UDDRAG/INTERVIEW

Forfatter og ex-billedkunstner Søren Mosegaard har sat virkeligheden på dagsordnen på internettet. Ved at bruge nettets nyhedsgrupper som ramme for sin fiktive fortælling, har han gjort sig selv til en særdeles uønsket gæst i mange sammenhænge. Men Mosegaard holder fast i sin fortælling. For alt er eventyr, siger han – og den, der skriver det bedste eventyr, kontrollerer verden.

Søren Mosegaard (f. 1957) debuterede som billedkunstner på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1985. Herefter udstillede han sine malerier i både Danmark og Japan – blandt andet under pseudonymet Marlowe. I midten af 90'erne vendte Mosegaard billedkunsten ryggen og erklærede maleriet for dødt. Han gjorde sig dog bemærket med en række andre happenings – blandt andet en offentlig bibelafbrænding, som blev transmitteret i TV-Avisen. Fra 1996 til udgivelsen i 2001 arbejdede han med research til og skrivning af sin litterære debut, romanen Uhyret fra Bethlehem.

Mosegaard ønskede oprindeligt af udgive bogen anonymt, men det modsatte Gyldendal sig, og efterfølgende har forfatteren i dén grad taget konsekvensen af sin manglende anonymitet: Siden udgivelsen har Mosegaard, sideløbende med research til sin næste roman, iværksat et omfattende projekt med stiftelsen af organisationen Snow White Foundation (som også optræder i Uhyret fra Betlehem), som kæmper for at indskrænke den kristne kirkes indflydelse i det danske samfund.

Internettet står helt centralt i projektet. Både med hjemmesiden www.horrorcomix.com og en spamkampagne, som er rettet mod forskellige services på internettet – fx nyhedsgrupper og dating-sider. Her lader Mosegaard en række fiktive figurer blande sig i den offentlige debat som virkelige mennesker.

I det følgende fortæller Mosegaard selv om sit interneteksperiment, som han betragter som et kunstværk – en afsøgning af mediets udtryk, grænser og muligheder:

Lysten driver værket
Projektet startede i 1996, under researchen til Uhyret fra Betlehem. Som billedkunstner fascinerede det mig at veksle mellem langsomme og hurtige medier – fx mellem olie og akvarel. Og i dag tænder jeg tilsvarende på at skifte mellem verdens langsomst skrevne udtryksmiddel, romanen, og det hurtigste, nettet. Det ene øjeblik hamrer jeg runer – det næste skriver jeg med en finger i vand.

Der er ikke nogen, heller ikke mig selv, der ved, hvad det skal ende med. Hvis man ved, hvordan et maleri skal se ud, når det er færdigt, behøver man jo ikke male det, vel? Til gengæld kan jeg citere Adam East (hovedpersonen i Uhyret fra Betlehem, red.), når vi taler om, hvorfor jeg overhovedet har kastet mig ud i projektet: "Kærlighed. Jeg går ud fra, at dét gør mig til den farlige type, ikke?"

Derudover er jeg drevet af en udpræget lyst til at skræmme livet af mig selv. Og så har jeg altså i årevis længtes efter "a good book to live in". Da det ikke lykkedes at finde en, blev jeg så nødt til at skrive den selv. Efterfølgende undersøger jeg, hvad en bog kan: Kan den fx afsætte en minister og fratage en verdensreligion anerkendelsen som trossamfund i Danmark? En del højesteretsadvokater mener foreløbig ja, men nu må vi jo se…

3.000 kvinder misbrugt
Jeg vil gerne understrege, at det aldrig har været min målsætning at lave ballade. Min brug af nettet har afsæt i min baggrund som billedkunstner, og her er det normal praksis dels at annektere det offentlige rum, dels at anvende upopulære materialer. Det er sådan en slags perversitet, vi har i det fag: Picasso blev udskældt for at benytte afrikanske masker og affald; Jean Michel Basquiat blev det for at male på togvogne i New Yorks subway; Damien Hirst for at bruge døde får; Lemmertz for døde grise; Brammer for døde hundehvalpe. Listen er lang, reaktionen den samme – og kunstnerens bevæggrund er aldrig at lave rav i den. Min har snarere været at samle trådene. Form- og indholdsmæssigt. Og det er meget sjovere, end det lyder.

På ét plan kan man godt tale om, at hele mit internetprojekt "blot" er en omgang pr for mig selv og min bog. Men på et andet plan spiller begrebet personlighed ingen rolle. Derfor er romanfiguren Søren Mosegaard og hans eventuelle lyst til at promovere sig kun interessant i fortælleteknisk henseende. Han er jo stadig et delvis uønsket levn af den muligvis forkerte beslutning om at udgive Uhyret fra Betlehem under eget navn.

Derfor er al snak om netikette, fjender og sanktioner i kølvandet på mit projekt ikke så interessant. Selvfølgelig er jeg da blevet tæppebombet med zillioner tons spam, Denial Of Service-attacks og vira nok til at lægge Pentagon ned 14 gange. Plus alt det løse. Og truslerne. Og chikanen.

Og i samme boldgade kan jeg nævne, at jeg kort efter Kirsten Johansens (én af figurerne i Mosegaards internetprojekt, red.) alt for tidlige bortgang checkede ind på dating.dk for at fjerne ligets profil. Og der lagde jeg jo ligesom mærke til, at de faktisk havde totalt mange medlemmer dérinde. Og som alle spammere ved, så hænger e-mailadresser altså ikke på træerne – især ikke e-mailadresser, der faktisk bliver læst!

