|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
| M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
|
Publiceret d. 7.9.2004 [Opdateret d. 11.4.2009]
ANMELDELSE
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Livstykker fra Spanien Rifbjerg er igen-igen på banen med en bog. Men denne er ikke blot en ny i den endeløse række fra en af Danmarks flittigste forfattere: Den skiller sig ud som værende ikke bare god men aldeles fremragende i sin fotografisk præcise sansning af hverdagen i Rifbjergs spanske eksil, Mojácar… Jeg har det sådan lidt uldent med bøger, der blander billeder og tekst. Det bliver lidt vanskeligt at hitte ud af, hvor man skal forankre sin koncentration. Og hvordan de to udsagn forholder sig til hinanden: Sidder jeg og læser billedtekster eller er det tvært i mod illustrationer, jeg kigger på? Eller er de, som det i hvert fald hævdes i de fleste udgaver af den kunstneriske foto-tekst konstellation, sidestillede? Lige vigtige? Som sagt: Jeg har det lidt svært med det. Ikke kun med at veje de to størrelser mod hinanden men også med at gennemskue, hvorfor det nu er, de to ting overhovedet skal stykkes sammen. Stilstanden under huden Men derudover er der ingen forklaringer til billederne. Ingen antydning af sammenhængen med teksterne. Ingen angivelser af, hvad det er tanken, vi skal stille op med dem. Hvorfor de overhovedet er med… Man kunne forestille sig, at de havde tjent til Rifbjergs inspiration men i så fald må det være inspirationen i at se sin hjemegn gennem en fremmeds øjne, der er tale om, for Mojácar er identisk med Rifbjergs spanske eksil. Og måske er det derfor, fordi han efterhånden kender denne by, denne egn, denne spanske sindstilstand under huden, at miniaturerne, de skrevne af slagsen, er så usædvanligt gode. Små store mesterværker Men på trods af de nærmest klinisk præcise registreringer, opstår der alligevel sanselighed, seksualitet, sensualitet. Liv. Og død. Morskab. Og sorg. Der er en tydelig fascination af det grimme og det smukke. Det levende og det døde. Det voldsomme og det nærmest stillestående. Men fascinationen er underlig splittet: På én gang fremstår det frydefuldt og næsten modstræbende. Som man forhåbentlig kan fornemme, når Rifbjerg langt rundt på de 128 små sider. Bogens første tekst hedder Morgen, den sidste hedder Nat. Det er så ét af sporene i bogen; en spadseren gennem dagen i det spanske. Sine steder slentrende andre steder mere jagende. Det er ikke helt umuligt og heller ikke helt langt ude i skoven at løfte dette spor til også at gælde en livscyklus, hvor den tilstundende nat til slut betegner den kommende afslutning på et liv. Et andet spor i teksterne er ganske enkelt ankomsten, indrykningen til det spanske sommerhus; som sagt starter vi med teksten Morgen, den næste hedder Kærlighed (og der runder Rifbjerg både den fysiske såvel som den metafysiske af slagsen), den tredje hedder Arbejde og første herefter, i nummer fire, når vi til den spanske hverdag med teksten Antonio Maria: Vi skal lige derned, vågne op, kysse lidt, arbejde og så kan vi udforske nabolaget… Det er faktisk lige før, at jeg fristes til at sige, at Rifbjerg ikke alene når det hele i Mojácar han når langt mere end det. Min eneste indvending mod bogen er egentlig Oddners billeder: Uagtet deres egne kvaliteter og indbyggede skarphed, så forekommer de overflødige nærmest lidt i vejen i denne sammenhæng, hvor læseren har alt nok at gøre med at følge med Rifbjergs små store tekstlige mesterværker. |