ANMELDELSE
Ib Michael: Mit år
Dagbog
260 sider
kr. 250,-
Gyldendal
2000

21. oktober 2000, København
Har modtaget Ib Michaels år med posten. Egentlig en sær fornemmelse sådan at få et helt fremmed år ind af brevsprækken. Jeg har endnu ikke haft tid til at kigge i den, men på overfladen ser "Mit år" passende neutral ud. Pæn turkisgrøn og domineret af et ret sympatisk billede af Ib Michael selv. Og så er den frem for alt pakket ind i pergamentpapir. Eksklusivt men dog dæmpet. Glæder mig til at læse den.

22. oktober 2000, København
Det har været en travl søndag, men jeg fik da taget hul på Ib Michaels dagbog. Egentlig anser jeg dagbøger for at være en litterær bastard, men anslaget i denne (den første månedstid, ca.) tegner lovende. Naturligvis skinner selviscenesættelsen forventeligt igennem – men hold kæft hvor er det befriende rart – ja, næsten hjemligt at kunne give sig Ib Michaels blomstrende sprog i vold. Bogen er langsommere læst, end jeg troede; fyldt med filosofiske tanker om dette og hint, litterære citater – og kun lidt fra forfatterens glamourøse rejseliv. Et lille snydekig fremad afslører dog, at rejselivs-beskrivelserne i hvert fald ændrer sig. Der er nemlig senere noter fra Italien, New York, Toronto, Hamborg, Bangkok, Penrhyn Island, Kyoto, sære afrikanske destinationer og en masse andre steder på kloden! På ét år... Det må være svært at følge med sin egen skygge.

Den første sætning i bogen lyder: "Skriv for satan – skriv!". Det lyder lovende, men selvom det læste indtil videre holder vand, så vokser mit forbehold sært nok. Alligevel ser jeg frem til resten.

23. oktober 2000, Århus
Har arbejdet benhårdt hele dagen. Er brugt og træt. Ibbermanden må simpelthen vente.

Senere samme dag
Et karbad med "Mit år" i sæbeskålen var som balsam. Jeg er halvvejs igennem bogen – og tanken om at lade MINE dagbogsnotater om bogen fungere som pseudoanmeldelse er født. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg kan indføre nogle indholdsmæssige tanker – skidt fordi jeg fra nu af vil iscenesætte og censurere, som Michael sikkert selv har gjort.

Jeg er på én gang positivt overrasket og irriteret på den her bog. Den er helt sikkert en gave for folk, som gerne vil tættere på forfatteren og hans bøger – men hvorfor pokker vil Ib Michael ha' denne bog på gaden? Det fatter jeg simpelthen ikke. Er det penge..? Kan det være andet? Når det er sagt, skal det dog med, at bogen er læseværdig. Hvis man tager den for det, den er. Michaels sprog fungerer også godt i denne sammenhæng. Tropisk og blomstrende og alt for meget som altid. Det er sjovt at følge "Rosa Mundis" tilblivelse – både mellem og på linjerne. Ud over et Se & Hør glimt af forfatteren i privaten med fru Hanne, den øvrige familie og et mindre rend af kendte mennesker giver bogen også et godt indblik i Ib Michaels litterære bagage. Det er måske ikke decideret overraskende men dog ganske interessant.

Og så indeholder den et sært fiktivt spor, som jeg ikke helt kan få hold på. Ib Michael forsøger at granske en gammel tekst, han har fundet i et forladt hus på stranden. Jeg kan ikke gennemskue det. Måske er det en streng i en fremtidig roman? Det lugter i hvert fald lidt af både Kilroy, Prins, Kejserfortælling og erindringsfantasi.

24. oktober 2000, tog mod København
Ib Michaels år bliver liggende i kufferten. Der skal smør på brødet. En enkelt tanke har dog rodfæstet sig og skal omsættes til bits og bytes: Anerkendte og velanmeldte Ib Michael bruger mange(!) linjer på at beklage sig over dårlige og personfikserede kritikere... Han kaster sig sågar ud i at håne dem for ikke at blive husket af eftertiden, med mindre forsmåede og nedgjorte kunstnere inddrager dem i deres værker. Hvorfor så gøre det selv?

Jeg undrer mig over, at følelsen af at blive misforstået og skidt behandlet ikke dør, når berømmelsen og de astronomiske salgstal tager over. Måske hører det bare med? Kunstneren SKAL måske have sin portion opmærksomhed for at kunne skabe – og tager derfor kritikken ekstremt personligt. Ærligt talt forstår jeg ikke problemstillingen helt.

En ting er dog sikkert. På baggrund af den kritiker-holdning, Ib Michael lufter i bogen, vil han givet hade en dagbogsgimmick som denne anmeldelse. Men tough luck, Ibbermand. Du stiller selv op til øretæverne ved at udgive din egen dagbog.

25. oktober 2000, Tåstrup
Jeg har 20 minutter mellem to interviews. Læste lidt i "Mit år" efter en dejlig hjemkomst i går aftes. En Poul Borum'sk en-linjes anmeldelse kunne have lydt: "Michael rejser meget, skriver godt – men bringer os ikke meget tættere på sin litteratur med Mit år." Måske kunne Borum have gjort anmeldelsen lidt mere elegant og mere bidende – f.eks. ved at antyde, at bogen på den baggrund er decideret overflødig og et udslag af spekulation, men Borum er død – og jeg kan egentlig meget godt lide dagbogen. Fordi den er skidegodt skrevet, og fordi jeg er nysgerrig af natur. Jeg genkender ikke ret mange af de steder, Ib Michael pendler imellem – selv ikke når jeg faktisk har været der. Vi oplever åbenbart ret forskelligt...

Det fiktive spor i bogen ligger pt i dvale; jeg nærmer mig slutningen. "Rosa Mundi" er forlængst skrevet, og Michael er i gang med en omfattende pr-turné for sine tidligere bøger, som udgives over hele verden. Denne turné mixes med forskellige tv-optagelser, og resultatet er et patchwork af landkort og rejseglimt.

"Mit år" tegner et billede af en brændende, levende, sympatisk og meget fyldig person. Men helt tæt på kommer vi aldrig. Dertil er filteret for tæt. Jeg er mere og mere nysgerrig efter at se, hvor vi ender.

26. oktober 2000, København
Det er faktisk min fødselsdag i dag. Mit eget næste år begynder – og på dén baggrund kan det vel siges at være passende at afslutte gennemgangen af Ib Michaels? Jeg har en mærkværdig højstemt følelse i kroppen: Jeg har været vidne til et helt menneskeår spredt ud over 260 sider. Flere steder i bogen rejser Ib Michael spørgsmålet om, hvad tid egentlig er for en størrelse – om vi overhovedet kan bruge den til noget – om den overhovedet eksisterer. Efter at have læst bogen har jeg paradoksalt nok en meget tæt fornemmelse af tiden.

På en måde placerer "Mit år" sig fint i rækken af Ib Michaels romaner – for som så ofte før er det meget vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig er fiktion, og hvad der faktisk er hændt. Denne bog er udgivet som en dagbog – og på den baggrund må man jo gå ud fra, at den er god nok; at det er den skinbarlige sandhed, vi bliver vidner til i bogen. Men den indeholder samtidig de samme elementer af pludselige logiske spring, hallucinerende spaltninger af verden osv. som hans romaner, så forskellen i sidste ende er umærkelig.

På dén måde fungerer bogen sgu flot. Trods en lidt irriterende selvhøjtidelighed. "Mit år" står nu på hylden ved siden af Ib Michaels øvrige bøger – og dér er den faktisk i helt godt selskab.