Og nu er det sikkert tydeligt, hvor jeg vil hen. For da jeg stod og skulle bruge et par medvirkende i mit lille web-show, sendte jeg 3.000 breve ud til lige så mange giftesyge kvinder, og det skulle selv Ekstra Bladet da nok kunne få et eller andet ud af, ikke? Skandaleforfatter indrømmer: Ja, jeg misbrugte 3.000 kvinder!

Men hvad fik jeg ud af det? 14 dages arbejde med at besvare 3.000 hormondirrende mails – om alt muligt andet end mit projekt. Så inspireret af en ikke ubetydelig mængde ægteskabstilbud overvejede jeg at skrotte web-projektet til fordel for et bigami-projekt. Det har jeg dog foreløbig sat på stand by; man kan også sprede sig over for meget.

Materialets modstand
I bund og grund er det dog alt sammen tekniske spørgsmål om den modstand, der ligger i selve materialet. I virkeligheden er der ikke den store forskel på nye og traditionelle grafiske teknikker. Der er heller ikke forskel på det kick, du får ved at sende myriader af mails ud til alverdens nyhedsgrupper, og dét, du får ved forsigtigt og med bankende hjerte at løfte et litografisk tryk fri af stenen. Og i modsætning til den gængse opfattelse kræver nutidens grafiske udtryksformer mindst lige så stor materialefornemmelse som fortidens.

Her ved jeg godt, at nogen måske vil indvende, at der findes langt mere komplicerede forhold inden for bla. dybtryk – tag bare de forskellige metoder, hvorpå man borttørrer overflødig tryksværte fra henholdsvis kobber- og acrylplader. Men her glemmer man efter min mening åbenlyst, at der er mindst lige så stor variation i måderne, hvorpå man mest effektivt spammer forskellige internetudbydere.

Visse servere kan man fx uhindret pumpe tusinder af mails igennem en hel nat uden problemer, hvilket virkelig hamrer pulsen i vejret, mens man omvendt skal liste sig gennem andre som gennem en flok sovende elefanter: Get2net skal man nærmest snige kjolen af, mens man hvisker små søde ord, før det bliver sjovt, hvorimod Telefona er så føjelig, at det næsten er kedeligt, og Worldonline er direkte usexet.

Men når alt kommer til alt, er det et temperamentsspørgsmål, om man foretrækker nye udfordringer (med deres nye muligheder for nye charmerende fejltryk), eller om man mere tænder på problemerne inden for de klassiske teknikker. Som bestemt heller ikke er uden charme: Ligger en kobberplade eksempelvis for længe i syre, opstår der fladebid, hvorved strukturen i trykket bortætses. Spændes trykpressen for hårdt over en koldnålsradering, ødelægges graten, der ellers giver trykket dets velkendte lådne karakter. Og arbejder man for hurtigt, når man visker en gammel tegning væk fra en litografisk sten – det foregår ved at slibe to pissetunge kalksten mod hinanden – så brækker man fingrene! Sådan har hver teknik sin charme.

Himlen er malet og slet ikke blå
Selvom jeg – og lad mig understrege dét – ikke har noget med billedkunsten at gøre mere, og aldrig mere får det, så er jeg stadig fascineret af dens myter, virkemidler og anekdoter. Fx den her, som også kan belyse min tilgang til arbejdet:

To malere væddede om, hvem der kunne male det mest realistiske billede. En måned senere mødtes de foran deres værker. Den første rev forhænget væk fra sit billede, der forestillede en skål saftige, røde kirsebær. Pludselig fløj en solsort gennem vinduet og hakkede løs på de malede bær.

"Se," sagde den første maler, "jeg ku' narre fuglens øje! Fjern forhænget fra dit billede, og la' mig se dig gøre dét efter!"

"Der er ikke noget forhæng," sagde den anden…

Det er sådan, jeg arbejder. Men sådan har alle fortællere jo altid arbejdet, lige fra Homer, til Bibelens og Anders Ands og Ekstra Bladets forfattere: Med at skrive eventyr, der er så realistiske, at folk tror på dem! Og det eventyr i Uhyret fra Betlehem, jeg er mest optaget af at få mine læsere til at tro på lige nu, er fortællingen om Snow White Foundation.

Imidlertid ville det jo ikke være litteratur men bare politik og propaganda, hvis jeg engagerede mig følelsesmæssigt i organisationens indhold. Derfor lægger jeg hele tiden afstand til det, bla. ved her for 117. gang at understrege, at det bare er et eventyr. Alligevel tror folk på det. Og bliver medlemmer af foreningen. Ude i den virkelige virkelighed findes der sågar en virkelig mand, som ville melde mig til politiet, fordi han følte sig beskyldt for at have forvoldt en af de fiktive personers selvmord.

I disse dage undersøger højesteretsadvokater og Københavns Politi som nævnt, om der på grundlag af Snow White Foundations anklager kan anlægges sag mod Tove Fergo i hendes egenskab af minister for et konkurrerende eventyr, den kristne kirkes.

Og selvom Fru Fergo eventuelt læser i Godnethistorier, at scenen bare er vildt skrå, og himlen malet og slet ikke blå, så er hun sikkert kvik nok til at regne ud, at hun alligevel skal holde tungen rigtig lige i munden for ikke at skvatte af i svinget.

For alt er eventyr, og den der skriver det bedste, styrer verden.