Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

 

Lille serie om krimi
- og andre litterære noter

 

Af Johnny Hedegaard Madsen

Krimi #1 Bjarne Nielsen, leder af det tidligere krimi-antikvariat Pinkerton siger det kort og klart: ""Krimi-Cirklen" udkommer trofast og er i øjeblikket det eneste vi har". Det næsten primitivt layoutede Krimi-Cirklen udkommer i et beskedent oplag på nogle få hundrede eksemplarer fire gange om året.

Det opstod i 1986 som udløber af en byttering for små kulørte spændingshæfter. Det indeholder, udover rigtig mange anmeldelser, både forfatterpræsentationer og små nyheder. Nummer 4/99 vil ifølge redaktøren Finn Hansen indholde bl.a. artikler om Tami Hoag (Natstemmen, L&R, 1998) og Phillip M. Margolin (bl.a.Glem mig aldrig, Forum, 1998).

Krimi #2 Jan B. Steffensen, tidligere medudgiver af det spændende highbrow krimi-tidsskrift "Pinkerton", der ophørte i 1998, arbejder på at lave et nyt tidsskrift, som skal hedde "Alibi". De optimistiske planer lyder på, at det skal udkomme i januar 2000. Indholdet bliver artikler, anmeldelser og notitser krydret med en novelle og oversatte artikler.

Krimi #3 Kriminal-novellemagasinet "Dansk Spænding", der havde planer om at udkomme hver anden måned, nåede at kun udkomme med et enkelt nummer i foråret 1999. Det har måttet indstille af økonomiske årsager. Redaktøren siger imidlertid, at der "stadig arbejdes på at udkomme", og at han "planlægger at søge tidsskriftstøtte".

Krimi #4 Ole Ravns "krimi-guide" fra 1989 har været udsolgt i mange år. Nu udkommer den i en ny, udvidet og omarbejdet udgave. Bogen omtaler 235 krimiforfattere og indeholder bl.a. en oversigtsartikel om kriminallitteraturens historie i Danmark. [Forlaget Fremad]
Læs mere om bogen senere på året, her på hjemmesiden.

 

 

Litterære noter

Den Store Danske Samtidsroman Forlaget Aschehoug har udskrevet en romankonkurrence om den "samtidshistoriske roman". Historien skal handle om danskere eller foregå i Danmark. Fristen er 3. juli år 2000 og manuskriptet skal fylde 250 normalsider (ca. 500.000 anslag). Vindermanuskriptet præmieres med kr. 100.000,- og udgivelse på Aschehoug. May Schack, Peter Legård Nielsen og Charlotte Jørgensen udgør dommerkommiteen.

Læsebrillerne dugger Dommerne i en romankonkurrence kan godt regne med at skulle pudse læsebrillerne tit. Gyldendal, der i slutningen af 1998, i samarbejde med Det kongelige Bibliotek, udskrev en kr. 100.000,- konkurrence om en roman, der skulle handle om middelalderen modtog nemlig 75 manuskripter (vinderen blev fundet 1. oktober - men offentliggøres først når bogen foreligger på tryk). Og da Gyldendal i 1995 udskrev sin konkurence om "Ung kærlighed i 90-erne" modtog forlaget hele 343 manuskripter - hvoraf kun 7 blev udgivet.

Nogen gange har vinderen dog været let at finde: I 1998 udgav forlaget Klim en roman af en Johs. Nielsen, der signalerede med at være vinder af en forlagskonkurrence om "samtidsromanen år 2000". Men der havde ikke været nogen konkurrence. Det var kun et pressestunt, som adskillige anmeldere alligevel hoppede på. Bag på bogen "Den Store Danske Samtidsroman i 14 små, nemme kapitler", der var en skæmte-roman, gemte sig frækkerten Tørk Haxthausen.

Spændende møde En af landets bedste og mest ferme psykologiske spændingsforfattere, Lars Kjædegaard, der med sin seneste roman "Som Man Råber" fik anmelderne til at flyde over af begejstring, kan nu mødes på internettet. På hjemmesiden www.larskjaedegaard.dk er det er muligt at sende forfatteren en mail, læse nærmere om igangværende film-projekter og finde en udtømmende liste over anmeldelser og interviews. Stedet er lavet:"...dels som informationsservice til mine læsere, dels som et forsøg på at starte en dialog med dem, som læser mine bøger...".

Drukmåsens digte Barfluen og digteren Charles Bukowskis "Det sidste gemmested" kan nu igen købes. Det første oplag af drukmåsens fandenivoldske digte blev revet væk grundet den usædvanlig lave pris på kr. 100,- for 112 sider, udgivet på Biblioteket ØK, - og har længe været umulige at få fat på.

Gratis bøger En af mytteristerne bag tidsskriftet ØK., Bo C. Plantin, der selv debuterede fra ØK.s Bibliotek i slutningen af 1998 med den noget tyndbenede - men sympatiske lige-ud-af-landevejen - digtsamling "Er vi så løgnere?", er kommet i imponerende 3. oplag og fået sin egen hjemmeside på www. poesi/plantin.

Her kan interesserede frit gå ombord i digtsamlingen og ligeledes alle de nedtonede, fintmærkende historier fra hans novelle-samling "Følgerne", udkommet på ØK i sommeren 1999. Et af digtene, der kunne være et personligt program lyder:

t digtskud fra hoften
er bedre end
tyve digte til skuffen.

 

"Litterær" fejde Klaus Rifbjerg har tit langet ud efter forfatterskolen - han mener den er overflødig. Senest gjorde han det 9. oktober i Information, hvor han satiriserer over sproget hos forfatterskolens rektor, Niels Frank, fordi denne i en artikel om Peter Seeberg siger, at Seeberg har opfundet 90'ernes moderne kort-prosa - 30 år før alle andre. Altså 30 år før 90'erne.

Han gør også grin med Niels Frank, fordi skolelederen i artiklen skriver "lad mig til sidst slå en sløjfe på denne besættelse". Niels Frank svarede syrligt d. 14/10 ved i et læserbrev stilet til "Overlærer Klaus Rifbjerg" kun at skrive "binde en sløjfe binde en sløjfe binde en sløjfe" hele 49 gange!

[ h j e m ]