Stendød

Der er masser af mord, masser af historie, masser af labyrinter, koder og mysterier i Michael Whites Ritualet – men der er desværre ingen liv. En gennemført kedelig renæssanceracer har set dagens lys.

KORTANMELDELSE: Det kan faktisk lade sig gøre at koge en velsmagende suppe på en sten. Jeg har selv gjort forsøget over for mine måbende børn. Man skal bare – som alle, der kender folkeeventyret, ved – tilsætte en smule salt, lidt peber, et par gulerødder, måske en pastinak – og en stribe bacon er helt sikkert godt. Når det så har kogt en tid, så piller man stenen op, skyller den i koldt vand, og tørrer den forsigtigt af (den kan nemlig genbruges en del gange...), inden man jævner supper og hælder et skvæt fløde i. Det bliver rigtigt godt!

Men hvad sker der, når man bare bruger sten og vand? Når man glemmer at tilsætte salt, peber, grøntsager osv.? Jeg er sikker på, kære læser, at din fantasi rækker til at forestille dig det. Hvis ikke – så læs Michael Whites Ritualet. Det er suppe på en sten!

De vises suppesten
Og det er endda suppe på en slidt sten. Der kan ikke vrides mere smag ud af denne sten – i hvert fald ikke når kokken hedder Michael White. Plottet er noget med nogen alkymister, der huserer i det konservative universitetsmiljø i England.

Deres orden kan spores helt tilbage til Isaac Newton (ham med æblet – havde White dog bare puttet et enkelt, sødt æble i sin suppe…), og alkymisterne er nogle grimmer karle, der ikke går af vejen for et par raske mord på unge skønjomfruer i deres søgen efter de vises (suppe-)sten.

Det er hamrende uoriginalt, gabende kedsommeligt. Det er et fornærmende spild af tid.