Vor anmelder har svært ved helt at få hold på, hvad Mikkel Birkegaard vil med sin anden bog.

ANMELDELSE: Frank Føns er en succesrig forfatter af spændingsromaner, hvor dødsfaldene viser en stigende grad af psykopatisk sadisme.

Publikum elsker bøgerne, og hans forlægger, der billedlig talt er blevet reddet på skafottet, sådan rent økonomisk, tilskynder Føns til at fortsætte i samme stil, skønt denne egentlig drømmer om at begå den store mainstream-samtidsroman.

Ved bogens begyndelse befinder Føns sig i sit nordsjællandske sommerhus, hvor han af en bekendt i det københavnske politi får et telefonisk tip om, at man i Gilleleje havn netop har fundet liget af en ung kvinde, der er blevet myrdet på samme udspekulerede vis som offeret i hans nyeste endnu ikke offentliggjorte roman.

Krimilitteraturens mænd
Afdøde viser sig at være identisk med en ung kvinde fra Gilleleje, som han har haft et kortvarigt seksuelt forhold til, og som han i øvrigt har tegnet et for hendes bekendtskabskreds gennemskueligt portræt af i sin roman.

Når forfatter Føns sidder i sit sommerhus og arbejder på sine manuskripter, hænger det sammen med, at sommerhuset er, hvad der ved en skilsmisse tilfaldt ham af jordisk gods. Frank Føns er nemlig endnu en i en (tilsyneladende uendelig) række af mandlige protagonister i kriminallitteraturen, der er fraskilte, ensomme, desperate, fordrukne og/eller lettere vanvittige.

Og når hans kone har søgt skilsmisse, skyldes det, at hun i tiltagende grad har følt sig væmmet ved hans udpenslede drabsscenarier – og utryg ved, at han mere og mere har søgt inspiration til beskrivelsen af sine ofre i sin nærmeste omgangskreds. For hans kone var en bemærkning om, at handlingen i hans gennembrudsroman blev til ved frygten for, hvad der i værste fald kunne ramme deres lille datter, den egentlige årsag til bruddet.

Formummet skikkelse med solbriller
Mordene i hans romaner bliver blodigere og blodigere, og deres popularitet stiger derfor også dramatisk i samme takt, og Frank Føns er efterhånden en af de forfattere, som på bogmesserne må bruge timer på at signere bøger til sine fans. Hans forlægger er henrykt, mens anmelderne og hans forfatterkolleger ikke lægger skjul på deres ringeagt.

Fra tid til anden krydser en bleg, formummet skikkelse med solbriller Frank Føns' spor på – aner man – afgørende tidspunkter, og kopimordene kommer tættere og tættere på Franks privatsfære. Hans kone nægter ham samkvemsret med deres børn, hans venner forlader ham, og til sidst har han kun flasken og en yngre fascistoid mand fra egnen, der går ærinder for ham og holder ham med selskab til gengæld for gratis sprut.

Til sidst dukker skikkelsen med solbrillerne op i sommerhuset...

Forfatterens håndelag
Noget i denne bog føles helt galt, og en del af det er tilsigtet, og i det omfang det er det, er det godt.

Den stikken for brystet, man får et stykke henne i teksten, den flimren for øjnene og fornemmelsen af, at noget lige akkurat forsvandt ud af syne, røber forfatterens håndelag: "Hvad fanden er det, ham Frank – og Birkegaard – ikke har fortalt os?".

Derimod er det ikke slet så heldigt, at læseren af Birkegaards bog efterlades med tvivl om, hvad hulen det egentlig er for en hybrid, vi her står med. For mig at se har Birkegaard – i bedste mening uden tvivl – villet for meget på én gang, og resultatet er så blevet et litterært sidestykke til elefantmanden.

Her er passager, der kan tydes som forsøg på en metakrimi, der kritisk tager alle genrens klichéer op til uelskværdig ophængning, mens andre lange afsnit synes at hudflette det læsende publikums vulgaritet, forlagsverdenens moralske korruption, forfatteres prostitution og alt det dér.

Flere læsninger
Man kan selvfølgelig også opfatte bogen som en almindelig gedigen whodunit, men den vinkling kan dårligt overleve en slutning, der blæser enhver konventionel læsning til atomer.

Denne Proteusagtige form [: mangeartede form, red.] – eller mangel på samme – indbyder som antydet til flere forskellige læsninger. Der er blot ingen af dem, der rigtigt hænger sammen. Og det er en svaghed ved bogen.