Lille – men helt ærlig

I sin 16. roman tager Lars Kjædegaard endnu et skridt væk fra thrilleren og spændingsromanen i retningen af humanismen og hverdagsdramaet. Kjædegaards bøger er stadig lige velskrevne og afdæmpede – og tager endnu engang sit udgangspunkt i fødebyen Helsingør.

ANMELDELSE: I Ydunscentret i Helsingør sidder en venlig mand. Poul, hedder han – Poul Helweg. Han driver en forretning, eller i virkeligheden er det ikke en egentlig forretning, eftersom selve kerneydelsen er gratis… I mangel af bedre kan vi vel kalde det et foretagende. Han kalder det "Ærligt nærvær" – og det er præcis, hvad man kan få af Poul Helweg. Ærligt nærvær – og så en kop rigtig god kaffe…

Det er udgangspunktet for Lars Kjædegaard sekstende roman, Montebello, som er en lille afstikker fra den historiske trilogi om Helsingør, Kjædegaard indledte sidste år med Noget fremmed.

Jørn Hjorting med en kant
Et eller andet sted er projektet det samme – eller ikke det samme, men lignende eller en del af det projekt, Nick Hornby prøver af i sin roman Hvordan man er et godt menneske. For dem, der er så uheldige, at de endnu ikke har trawlet sig gennem denne lille bittert-humoristiske perle, kan jeg kort ridse op, at den handler om byens vredeste mand, der en dag, mest af alt som en trodsreaktion mod sin formelt uddannede læge-hustru, bliver healet – og efterfølgende beslutter, at han vil være flink.

Han vil være et godt menneske – med alt hvad det indebærer af ofre – og begynder at give tiggerne penge (mange penge), give søndagsmiddagen til de hjemløse, børnenes legetøj til de fattige, computeren til de voldsramte, lader de hjemløse flytte ind til sig og sin familie osv… Kort sagt gør han det utænkelige at droppe maskespillet: Han erkender, at det er muligt gøre en forskel selv, og at det offer, man skal bringe for at hjælpe andre, svagere stillede, er så lille i forhold til, hvad de får ud af det, at det er moralsk forkasteligt ikke at lade mindst én hjemløs bo i sit hus, når man nu har flere værelser, end medlemmer i familien… Han erkender, at hele det værn, vi har bygget op omkring vores materialistisk funderede tilværelse, består af løgne og blinde øjne vendt mod de paradokser, der udgår fra selve fundamentet i vores liv: Vi æder os ihjel, samtidig med at andre sulter mere eller mindre lige uden for vores gadedør…

Helt så langt går Lars Kjædegaard ikke i Montebello, men han spørger på samme måde "hvor ærlig kan man være?" For Poul Helweg fra "Ærligt nærvær" er netop ærlig og nærværende overfor de mennesker, som opsøger ham for at få råd om alt mellem himmel og jord i Ydunscentret. Langt mere nærværende end vi er vant til – og mere ærlig end vores normale omgangsform dikterer. Helweg lytter til deres problemer, til deres sorger og glæder som en anden Jørn Hjorting – men i modsætning til radioens snik-snak, så får hans "kunder" (og ligesom "Ærligt nærvær" ikke er en rigtig forretning, fordi ydelsen ikke koster penge, er kunderne ikke rigtige kunder. Vi kunne kalde dem gæster) et ærligt og velment svar eller råd med på vejen. Som man spørger, får man svar. Ærligt og nærværende.

Lillebyen som fundament
Og det er kernen. Rundt om denne kerne spinder Kjædegaard flere historier. Der er både indvandrerproblemer, problemer med de sociale myndigheder, seksuelle problemer, problemer med kærligheden og hvad-ved-jeg. Men kernen er Poul Helwegs kompromisløse ærlighed og hans insisterende nærvær.

Selvom jeg indledningsvis kaldte Montebello for en lille afstikker i Kjædegaards historiske trilogi – og mente det i den forstand, at bogen ikke ligefrem er forfatterskabets største bedrift – så har hans ekstremt lokale scene, Helsingør, som danner rammen om alle Kjædegaards bøger, måske aldrig fungeret bedre end i Montebello. For hvis vi alle sammen var ærlige og nærværende lidt i stil med Poul Helweg, så ville vi måske trække hele verden sammen til et mindre og mere harmonisk samfund. Så kunne man måske bruge de sunde og gode træk fra lillebysamfundet til at bygge hele samfundets fundament på: Det nærværende, det ærlige – det at betyde noget for hinanden.

Det viser sig nemlig, at ved at være nærværende, ved at tage sine medmennesker alvorligt, ved på den måde at bevare værdigheden og ærligheden selv i mødet med fremmede mennesker – ved at insistere på, at selvom de er fremmede, er de ikke ligegyldige for en, så kan Poul Helweg ændre verden. Til det bedre – om end i det små.

Og det er da et både velkomment, humanistisk, varmt og forholdsvis enkelt budskab.