|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
| M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
|
Publiceret d. 25.5.2010 [Opdateret d. 25.5.2010]
UDDRAG [Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forlaget og forfatteren]
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Novelle fra Laila Ingrid Rasmussens novellesamling Mit kvarter [Rosinante, 2010]:
Coolness Drengen, der nu er ti år, er blevet forfængelig. Eller... måske er forfængelig ikke det rigtige ord. Måske er han bare blevet stilbevidst. Han kigger efter de andre drenge på gaden. Drenge på 14 år med stramme cowboybukser, nittebælter og hættebluser med politiske slogans. Drenge med afbleget hår eller hanekam på vej til skole med rygsækken hængende ned over skuldrene i det tidlige morgenlys, hvor klokken er nær ved ringetid og man må skynde sig for ikke at komme for sent. Den ene dag en almindelig dreng med fodboldtrøje fra FCK og ankelsokker i sandalerne, og så... pludselig er de knap nok til at kende igen... og er det virkelig den samme dreng? Med håret redt ned over det ene øje, med kæder raslende fra hofterne, med den ene hånd i lommen, med partisanertørklæde, sikkerhedsnåle og badges. Måden de går på er anderledes. Lidt foroverbøjet, en anelse oppe på tæerne, lidt hoppende, hilser ikke på nogen, eller hilser kun med et kort nik, uden at smile, ser frem for sig, reserveret med en blanding af selvtillid, en anelse generthed og slet skjult stolthed over at de tør.Min dreng ser på dem når de går forbi. Han spotter dem i mængden. Så let som ingenting. Pigerne interesserer ham ikke. Drengene med skateboards og hiphopkasketter har ikke længere hans opmærksomhed. Om der står Beckham eller Roony på T-shirten. Whatever. Det er de andre drenge han ser. Hans blik strejfer dem når de står ved busstoppestedet på Torvet og skubber til hinanden, når de klistrer plakater op i Prinsessegade, deler løbesedler ud ved Christianias hovedindgang. Når de hænger på rulletrappen med mobiltelefoner og guitarer i metroen efter skoletid, og hvor skal de hen? Med 69 skrevet i sølv bag på jakken. Med huller i tøjet og ærmerne klistret sammen med tape. Når vi er ude at gå i byen og de samles som vilde fugle i Blågårdsgade og hænger rundt om på trappesten og gesimser, som om de ejer hele kvarteret. Han drejer nakken af led for at se hvad de gør. Studerer deres måde at gå på, stå på, svajende, lidt for tynde, lidt for blege, med hængende arme eller trippende med hagen inde bag tørklædet hvis det er koldt, måden de sidder skødesløst på et jerngelænder med skrævende ben eller på fortovet, hvor de fylder det hele, og man må kante sig forbi eller slå en bue ud over kørebanen. Måden de sidder hvilende op ad en husmur med benene udstrakt eller trukket op under sig, mens de piller i et snørebånd, snakker og hører musik på en ghettoblaster. Måden de omfavner hinanden på når de mødes, bøjer sig frem og lægger en arm om den andens ryg, ganske kort, puffer til hinanden, tjatter eller slår med et let knytnæveslag på skulderen, står i en rundkreds tre eller fire vendt mod hinanden, snakker, parkerer en cykel, stiller rygsækken fra sig på fortovet. Drengen kommenterer intet, fortrækker ikke en mine, er helt cool, lader som ingenting, mens hver en bevægelse de andre drenge foretager, strømmer ind gennem hans blik. Hver en lyd bliver inkorporeret. Indiepop, punk, techno og house, fra en ladvogn med sorte balloner, når de unge går i torsdagsdemonstration midt på gaden, råber taktfaste slagord og rækker fuckfinger ad politiets hollændervogne, der holder parkeret med blå sirener og motoren i tomgang i en sidegade. Og er det egentlig noget man må? Løbe frem og skrive 69 og Ungdomshus Nu på en mur med rød sprøjtemaling, maskeret med hætten nede over ansigtet og tørklædet for munden så ingen kan genkende én. Smidig som en ninja, der hurtigt glider ind og bliver usynlig i mængden. Småpunks med udtrådte gummisko der ligner Johnny Rotten. Børn der standser trafikken på Nørrebrogade? Drengen på ti vil ikke længere gå med det tøj jeg køber i Hennes & Mauritz og Magasin. Jeg kan ikke automatisk komme hjem med en indkøbspose, trække en trøje frem og klippe prismærket af med det samme. Lægge den frem på en stol når han er faldet i søvn og ligner en lille dreng til forveksling, med krøllede Anders And-blade og æbleskrog i fodenden