Udfordrende voksenprosa fra Mette Moestrup.

ANMELDELSE: Efter den store anmelderroste succeshistorie som Mette Moestrup har bag sig med sin tredje digtsamling Kingsize fra 2006 har hun, forståeligt nok, haft brug for at lægge lyrikken en smule på hylden for en stund. Siden Kingsize har Moestrup nemlig skrevet to børnebøger og debuterer nu, inden for voksenprosaen, hvis der findes en sådan, med romankollagen Jævnet med jorden.

Bogen har ifølge den vedlagte pressemeddelelse som udgangspunkt en selvbiografisk hændelse (pressemeddelelsen som paratekst spøger i øvrigt på denne måde langt ind i bogen). Inspirationen fik hun tilsyneladende da en vandmølle, der havde tilhørt hendes familie i flere generationer, blev revet ned.

Forsiden prydes desuden af et privatfoto, som man, efter endt læsning af bogen, forestiller sig, er jeg-fortællerens Mormor og Mormor To (mormorens tvillingesøster). To af de personer, som betyder mest i jeg-fortællerens barndomshistorier.

På denne vis fletter bogen en selvbiografisk kontekst ind i en fiktionstekst, der ikke bare handler om jeg-fortællerens kærlighedskatastrofer, barndom og (be)drifter, men også om selve skrivningens nu, den hvide boks, som der konstant refereres til bogen igennem. Ligesom vandmøllen er også bogens hvide boks et knudepunkt for erindringer og en litteratur, der bliver til.

Hovedstolen revet ned
Bogen handler både om jeg-fortællerens skrift og drift, og selvom denne ikke kalder sig Mette og hendes kæreste fx deler det fiktive navn med Steen St. Blichers Morten (Vinge) fra En Landsbydegns dagbog, er der noget umiskendeligt hovedstol over denne romankollage, for at bruge det kendte udtryk fra Per Højholt, og det endog i genuin forstand.

Man føler, når man læser bogen, at man deltager i en halvkriminel handling, bl.a. at tage fra hovedstolen, både selvbiografisk (privatlivet) og litterært (inspiration fra Jacobsen og Blicher). Læg i den forbindelse mærke til alle de M’er, som i Mette Moestrup naturligvis, der dominerer bogens personer fra Mor, Mormor til Morten. Forfatteren optræder ikke direkte i værket, men så i en dissemineret version, om man så kan sige. Ligesom vandmøllen er også hovedstolen revet ned i denne bog. Men hvad ser man så?

Spøgelser og stillinger
På den vis er bogen måske tættere på at være et litterært værk, der tager fra hovedstolen end flere af de selvbiografiske romaner, der udgives så mange af for tiden.

På den ene side er der noget herligt uforløst over romankollagen, idet den skamløst dykker ned i litteraturens væsen og ophav, litteraturens drifter så at sige, imens den på den anden side kan virke en anelse udspekuleret, ikke mindst fordi den ender som en regulær spøgelseshistorie til sidst, hvor jeg-fortælleren erstattes af en ghost-in-the-machine-fortæller samt dennes [chok] grønne skrift.

Bemærkelsesværdig er også bogens måde at opstille teksten på. Det minder i første omgang om dagbogens, men også om dagbogsgenrens noget yngre kusine, nemlig bloggen, idet der poetisk bruges såkaldte tags efter hvert afsnit. Som vand på min fortolkende mølle er der 68 tekstafsnit, men tæller man én tekst mere med, nemlig den samlede, er der 69 i alt. Et tal som vi er flere, der forbinder med en efterhånden outdated seksuel stilling fra 1980’erne. Men man kunne måske tænke sig, at de 68 første tekster udgør en art 69’er sammen med spøgelsesteksten til sidst.

Hvad det har af implikationer for fortolkningen, hvis det er sandt, skal jeg ikke gøre mig klog på, ligesom jeg nok må holde igen som overfortolkende anmelder, hvis ikke det skal blive for pinligt.

En udfordrende bog
Uanset hvad har Mette Moestrup skrevet en udfordrende, for denne anmelder næsten intimiderende og postfeministisk performativ bog, som man bestemt ikke bliver færdig med at læse lige med det samme.

Som anmelder har jeg svært ved at sætte ord på Moestrups specielle kunnen, men den er original og kan forsøgsvis beskrives sådan her: Som i sine tidligere tekster formår hun at trække sin læser (i hvert fald denne i parentes bemærket mandlige læser) med ind i et intimt rum, hvor man får ordren: Hænderne op eller bukserne ned. Kun litteraturen beholder bukserne på.