Det er smukt, det er enkelt, det er dansk, det er Knud Sørensen.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Der er noget umiskendeligt dansk – ja, jeg fristes til at sige gammelt dansk – over Knud Sørensens tekster.

Samlingen Naturligvis, som da også indledes med digtet Morgen fra 1952, er ingen undtagelse. Men hvori består det specifikt (gammel)danske i Sørensens digte?

Jo, det har noget at gøre med den afdæmpede tone, med lunet, underfundigheden og den lille snert af (selv)ironi, der springer frem mellem linjerne.

Og så er det naturligvis den danske – nærmere betegnet den jyske – provins, som også har rundet forfatteren, og hvor globaliseringen vel endnu ikke er slået rigtigt an, der beskrives i flere af de digte, hvor stedet og lejlighedsvis dets beboere har betydning.

Skæringspunkter
Her er halesvingende køer, som kan ses fra et rumlende tog, her er fugle, der klatter på havebordet, frodige marker, klitter og marehalm og træer i horisonten. Det er en verden, hvor tingene går deres stille gang, og hvor der er ro til at betragte ”det mest danske som tænkes kan/lærken/der står deroppe i det saltduftende/himmelrum over klitheden” og tid til at fundere over ”de mange søer/der blåt/spejler den evighed/ingen kan gribe med hænderne”.

Naturligvis er fyldt med tekster, der befinder sig i skæringspunktet mellem tid og evighed. Sådanne erkendelsesøjeblikke, som kun kan vederfares en, når man standser og fornemmer og på én gang lytter indad og udad, hvilket måske bedst kan gøres i provinsen langt fra metropolernes udenomsstøj.

Øjeblikke hvor ”du har/ladet tiden komme nogle sekunder/foran dig/du har ladet tiden være alene,/mens du/ endnu tøvende/står for enden af den mangfoldighed af spor/der løber sammen i dig”.

Som blæst gennem kornet
Man kan høre græsset gro i Sørensens samling, man kan mærke pulsens dunken, der tæller sekunderne for hver enkelt, og evighedens åndedrag, der går som en blæst gennem kornet og gennemstrømmer og samler alt levende.

Det er smukt, det er enkelt.

 
Teksteksempel