Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret 2003
[Opdateret d. 19.10.2006]

ANMELDELSE
Lone Munksgaard Nielsen:
Rimgræs
Digte
64 sider
Kr. 159,-
Lindhardt og Ringhof
Udkommet januar 2003


Af
Peter Due Jensen

 

Omslag til bogen

 


*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Lone Munksgaard Nielsens Skæbnen og mig. Digte for børn.

Besøg Lone Munksgaard Nielsens side på Forfatternet – "min inspiration kommer mest fra skulpturer".

Se også Senturas samleside med artikler om haiku.

 

Kan hun haiku?

Et godt haiku kan være som et snapshot, en lynsnar registrering af et fænomen, der samtidig rækker videre end øjeblikket og opnår evighedens forklarende lys. Lone Munksgaard Nielsen har kastet sig ud i en krævende opgave med 58 altfavnende, men små digte i Rimgræs.

Med Rimgræs udgiver Lone Munksgaard Nielsen 58 haiku af den klassiske slags. Der er, med andre ord, ikke tale om haiku-inspirerede eller haiku-lignende tekster eller bare meget korte digte. Samtlige digte lever op til de traditionelle formkrav: Tre linier med henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser.

Det er i sig selv krævende at fylde den stramme form ud med et stof, der også lever op til haikuets indholdsmæssige krav: En årstidsmarkør og en henvisning til øjeblikket, som ideelt set skaber nærvær. Det formelle er ikke mere væsentligt end det stof, som søges skrevet frem. Det kan man nemt glemme både som digter og læser af haiku.

Haiku kan være som et snapshot, en lynsnar registrering af et fænomen, der samtidig rækker videre end øjeblikket og opnår evighedens forklarende lys. Kald dem mystiske, religiøse eller metafysiske, ambitionen er hver gang at hensætte læseren i en tilstand af vegetativ ro og filosofisk undren over verdens mærkelige fænomener. At se det velkendte i et nyt lys: Kald det zen eller buddhisme.

Haikuet er oprindelig fra Japan og denne fremmedartede verdens kultur har fascineret og inspireret modernistiske digtere op gennem hele det tyvende århundrede.

Vil favne alt
Munksgaard Nielsen har da også fat i det tunge kosmotologiske, metafysiske stof. Her er engle, alfer og Gud i stor stil og naturen repræsenteres i udstrakt grad af de kosmiske fænomener: Sol, måne og skyer. Digtene vil på de få stavelser, det er tildelt samtidig favne alt. Hele verden og den store undren med.

Det siger næsten sig selv, at der konstant lurer en fare for, at det banale og intetsigende tager magten fra den skrivende og forsøget på at rumme det evige øjeblik ender i en blindgyde af floskuløs mumlen. Det er det der for ofte sker i Munksgaard Nielsens haiku digte. Hvad mener man for eksempel om følgende lille skabelseshistorie:

Gud skabte lyset
fik ondt i sine øjne
og lukkede dem.

Hvad er der galt her? For mig at se er pointen i digtet her for oplagt samtidig med at det sprogligt set mangler rytmisk og lydlig prægnans. Hvad sker der når Gud lukker sine øjne? Det er det, jeg mener, det er for oplagt.

Halvfordøjet panteisme
Hos Munksgaard Nielsen er naturen først af alt levende eller mere præcist: I hendes digte er naturen personificeret, den opfører og gebærder sig ligesom mennesker, fx:

Snebærret har spist
Vinteren koncentreret
Smældet før forår

Det stiltræk ender med at trætte, fordi det samtidig giver digtene et præg af naivisme og barnlighed, som virker fantastisk søgt. Barnets undren over verdens naturlige fænomener parret med halvfordøjet panteisme og østerlandsk mysticisme, det er overkill i svær grad.

For piger, der samler glansbilleder
Det skal siges, at samlingen også rummer ganske vellykkede digte, hvor det tvetydige og underfulde ikke føles som maner, men griber følelsen i flugten og får den til at forplante sig til læseren. Der er eksempelvis mere at hente i de digte, hvor Munksgaard Nielsen trækker på den modernistiske tradition og bruger et meget levende og dejligt suggerende billedsprog:

Jeg vrider mørket,
til to lysdråber lander
i dine øjne.

Slutfacit er mindre end tilfredsstillende og man må konstatere, at skal man skrive haiku er det slet ikke nok at adlyde de formelle krav og, for den sags skyld, de få indholdsmæssige retningslinier, der også altid stikkes ud.

Munksgaard Nielsen har ikke noget på hjerte og havner til tider i den rene formparade. Man længes efter atter at læse Tomas Tranströmers haiku, hvor der virkelig eksperimenteres med former og indhold og hvor der er noget eksistentielt på spil.

Munksgaards haiku er mest for voksne piger, der stadig samler på glansbilleder.

[ t o p ]       [ h j e m ]