The Frankly Way

Niels Frank skriver vedkommende og suverænt om sit syn på modernisme i litteraturen og trækker ubesværet tråde fra hele verden til modernismens litteraturhistorie i Danmark.

ANMELDELSE: I en tid hvor vi på flere måder har mangel på skønlitterære forfattere, som også skriver om og reflekterer over litteraturen i al offentlighed, er det godt at have Niels Frank. I denne essaysamling samles flere af de bidrag, han har skrevet igennem de seneste år. Og hvor Frank normalt står for kortere tekster og essays om litteratur, præsenteres vi her for fyldige og grundige essays. Syv i alt.

Tyngden ligger især omkring det store midteressay om modernismens og postmodernismens gennembrud i amerikansk poesi, hvor Frank demonstrerer et stort og vidende overblik, og man fornemmer ligesom, at det er her den største inspiration ligger gemt.

Men det store essay flankeres af fine tekster om Charles Baudelaire og den danske modernisme, Johannes V. Jensen og Peter Seebergs mytemageri, Poul Borums kritik, Stéphane Mallarmés poesi, Francis Ponge og et afsluttende, mere hjemad- og på en måde fremadskuende essay om litteratur og politik.

Det personlige forord
Bogens essays er måske nok præget af en form for spredt fægtning samlet set, men Frank skriver jo om dem, der inspirerer og har inspireret ham, så det er helt fint. I et forord forsøger han at lave et overordnet sigte for bogen, men det yder måske ikke helt de essays, der følger det, retfærdighed, idet flere af udsagnene her bliver en smule luftige, fx når Frank skriver:

"Bogen udgangspunkt er altså at kortlægge modernismens debat med sig selv og føre den videre, dernæst at diskutere forskellige etik- og erkendelsesformer i litteraturen. I virkeligheden er det samhørige felter, for så snart litteraturen har fundet nye måder at være moderne på, har den også allerede peget på nye måder at være etisk, politisk og kritisk på."

Et udsagn som dette er det jo svært at være uenig i og læg mærke til udtrykkene "altså" og "i virkeligheden", som begge er atypiske for Franks stil. De markerer en form for konkluderende, om end en smule nervøs opsamling på et måske lidt for generelt niveau, hvor jeg ikke tror, at Franks styrke ligger; den ligger snarere i den personlige vinkling koblet med en enorm viden og videnslyst.

Derfor havde jeg på en måde også hellere set et mere personligt forord, som ville have passet bedre til bogens faktiske indhold. Men det kan jo være en pointe fra Franks side; dvs. at forordet med vilje ikke er helt så dækkende for bogens indhold, som eksempelvis afsnittet omkring det forskudte værk i det sidste essay er. Her afdækker Frank nemlig sin egen metode i forbindelse med bogen Første person, anden person, og man fornemmer en helt anden stramhed i tanken, når Frank her på det nærmeste fremlægger præmisserne for og analyserer sit eget værk. I tråd med Franks egen litteraturfilosofi, hvor enkeltteksten undergraver systemet, der snarere skal findes eller dannes på tværs af de forskellige tekster.

Ubesværet og omvandrende stil
I virkeligheden er forordet jo et forsøg på at have en tese eller lignende, og en sådan ved jeg ikke, om man kan finde hos Frank, i hvert fald ikke direkte, og måske er det også ligegyldigt, når nu de forskellige essays står så stærkt i deres enkelthed.

Niels Franks måde at læse på kan til tider minde en del om den lærdes, men han besværes ikke af de ofte gumpetunge, akademiske forbehold, fx teser, problemformuleringer og konklusioner. I stedet bevæger han sig ubesværet og essayistisk omvandrende imellem en række problemstillinger inden for den litteratur, han nu engang læser, kender og vil kendes ved.

Det gælder, når han skriver om og sammenligner Seebergs og Jensens kortprosa. Her får han trukket Jensen ud af en bestemt litteraturhistorisk vinkel og skygge ikke mindst, som især angår den måske berettigede fordom, at Jensen skrev bedre, end han tænkte. En tanke som Per Højholt også har luftet flere steder. Men Frank ser simpelthen noget andet hos Jensen, til trods for at Højholt måske er en større helt i Franks univers, og læser derfor Jensen på en fornyende måde.

Det samme er tilfældet, når Frank på frapperende vis sætter Villy Sørensen ind i en sammenhæng med Jean Genet, William Burroughs, Allen Ginsberg, Frank O'Hara og Francis Bacon, der alle aldersmæssigt og seksuelt er at sammenligne med denne. Essayet handler ikke direkte om den sammenhæng, slet ikke, men man fornemmer, at det på en måde alligevel er den optik, som han ser Sørensen i, og det i sig selv er fornyende.

På en måde er der altså nogle rammer, som binder teksterne sammen, men det er ikke nødvendigvis dem, der skitseres i forordet – de er ofte mere personlige end disse. Nogle vi kender fra forfatteren Niels Frank.

Èn af vores bedste essayister
Meningen med min kritik er ikke at forklejne Franks indsats, snarere at nuancere en smule og at påpege, hvor bogen faktisk står stærkest, nemlig i den konkrete omgang med litteraturen, fra læsninger til oversættelser. Indsatsen kan der ikke pilles ved. Frank er én af vores bedste essayister, når det gælder essays om litteratur, og her skriver han sig for alvor ind i en moderne tradition, der rummer forfattere som Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen, Hans-Jørgen Nielsen, Per Højholt og andre.

Som tiden er nu, er det måske nok en smule gammeldags for skønlitterære forfattere at skrive essays om litteratur, men havde vi ikke Frank, havde vi næppe nogen på dansk grund. Det skulle nødigt være sådan, at det kun er litteraturvidenskaben og litteraturkritikere i gængs forstand, som har patent på den praksis. I så fald ville vi mangle den dynamik, som ethvert litterært miljø ernærer sig ved, og som Franks bog ved sin ihærdige indsats forsøger at gå i kritisk dialog med.