlingsspor. De løber sådan lidt ved siden af hinanden, er hinandens samtidige – men har ikke nogen fælles berøringspunkter, som afsløres i denne bog – som udgør det første bind af to og afsluttes med en regulær cliffhanger.

Det kan man så elske eller hade alt efter temperament. Personligt ender jeg nok et sted i midten. Jeg var ikke fri for at kede mig undervejs, da forfatterspiren endnu engang tog en omgang i diskussionsringen, hvor den stod på forskellige opfattelser af Kierkegaards syn på liv og død. Omvendt er tilbageskrivningen i tid overbevisende gjort. Man er ikke ét enkelt sekund i tvivl om, at man befinder sig i fortidens stinkende kloak af en hovedstad – spørgsmålet er så blot, om man ikke, når den lange bog er færdiglæst, føler, at man befundet sig dér lidt mere end et enkelt sekund for meget...?