Formaliseret cut-up

Vor anmelder både griner og gaber. Griner over teksternes sære spring i En million historier – og gaber, fordi der så meget form og så lidt indhold i samme bog.

ANMELDELSE: Konceptet er superenkelt: 10 sider skåret i seks strimler. Øverste strimmel på hver side indeholder en mulig begyndelse, nr. to en mulig fortsættelse osv. ned til nr. seks, som har en mulig afslutning. 10x10x10x10x10x10 = 1.000.000 forskellige historier samlet på bare ti sider. Hver strimmel er nummereret fra nul til ni, og det giver altså en nummerering af de mange historier fra nr. 000000 til nr. 999999…

Og en million historier er jo dog en del, om end det er hele "99 billioner 999 milliarder og 999 millioner færre tekster" end forbilledet franske Raymond Queneaus "Cent mille milliards de poèmes" fra 1961, som det konstateres i bogens forord – undskyld, brugsanvisning…

Koncept som et barberblad
De mange historier står endda ikke alene. Bogen kommer i en fin lille plastpose med lynlås (forbandet svær at vriste bogen ud af uden at ødelægge posen), den kommer som nævnt med brugsanvisning og sågar en lille ti-sidet terning, så man kan lade tilfældet gelejde sig gennem Adolphsens univers.

Det er ren cut-up bare i en mere formaliseret og stram form. Og som andre cut-up-tekster byder også En million historier på overraskelser og finurligheder – nye sammenhænge og sære modsætninger. Den trækker smil frem og er rigtig, rigtig god at snakke om. I sidste ende nok endda bedre at snakke om end at læse i. Angiveligt tog det Adolphsen to år at udtænke bogen – og betydeligt kortere at skrive den. Og det giver mening, når man læser i den. Det er ligesom mere idéen, tanken om en bog med en million historier, der rykker, end det er hver enkelt historie. Konceptet er skarpt som et barberblad – og akkurat som et barberblad er anvendelsesmulighederne ret begrænsede.

The new millenium book
Selvom tanken er forholdsvis original (den ville være helt enorm original, hvis ikke der var andre, der var gået ned ad samme vej i litteraturhistorien før Adolphsen), så er det på en måde også en typisk bog af det nye årtusinde. Den har vid, overskud og humor. Den balancerer lige på grænsen mellem ironi og højtidelighed – den ligger bedre på sofabordet, end den står i reolen…

Læseren tilbydes sin helt egen unikke vej ned gennem et morads af mulige historier. Det passer perfekt til denne selvcentrerede og individualiserede samtid, vi alle møller rundt i: Der er de oplagte muligheder for sin personlige historie: Fødselsdatoen – eller hvad med husnummer, kombineret med skonummer, kombineret med jakkenummer..? Uanset hvordan man vælger sin sti gennem fortællingerne, så er det (inden for de afstukne rammer) læseren, der styrer teksten – ikke omvendt. Den er inkarnationen af The new millenium book.