Blitzoblatgravlatterbølger

Birgit Munchs fjerde bog er meget længere ude end bare langt ude, og det er er både morsomt og klaustrofobisk på samme tid, skulle vores anmelder hilse og sige fra sprogets randområder.

ANMELDELSE: De fleste læsere af Birgit Munchs tekster vil kunne blive enige om, at de simpelthen er for meget, alt for meget.

Også jeg. Man får som læser ikke ro et øjeblik til at hvile i simple betydninger, til at dvæle ved finurlige metaforer, standse op langt ude i billeder. Til gengæld bliver man som læser udsat for den største hetz, og her er det nok, at fårene skilles fra bukkene.

Kortprosaisk modstemme
Men heldigvis er jeg både et får og en buk og lader mig gerne udsætte for betydningshetz en gang imellem. Nuvel, Birgit Munchs tekster er for meget, men for mig at se et kvalificeret "for meget".

Kvaliteten i hendes prosabøger skal ikke nødvendigvis findes i bøgerne alene, men snarere i den modstemme, det modsprog som de altid udgør, et alternativ til andre former for kortprosa, og tro mig, enhver anden dansk kortprosa vil tage sig nydelig, ja nærmest pusse-nusse-hyggelig ud, i forhold til Birgit Munchs. Man kunne fx læse Ænsekloden som en slags overdreven parodi på en Svend Åge Madsen-novelle, men som omhandler en dreng, der vokser op på bunden af Folketingets talerstol, og som lever en trang tilværelser blandt Folketingets mange fødder.

Sprogets kradsen
Munch har denne gang valgt undertitlen En fortællekredsen, men der er også tale om en fortælle-kradsen.

Det "for meget" som Munchs tekster er og spiller på, handler om, at ordene nærmest bliver materielle, de kradser, de bliver sanselige, nonsenslyde, de bliver for meget. Men teksterne skyder ikke nødvendigvis genvej til denne nonsens ved at finde på nye ord, men ved at skrue så meget op for betydningerne, at de ikke længere giver mening.

Meningen eksploderer. Hele tiden ophober tingene sig i Munchs tekstunivers, helt ned på ordniveau, hvor man finder konstruktioner som "tidslommesmerteflammeammehjertet", "bjørnegudstjeneste", "blitzoblatgravlatterbølger".

Morsomt og klaustrofobisk
Til forskel fra tidligere forsøger Munch imidlertid at lade en fortælling gå på tværs af prosastykkerne, en fortælling om et barn ved navn Jonathan, som er brudstykker af en mors fortælling om hendes stjålne søns livsbane som verdensfrelser. Men selvom der er en form for kohærenssøgning her, så hænger ingenting i denne fortælling rigtigt sammen alligevel, og det siger jeg ikke som led i en nedvurdering, men som en art kvalitetsbetegnelse.

For alting sprænger og springer i Munchs tekster. På den ene side er det næsten uhyggeligt og klaustrofobisk og på den anden ofte enormt morsomt og befriende, fx når man ramler ind i udtryk som "Kingolimbo" eller når Munch i teksten Uddrag af en luders rapport skriver: "Den supertyske Wunderpølse gnavede sig ovenud af mine fems gravnakkeost ind i solens otte ballongyngende spermbriller i alfakrobatisk rækkefølge".

Det er, som jeg tidligere har skrevet, sprog uden gevind. Grotrian tester dette gevind med nye digtsamlinger stort set hvert år, men bliver på en måde bjerget. Det er jeg ikke sikker på, at Munch gør, men eksperimentet er måske nok ligeså radikalt.

Jeg er glad for, at ikke alle forfattere skriver som Munch, men jeg er endnu mere glad for, at Munch ikke skriver som alle forfattere, at hun og hendes bøger faktisk findes, og at det overhovedet kan lade sig gøre at skrive og udgive sådanne bøger i Danmark.