Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 14.9.2007
[Opdateret d. 3.9.2009]

ANMELDELSE
Mikkel Fossmo:
Vækstlaget
Digte
68 sider
Kr. 149,-
Samleren
Udkommet 13. september 2007

 

Af
Jesper Elving




Omslag til bogen

Mikkel Fossmo
Er født 1973 og debuterer med Vækstlaget. Bosat i Venezuela.

Hans digte har siden 2003 været trykt i Hvedekorn.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas interview med Mikkel Fossmo...

hvedekorn.dk kan du læse syv digte, der alle optræder i Mikkel Fossmos Vækstlaget [NB! Digtene har nogle ubetydelige ændringer i forhold til bogen] – oprindeligt bragt i Hvedekorn 2/2003...


 

Vor mand i felten

Vækstlaget er en topvulgær og morsom bog fra en uimponeret debutant. Den er samtidig spændende og vidner om modenhed.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Mikkel Fossmo debuterer med Vækstlaget i en alder af 33 år, og den humor, som er så glædeligt altoverskyggende i bogen, bærer netop præg af, at han har lagt tilpas afstand til sin pubertet. Det er svært at forestille sig en yngre digter skrive så morsomt, selvsikkert og vulgært, og samtidig holde tungen lige i munden.

Ubeskriveligt morsomt
Mikkel Fossmo er sjov.

Og når man virkelig er sjov, er det, fordi man overrasker og siger noget nyt. Det er derfor Cirkusrevyen aldrig er sjov. Den lefler bare for publikum. For at være rigtigt sjov, så må det, man siger virkelig være hjemmelavet, og det er bl.a. der Fossmo er god. Man fornemmer, han selv har banket tingene sammen. Det er slet ikke let at beskrive, hvad der sker i bogen. Det er ligesom at skulle gengive en sjov scene fra en film eller noget som en eller anden person har sagt, som i det pågældende øjeblik virkede ufatteligt morsomt. Det er altid kedeligt med den slags beskrivelser – og ofte pinagtigt.

Tag ikke fejl. Fordi det er sjovt, betyder det ikke, at det bare er underholdning eller ren adspredelse som sudoku og den føromtalte revy. Vækstlaget handler om tomheden, ensomheden, mennesket, verden og Gud, så der mangler altså ikke noget dér. Selv de, der for tiden beder om mere politisk litteratur, skulle kunne tilfredsstilles. Sex er der også en del af.

Humor holder poesien åben
F.P. Jac. kan jeg næsten ikke komme udenom. Mikkel Fossmo og ham er meget forskellige, men det er sjældent, at man ser andre danske digtere bevæge sig i et så kompromisløst humoristisk felt. Jac debuterede med alvorlig mine i sine tyvere og er blevet klart sjovere med alderen – som om han har opdaget, at humoren er noget af det, der kan holde alle de andre elementer i poesien åbne. Det nytter ikke noget at bide tænderne sammen.

Jeg er er også nødt til lige at indskyde, at jeg har læst to nye bøger i træk, hvor dyr fra Peter Laugesens forfatterskab indgår. Her hos Fossmo er den tibetanske hund på besøg, og for nylig forsøgte en person i Thomas Bobergs ligeledes fine Gæstebogen, at plaffe en solsort ned for at "rense ud i alt det fjerkræ, som hærger dansk poesi".

En ny helt i klassen
Vækstlaget er ungdommen, som vi skal tro på og jorden, som vi går på, Guds ulmende (under)værk. Det er det nye og spændende, det vi kan have forventninger til. Det er der digterspirerne ligger. Det er der debutanterne kommer fra, og på forsidens inderflap præsenteres vi på denne måde for vores helt, hovedpersonen, ham vi må sætte vores lid til: "Mikkel Fossmo (f. 1973). En lang række af fjumreår efter studentereksamen. Et utal af skodjobs. Underviser for tiden i engelsk i Cumaná, Venezuela. Debuterer med denne bog."

Lad os alle sammen sige velkommen til Mikkel Fossmo. Tak for bogen.



* * *

 
Teksteksempler


1.

Forslag til eksportfremstød

Lad os nu sige vi skærer Rundetårn i papirtynde skiver
med en lasersav
de må kunne sælges til udlandet.
Lidt kringelgang indvendig, som et stykke wienerbrød
bagerens dårlige øje stivnet i sten.
Hovsa, tværsnit af tre turister plus en puddelhund.

På Yap brugte de meterstore stenmønter
men vi har dem i større numre
man kan sætte dem på højkant som havelåger
eller bruge dem som bort om en swimmingpool
skabelon for cirkler i kornmarker
prima, prima aus Dänemark.

Eller hvis der kommer invasion fra Betelgeuze
sikke nogle trillebånd de kan løbe med
stjerneungerne.

2.

Antropologisk feltarbejde

Kineserpiger har ikke et hår på kussen
eller højst en lille kvast af en mårhårspensel.
Kikuyuer har lilla skamlæber.
Hottentotpiger har en røv så struttende
at man kan stå i læ under den i regnvejr.
Det er hvad jeg sådan havde hørt rundt omkring
så jeg drog ud i verden for at undersøge sagen
men jeg nåede ikke så langt.

Anyway, her er rapporten:
Pigerne i Præstø har kusser så lyserøde som snuden på en
nyfødt kattekilling
med underlige små flapper der kan foldes sammen om sig
selv af en fingerfærdig ung mand.
Øverst sidder verdens kæreste lille nulre-grønært.
Det er den fulde og hele antropologiske sandhed om
pigerne i Præstø
(i hvert fald for så vidt de hedder Camilla og læser til
cand.ling.merc.).

3.

Peter Laugesens hund

Det er et rummeligt digt det her; vi gør plads til
Peter Laugesens hund.
Tjafset køter at se til; øjne gule som en ulv
lugter af våd afghanerpels; aldrig et øjeblik i ro
render rundt og rundt som mindre rovdyr i bur.
Nu har han igen glemt at lukke sine digte; den løber ud i
hele litteraturen.
Her kommer den vappende med en luns Kerouac mellem
tænderne; graver ham ned i et hjørne af haven
kommer herind og fejer alting på gulvet med halen
snuser til en sætning, letter ben op ad et adjektiv.
Ja, ja, lad dog dyret. Den gør ikke så meget skade herinde.

Bare den ikke kommer ind i Guldaldersalen igen; sidste
gang skambed den Oehlenschläger

.

[NB! Digtene er fra s. 18, s. 44 og s. 49 i bogen.]

[ t o p ]       [ h j e m ]