Fra poesiens miner

To digtere. Den ene er vild og pumper sætningerne med så megen mening, at man næsten ikke kan få vejret som læser. Den anden er sart og transparent.
Vor anmelder har læst og sammenlignet Simon Grotrians og Lone Munksgaard Nielsens nye digtsamlinger, der begge har noget drømmende over sig...

DOBBELT-ANMELDELSE: Da jeg endelig fik tid til at læse Lone Munksgaard Nielsen nye digtsamling Hvem kommer morgengryet til? fik jeg pludselig også tilsendt Simon Grotrians nye digtsamling Melatonin, og min første tanke, efter at have læst Grotrian og derefter Nielsen, var, at Nielsen da var noget kedelig.

Men det er faktisk ikke spor rigtigt. Heldigvis lod jeg Nielsens bog ligge lidt og læste den så ordentligt efter et par dage. For når det kommer til sproglig vildskab og billeddannelse blegner de fleste digtere i sammenligning med Grotrian, men jeg tror, at man først og fremmest skal forstå, projektet er forskelligt for de to, selvom de for en umiddelbar betragtning kan minde om hinanden, hvad både billeddannelsen og til tider sproget som sådan angår.

Korporlig læsning
Hos Grotrian, og i særdeleshed i Melatonin, handler det om at pumpe sætningerne med så megen mening, at man næsten ikke kan få vejret som læser

Forside til Simon Grotrians Melatonin

og kun kan få sætningen og sætningerne til at hænge sammen med det yderste af tungen.

Man kan måske sammenligne det med at klatre på en sproglig stige, hvor trinene mellem hver sætning sidder alt, alt for langt fra hinanden, men hvor man alligevel tvinges til at klatre videre op. Undervejs overvejer man så, om det kun er selve læsningen, dét at man som læser lægger krop til, som får digtene til at hænge sammen. Man udsættes med andre ord for en sproglig opløsning i Grotrians digte, som kan føles temmelig korporlig.

Lad mig komme med et eksempel på denne korporlige fornemmelse:

Først den geniale betragtning med at gange fortid og fremtid, som får nuet til at forsvinde. Tiden går altså i stå, og digtet bliver først og fremmest et rum. Måske derfor tages tiden bogstavelig, og digtet fortsætter med at tale om urenes visere, som først er følehorn og derefter velsagtens nogle ben i en form for seksuel akt.

I den tredje sætning er det billedet af koppen, som udbygges, hvis man vel at mærke antager, at der er tale om kaffe, der bliver til "den lunkne nat". Den kobling laver man især, når man ved, at Grotrian tidligere har brugt sammenligningen mellem nat og kaffe (fx i digtet Sukkerstykke fra Fire, 1990).

Men herfra bliver det straks vanskeligere at være læser. Resten af læsningen rinder ud i et måske og et mu(h)ligvis. Det med at galopere henover armen kan relateres til et armbåndsur, imens jerseykvæget muligvis kan kobles til mælk i kaffen, eller den farve kaffen får, efter at der er tilført mælk, nemlig gul som jerseykvæg. Digtet er urets og tidens transformation fra subjekt til objekt til subjekt, eller til ingen af delene, måske bare til et poetisk formørket rum, for man forestiller sig også en bille med følehorn, som er faldet ned i en kaffekop.

Mørket og natten i digtet kan relateres til samlingens titel, Melatonin, som er et hormon, der produceres i hjernen, og som findes i alle levende væsener, fra bakterier til mennesker. Hormonet spiller en stor rolle i reguleringen af menneskets døgnrytme, og udskillelsen af det sker især om natten, når det er mørkt.

Grafisk skinmanøvre
I Grotrians poesi er alting altid noget andet, og alle former for entydighed stort set fraværende. Det kræver meget af sin læser, men er man villig til at ofre sig, får man uhyre meget igen.

Grotrians digte skal læses med det singulære i højsædet, som han selv siger det et sted, altså linje for linje, eller som devisen lyder i det første og særdeles fremragende digt fra Melatonin: "Hver linje vandrer i en bøn mod havet". Hver eneste linje forsøger at udtømme sig selv, ja at ofre sig selv ved at være en religiøs sproghandling.

Grafisk set kan digtene ligne prosa, men det er kun en skinmanøvre, for afstanden mellem hver sætning er nærmest blevet større end nogensinde før hos Grotrian. Det gør dog ikke noget, for meningen har måske aldrig været at læse digtene hver for sig, men snarere som læser at stykke sin egen mening sammen på tværs af Grotrians sprogbrokker.

