Hipster på Fanø

Lone Hørslevs prosa er stadig ikke det værste, man kan udsætte sig for, men med Naturlige fjender har hun blandet en tynd kande saftevand, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Romanen kører på opskriften "fortælling om en række fiktive skæbner i en landsby i Danmark", og de forskellige handlingsforløb skrider af sted i en gennemsigtig tegneserieverden uden nogen betydelig kompleksitet hos personerne.

Overfladiskheden og klichéerne i de flager af personernes tankemønstre, som vi præsenteres for, er vel tilsigtet og en del af Hørslevs modus operandi, men når hun ikke eksekverer med tilstrækkelig eksplosivitet og temposkift, så løber bogen ud i sandet.

Indre monologer
Vi hører om en tidligere popstjerne, en dyrlæge, en landbetjent, en drukmås og et par andre karakterer, som kunne være klippet ud af en tv-serie som Strisser på Samsø.

Bogen afspiller mange forskellige indre monologer, som ligner dem, der kører i knolden på Højholts Gitte. Der kommer ikke noget nyt på banen dér. Mellem personerne er der noget halvvejs utroskab og lidt sladder, sådan som det jo er i den slags bøger.

Det er da ganske hyggeligt og ind imellem også morsomt, men størstedelen af bogen virker doven og uvedkommende. Personerne ligner mere litteraturmennesker end egentlige mennesker, og i det hele taget havde jeg en fornemmelse af at have læst romanen før. Som var der tale om en genudsendelse af hip dansk litteratur.

Ingen rigtige overraskelser
Der er en del genkendelige træk fra Lone Hørslevs tidligere bøger, bl.a. brugen af versaler og kursiv og nu en udvidet brug af parenteser, men kun i 2-3 korte sekvenser findes den spændstighed, der fyldte det meste af hendes sidste fine prosabog Fjerne galakser er kedelige.

Her blev der klippet langt hurtigere, og bogen kom aldrig ned i traditionel romanfart. Det er måske et eksperiment at afprøve denne form, men det bringer ikke noget nyt med sig.

Lone Hørslev skriver sådan set stadig en upåklagelig mager prosa, men jeg blev stort set aldrig overrasket af bogen.