af sengen, og tro at han vil vågne og ukritisk trække den ned over hovedet, stadig med lukkede øjne som han plejer, pibende af træthed og med fødderne på det kolde gulv. Den trøje har de helt forkerte striber, farven er forkert, der er ingen hætte og sjuskede malplacerede syninger, og han vil holde i den som var den befængt med noget alvorligt, og droppe den på gulvet. Nu er det kun Bevar Christianiablusen der dur, nittearmbåndet han har arvet af sin søster, og den sorte hættebluse fra Ungdomshuset. Intet glemt. Intet tilgivet. Nu skal alle T-shirt være sorte med dødningehoveder, og gud ved hvad han egentlig tænker på badeværelset når han er færdig med at børste sine tænder, når han lægger børsten fra sig på kanten af vasken og et øjeblik dvæler ved sit eget spejlbillede, et kort sekund mens vandet løber, og han glemmer at slukke. Jeg kan ikke længere holde hans hånd, når vi går på gaden. Det øjeblik har jeg frygtet. Jeg har forudset det for længst, gået med ham i hånden i septembers kolde luft der strømmer ind i lungerne, når man trækker vejret, i oktober, mens bladene faldt fra ahorntræerne i Bådsmandsstræde og frankerede fliserne på fortovet ved kirken. Holdt hans hånd mens bladene skiftede farve fra grønt til flammende rødt, strålende og blankt så man ikke kunne nære sig for at samle et bundt, gemme dem i vindueskarmen, kun for at se dem krølle sammen i den indelukkede radiatorvarme, falde fra hinanden ved den mindste berøring. I november, hvor det næsten ikke længere kunne blive lyst før det atter var mørkt, tænkte jeg at det var sidste udkald, og at jeg aldrig ville glemme, hvordan hans hånd lå inde i min. Nu i dette forår kan jeg allernådigst få lov at gå ved hans side, eller, endnu bedre, et stykke bag ham. To skridt og lidt ud til den ene side er fint. Jeg må tage mig sammen for ikke at gribe ud efter ham og holde i hans trøje med to fingre, når han træder ud over kantstenen i Torvegade om eftermiddagen i myldretiden, hvor en blå BMW med buler i forskærmen drejer om hjørnet ved Prinsessegade i alt for høj fart og spiller arabisk musik for åbne ruder. Sker det alligevel at min hånd bevæger sig stereotypt, som en forprogrammeret robotarm, kan jeg regne med at han river sig løs. Trækker skulderen til sig. Flytter sig to centimeter uden for min rækkevidde, mens jeg ser fra den ene side til den anden og min hånd flagrer formålsløst i luften. Lyset skifter alt for hurtigt i fodgængerfeltet. Så er det rødt og man er kun halvvejs. – Jeg vil gerne til frisøren, siger han, trafikken larmer infernalsk, og jeg må bøje mig ind over ham for at høre hvad han siger. – Hvad siger du? råber jeg, og han siger: – Mit hår er lidt for nørdet til den klasse jeg går i. Jeg hæver et øjenbryn og tænker, okay. Og desuden ønsker han sig et bælte med patroner han har set i en kælderbutik i Studiestræde, og en T-shirt, hvor Grisling holder en bombe i den ene hånd. – Øhh ja, siger jeg forpustet og undviger cyklisterne, der kører frem før tid, eller fortsætter med samme fart fremad, uden at se til siderne, uden at tænke eller måske bare med tankerne et andet sted. Jeg kapitulerer og finder en frisør i en sidegade. Min dreng bliver klippet af en punkerpige på 28, der hedder Andrea og er fra Berlin. I en frisørsalon, der hedder Vokuhila. Hendes hår er flettet i mindst hundrede sytten små fletninger med perler og kulørte bånd. Hun smiler og ser spørgende på ham i spejlet. Jeg sidder udenfor og venter på en bænk, mens Halmtorvet trækker forbi, og måske er det mig, der er forfængelig og ikke kan forstå at tiden går... så hurtigt. Måske er forfængelig ikke det rigtige ord. Måske er han ikke kun stilbevidst men bare mere bevidst... eller bare fuld af coolness som han kommer ud dér fra salonen, smilende, lidt genert og med en slet skjult stolthed, ikke fordi han tør, men fordi han vil, og måske er jeg bare allerhelvedes heldig at være flankeret af ham her i april, hvor luften er gennemsigtig og splintrende fuld af lys. Går på gaden og ser ham spejle sig i alle ruder. Nikker reserveret til dem han kender, der går forbi og lige kaster et blik, lige måler ham, hvilken stil har han? Hvad er han for én? – Jeg hedder Bjørn, jeg er fra København, jeg er ti år. Kan du klippe mit hår på en måde så det stritter i alle retninger? NB! Novellen står s. 70-74 i bogen. |
Besøg Laila Ingrid Rasmussens