Personligt læste jeg en masse flodbølge-metaforik ind i digtene mange steder, men da de er skrevet før den skelsættende 2. juledag sidste år, kan der jo kun være tale om syner, enten fra min eller Grotrians side. Andre læsere vil sikkert kunne finde andre ting, for det handler om at finde sin egen poesi, tror jeg, på tværs af denne lyriske overflod.

Det handler om læseren, og Grotrian er blot den glade giver – én der arbejder i poesiens miner. Grotrians poesi udvinder en slags melatonin, og her kan man huske på, at det rigtige stof, melatonin, også hjælper os med at slå dagsbevidstheden fra, så vi om natten kan sove og ikke mindst drømme og dermed få bearbejdet de oplevelser, vi har haft om dagen. Og at læse Grotrian er jo som at drømme ved højlys dag.

Digteriske rekvisitter
Hos Lone Munksgaard Nielsen er der en anden sarthed og transparens end hos Grotrian, og en afprøvning

Forside til Lone Munksgaard Nielsens Hvem kommer morgengryet til?

af gentagelsens mystik i form af sange. Der er også en form for drømmestemning over digtene, men de er hver for sig ikke nær så meget i opløsning, som det er tilfældet hos Grotrian.

Desuden er Nielsen ikke bange for at tage mere trivielle digteriske rekvisitter op, som flod, måne, skygge, mørke, lys, nat, himmel, men hun gør det med et bogstaveligt blik, som hænger disse op på konkret vis:

At gøre tingene levende
Nielsen har et fantastisk blik for det, man kalder antropomorfismer, som er at tillægge ting, dyr eller Gud menneskelige egenskaber. Det er som om, alting bliver levende i hendes digte, hvorfor hun dels kan benytte sig af de gængse poetiske rekvisitter, dels kan få digtene til at blive transparente, nærmest som i et eventyr.

I den nye digtsamling er det især floden, som er stor, styg og væmmelig, men også poetisk dragende:

Sådan et digt er jo en elementær lille romantisk fortælling om selvmord og ulykkelig forelskelse på bare fem linjer, og det er dæleme godt gået. Gennem hele digtsamlingen som sådan gennemspilles der tillige en handling, som dog forbliver ligeså lyrisk ukonkret og romantisk som i digtet ovenfor. Sproget derimod er, som skrevet, altid konkret og levende:

De barnlige perspektiver
De poetiske rekvisitter revitaliseres således, når de kommer under Nielsens nænsomme behandling. Det er ikke for ingenting, at Nielsen har udgivet en fremragende bog, der hedder Skæbnen og mig. Digte for børn. Som i de børnetegninger, der er optrykt i bogen, er Nielsens styrke også det barnlige blik på tingene, der gør dem levende, skøre og uhyggelige på én gang.

Heri ligner hun til gengæld Grotrian, der tillige formår at anlægge sproglige perspektiver, som på én gang er barnlige og giver minder om en oldings slørede syn. Som der står i Grotrians nye digtsamling: "De levede lykkeligt, til deres nætter begyndte.".

Og så er den eventyrtone vist slået an eller ned.

Læsning og skrivning
Men de to digteres projekter er som sagt også forskellige, hvad man kan forvisse sig om ved at læse eller genlæse deres bøger, som på hver sin måde repræsenterer noget af det bedste inden for den nyere danske poesi.

Hvem kommer morgengryet til? er Munksgaard Nielsens elvte bog, og der er vist endnu ikke skrevet noget særligt om hendes poesi i artikel- eller bogform, så hvis der snart ikke er nogen, der gør det, kan jeg jo selv blive nødt til det. Truslen er hermed givet videre, hvis der er noget, som skulle føle sig fristet eller forulempet.

Hvad angår Grotrian, er der jo efterhånden kommet en del om hans forfatterskab [: hvoraf Kjerkegaard selv har bidraget med en del, red.], og han var desuden indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Men man savner stadigvæk en værdig religiøs behandling af Grotrians digte: Hvad er det for en religiøsitet, der er på spil? Og kan en sådan kobling imellem sproglig nedstyrtning og religiøs opløftelse, imellem postmodernisme og kristendom overhovedet lade sig gøre? Ja, det kan den jo, som vi kan se af digtene. Men... hvad siger de kristne mon til det?

Lad os håbe, at nogle vil kaste sig over disse spørgsmål på et tidspunkt.