Parcelhusportræt

Allan Milter Jakobsen, manuskriptforfatter til den succesfulde 'mockumentary' AFR, debuterer med en roman om parcelhuskvarterets trummerum. Bogens største kvalitet ligger i de sceniske og akkurate filmiske miljøbeskrivelser, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Romanen begynder med, at hovedpersonen Michael, som indledningsvis mest af alt minder om en illusionsløs hængerøv, går sin vante tur med hunden i parcelhuskvarteret og forsøger at skjule den daglige cigaret for hustruen, som tilsyneladende ikke billiger den slags personlige laster. Endnu en bog om ægtemænd så bløde som candyfloss, i positurer som pligtopfyldende, men uforløste tøffelhelte, tænker man unægtelig, og bladrer videre med lige dele fascination og rædsel – ikke mindst på hankønnets vegne.

Michael viser sig da også mere at være en skuldertrækkende og vægelsindet antihelt end en handlekraftig og modig hovedkarakter. Langsomt vågner han dog af sin tornerosesøvn, da han i første omgang lader sig tiltrække af nabokonen overfor, og senere da han giver sig i kast med at overvåge Jeanette – som genboen hedder – bag kikkerten i datterens værelse, når hun er faldet i søvn.

En mundfuld spænding
Scenariet minder unægtelig en anelse om en anden af tidens kulturtilbud, nemlig Ole Bornedals virtuose Kærlighed på film, som også netop nu præsenterer sig på diverse biograflærreder landet over: Altså – en mere eller mindre succesfuld ægtemand gisper efter en mundfuld spænding midt i den forudsigelige grød af parmiddage, pligter og eksistentielle pausefisk og indleder derfor en klapjagt efter nye udfordringer og fornyet livsappetit.

I Allan Milter Jakobsens udgave udsættes hovedpersonen Michael snart for et uomgængeligt moralsk dilemma, da han erfarer, at nabokonens svært overvægtige mand holder sin hustru i et gådefuldt voldeligt jerngreb. Her bliver Michaels udtalte vægelsind for alvor sat på en vanskelig prøve, for hvordan reagerer vort danske slapsind, når det bliver konfronteret med moralske krav om indgriben og ansvarlighed?

Manglende struktur
Jeg skal ikke afsløre, hvordan vor mand i parcelhuset klarer denne prøvelse. Til gengæld kan jeg afsløre, at romanen næppe skal læses med forventningen om et festfyrværkeri af en nervepirrende eller fængslende slutning, hvilket jo retfærdigvis heller ikke er noget kvalitetskriterium i sig selv. Læser man derimod romanen for de både eksakte, men også foruroligende dunkle miljøbeskrivelser af et parcelhuskvarter i omegnen af hvor som helst, er bogen bestemt en (tids)investering værd.

Som hos de samtidige forfattere Helle Helle og Ida Jessen er det i høj grad hverdagens usagte og gentagne banaliteter, der er forfatterens største trumfkort i denne vedkommende, men dog lidt ujævne debutantroman. Det er derfor heller ikke helt upræcist, sådan som kollegaen Erling Jepsen formulerede det i tv-programmet Smagsdommerne for nylig, at Allan Milter Jakobsen er god i detaljen, men endnu skylder at kunne strukturere sin historie på mere overbevisende vis.

Sans for det sceniske
Debutanten besidder uden tvivl en veludviklet evne til at omdanne parcelhuskvarterets pletvis forlorne og forudsigelige familieidyl til scener af betydelig tragikomisk format. Og netop det sceniske står også som bogens største kvalitet efter endt læsning.

Man kan med andre ord godt tillade sig at have beskedne forventninger til Jakobsens fremtidige udgivelser. Men at priserne næppe vil stige på parcelhusene efter denne roman, er en helt anden og indlysende sag.