For nylig udkom et særsyn i dansk litteratur – en humoristisk samling ikke-platte digte fulde af intelligens og personlig stemme. Den 33-årige Mikkel Fossmos bog, Vækstlaget, er et frisk pust og et godt bud på årets debutantudgivelse.

INTERVIEW: Vi har fået en snak på e-mail og langdistance med den i Venezuela bosatte forfatter om vejen frem til debuten, hvordan han fik et standardafslag af et stort forlag, men til gengæld fandt et andet, der nursede og puslede om ham. Og så tager han os lidt med ind i værkstedet, hvor det hele egentlig begyndte med en badeand…

Hvordan har processen frem til udgivelsen været?
– Jeg fik nogle digte i Hvedekorn og Øverste Kirurgiske, og jeg prøvede så at sende et manuskript til et af de store forlag, men det kom tilbage et par dage efter med en trykt standardskrivelse, så de har sandynligvis ikke læst det. De bliver sikkert også sneet inde i håbefulde digterspirers manuskripter.

– Jeg besluttede mig for at sende manuskriptet til et ikke alt for stort forlag med en virkelig kvalitetspræget profil. Det blev Samleren, og de har været utroligt søde. Der er et par kvinder på redaktionen, som har nurset og puslet mig hele vejen igennem, så jeg sidder og spinder

»Der er et par kvinder på redaktionen, som har nurset og puslet mig...«

som en lille kat. Vi tog den tid, der skulle til i udvælgelsesprocesen, så alt i alt gik der omkring halvandet år fra jeg sendte manuskriptet til bogen udkom. Forlaget ville gerne vide, om jeg havde andre digte liggende. Jeg gav dem en stor rodebunke, og vi har så diskuteret, hvad der skulle med, og hvad der skulle udelades. Det færdige resultat ligner meget – men ikke helt – det manuskript jeg sendte ind til at begynde med.

En pludselig raptus
Hvordan kom du i gang som digter?
– Jeg begyndte at skrive digte, da jeg som treårig sad i badekarret og hamrede en plasticand ned i vandet, mens jeg rablede hjemmelavede vrøvleremser.

– Så var der en del år, hvor jeg ikke tænkte på digte. Det begyndte først igen, da jeg kom i puberteten. Min mor er et af disse vidunderlige mennesker, som kulturlivet ikke kan undvære. Hun læser digte, går til udstillinger og koncerter, tager på højskole og har en smittende glæde og begejstring. Så det var naturligt, at jeg begyndte at læse digte, da jeg kom op i den lyrisk modtagelige alder. Og så prøvede jeg også at skrive nogle selv, men det blev til blege efterligninger af andre, så dem har jeg heldigvis kasseret og glemt.

– Det var først meget senere, for fem-seks år siden, da jeg gik rundt og kedede mig på et eller andet skodjob, at jeg begyndte at tænke over, hvordan min egen stemme egentlig lyder. Så tilbragte jeg et stykke tid i et sommerhus i Sverige, hvor jeg gik lange ture i skoven, og så begyndte min tidlige barndoms remser forfra på et andet plan. Det var som om, jeg begyndte at mumle eller synge for mig selv, der kom en rytme ind i det, og så skrev jeg det ned. Det var ligesom en raptus.

Digtene mumles frem
– Mine digte er ikke tænkt frem. De er sunget, messet, mumlet frem. Jeg synger inde i hovedet, taler mig ind i en strøm. Det kan være et synsindtryk, en sproglig vending, en erindring eller

»Mine digte er ikke tænkt frem. De er sunget, messet, mumlet frem.«

noget andet, der sætter gang i det. Det er Peter Plys og Alice i Eventyrland og Halfdan Rasmussens børnerim. Men fordi jeg ikke er barn længere, er det også meget andet. Svage ekkoer af Benny Andersen, Turèll og Lean Nielsen. Af Neruda og Majakovskij. Men netop kun ekkoer. Stemmen er min, det er den jeg prøver at finde ind til.

– Når jeg så fx har stået i skoven og mumlet eller sunget en remse frem, så prøver jeg at få den ned på papir, og så kan jeg flytte rundt, sløre og fremhæve, vende på hovedet og spejlvende til det bliver sådan, som jeg gerne vil have det.

Er der noget, du du gerne vil tale om, når du skriver?
– Digtene er øjebliksbilleder. Det, der optager mig her og nu og fører til et digt, kan være en forelskelse, lykkelig eller ulykkelig. Det kan være et naturindtryk. Det kan være paranoia. En følelse af, at tingene ikke rigtig passer, at der er en verden under denne, at der er skjulte motiver bag alting, at der er nogen, der ligger på lur. Det kan også være et erindringsglimt eller en sproglig vending, der er tændsatsen til digtet.

– Men de ting, der optager mig bag ved og ud over det daglige kommer selvfølgelig også med – og de er mere med i de digte, jeg har skrevet for nylig end i dem, der er med i bogen: Den kommende klimakatastrofe, den voksende afgrund mellem rig og fattig, racismen, det bevidstløse forbrug, den krampagtige vækstideologi, den manglende respekt for naturen omkring os og alle de levende væsener, vi deler kloden med. Hvis det er en politisk holdning, så har jeg sådan en, men den er ikke bundet til paroler eller hellige skrifter af nogen art.

Humorens forskellige ansigter
Kan du sige noget om den humor, som er så fremtrædende i dine digte?
– Jeg synes, det er dybt forstemmende, når tusinde mennesker stiller sig op på Rådhuspladsen for at le mekanisk i kor. Det kan højst være lungetræning. Og jeg kender

»...alt det, der kaldes humor og satire i danskproducerede udsendelser, efterlader mig måbende...«

ikke noget så trist som alle disse amerikanske serier med mekanisk humor, der udløser krampagtige latteranfald på dåse. Så at sige alt det, der kaldes humor og satire i danskproducerede udsendelser, efterlader mig måbende og pinligt berørt – det er som at se en fuld onkel fjolle rundt til en familiefest.

– Jeg elsker sort humor, galgenhumor, desperat humor. Som da en præst ved Heines dødsleje udtrykte bekymring for, om Gud nu ville tilgive ham hans synder, og Heine svarede: Det gør han nok. Det er hans job. Eller når Ambrose Bierce begynder en novelle: "Early one June morning in 1872 I murdered my father – an act which made a deep impression on me at the time."