Skamridning af versets skræv
Poesien serveret råt og skråt op. Lars Skinnebach har med Din misbruger skrevet en fremragende og versoprivende bog.
BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: I Lars Skinnebachs nye digtsamling får man poesien serveret råt og skråt op. Skinnebach gør vrøvl og går amok i skæve og utilpassede linjer. Man fornemmer, at han ser skævt til den poesi, han skriver, og det er mange læsninger værdigt. Bogen er præget af dette noget idiosynkratiske forhold til både sin form og sit indhold.
Hvad han helt bestemt er allergisk over for, bliver man måske aldrig helt klar over det er alt fra krig til konservatisme. Men det er på sin vis lige meget, for når det drejer sig om linjer, der ikke blot knækker, men snarere brækker sig på midten, så er jeg uden tøven lydhør, for også jeg er misbruger af værste skuffe, når det kommer til god, rå og ærlig poesi.
Had og kærlighed
Men måske er det i virkeligheden det, denne digtsamling handler om: et had-/kærlighedsforhold til poesien, at den fortsætter ufortrødent med og uden sin poetiske tøven, at den med bogens egne ord giver folk "et billedsprog/at slikke sig om øjnene med", også selvom man destruerer sig frem.
Man fornemmer det i de fleste af Skinnebachs linjer. Enjambementet, dvs. versbinding (versets mening der fortsætter udover linjebruddet), udnytter Skinnebach fx på det groveste, ja han nærmest skamrider denne metriske figur et sted skriver han:
"jeg er bare venlig og inviterer dig
til det sundeste selskab du plejede
at være usynlig i dit inderste
gnaver en bille i sit eget sprog"
I linjer som disse, især ved udtrykket "i dit inderste" som både binder sig til den ene og den anden linje, fornemmer man Skinnebachs teknik. Det splitter nærmest ordene eller udtrykket ad, river dem i stykker mellem flere vers, dér hvor versene skræver. Skinnebach skriver således også:
"[...] ser du
overhovedet efter hvad skriften har
at tilbyde dig, linjebruddet
er ikke længere et problem
for verdensfreden og de kønne piger
er efter mig [...]"
Det kan man godt forstå, at de er, altså de kønne piger, for Skinnebach skriver originalt og opfindsomt. Eller som han skriver, så er "der […] en belønning for hver sætning/Rækker de ud efter synet? Øjnene/selv, tegnsætningens og linjebruddets/tydelighed. Må man opløse/et jeg er jaget vildt". Læser man her henover punktummet, står der at "selv tegnsætningen og linjebruddets tydelighed må man opløse", og det må man sige, at Skinnebach med succes forsøger at gøre med sin poesi.
Læs mig! Jeg har store bryster
Den nulevende italienske filosof og litterat, Giorgio Agamben, taler om versets tøven, der består af en spænding mellem lyd og mening. Sådan en tøven forsøger Skinnebach konstant at puste op med sine vers, men kun for at punktere den hurtigt igen. Den skal nemlig ikke pustes op af nogen som helst form for patos, men den skal kun (mis)bruges til at rive versene af og ned.
I øvrigt kan man selv få lov til at rive versene af, når man kommer til bogens sidste afsnit, der hedder Læs mig! Jeg har store bryster. Her er alle digte skrevet ud fra forskellige kvinders perspektiv, men måske nok med en mandlig pornointonation og -intuition som det lyder i et af versene, så kan kvinderne her "rive dig/helt ud af dig selv". Og det er jo præcist det, der sker, når Skinnebachs lyriske stemme pludselig bliver en kvindes.
Den blanding af mandlige sproghormoner og kvindelistigt perspektiv fungerer overrumplende fint, og jeg kan kun glæde mig til at læse mere fra Skinnebachs mangfoldige sider, der med Din misbruger har skrevet sin bedste bog til nu, fremragende og versoprivende.
|