Åh nej, endnu en dødsens trist søndag i København med silende regn og øde gader og ansigter, der sidder bag gardinerne og stirrer ud i tomheden. Hvad gør man med sig selv sådan en dag, hvis man ikke orker at blive liggende under dynen til langt ud på eftermiddagen? Hvad gør man egentlig?
    Jeg forsøgte at komme på et svar i varmen under dynen. Og regnen blev ved med at sile.
    Man kunne jo for eksempel gå på museum, slog det mig pludselig. Jeg stod ud af sengen og ringede til min bedste ven William for at høre, om han ville med. En lille time senere fandt vi hinanden i forhallen på byens fineste museum.
    Jeg skal huske at sige, at William ikke var det, der hedder en jævnaldrende ven. Faktisk var han meget ældre end mig, ja, han var så gammel, at han kunne have været min far. Og nogle få gange optrådte han også sådan. Men det værste var, at han var begyndt at få alle de sygdomme og problemer, som ældre mennesker får, med hjertet og åndedrættet og bentøjet. Så da vi mødtes på museet, skyndte han sig at sige, at vi skulle gå stille og roligt og ikke jage gennem udstillingen.
    "Vi har jo hele dagen," sagde han med sin dybe, rustne stemme. "Ja, vi har faktisk hele ugen. Og hele måneden. Hvis jeg altså lever så længe."
    "Årh, mon ikke?" svarede jeg og begyndte at gå ned mod palmehaven, en kæmpemæssig indendørs have, der lå lige præcis midt i museet. Her stod en håndfuld palmetræer i et glashus så højt, at man blev svimmel af at se op. Henslængt i et bassin forrest i haven lå en stor kvindefigur i kridhvidt marmor. Overalt på hende, på skuldre og arme og lår, kravlede temmelig buttede børn rundt, et par af de allermest buttede børn suttede mælk af hendes bryster, mens guldfisk gled ubekymret frem og tilbage i vandet under den lykkelige familie.
    Vi kom sådan til at grine ved synet af al den buttede lykke, at de andre gæster kiggede på os med stor undren, og vi blev ved med at grine, mens vi trissede hele vejen rundt om alle palmetræerne og ned ad den lange gang, der begyndte ovre i hjørnet af haven.
    "Jeg bliver nødt til at have en pause," udbrød William et stykke nede ad gangen, så vi satte os på en bænk langs væggen og pustede ud.
    "Prøv lige at se dernede," sagde jeg til William, da vi havde siddet lidt. "Kan du se, hvad det er?"
    "Næh. Hvad er det?" svarede han.
    "Kan du ikke se den tykke mand, der ligger og kigger herhen?"
    Nu blev William nysgerrig. Vi rejste os og gik ned for enden af gangen med små skridt. Her kom vi ind i et aflangt rum, og lige inden for døren lå en kolossal, fedladen mand med et tyndt klæde rundt om sig, nærmest et lagen. Det var gledet ned, så maven væltede ud, og navlen ligesom blinkede til os. Nu fik vi også øje på en stor ring på en af hans tykke fingre og opdagede, at han lå og hvilede oven på et par store puder.
    "Søndag er jo også hviledag," udbrød William og fik os til at grine igen.
    Men egentlig var der ikke så meget at grine ad, det vidste vi jo godt, for den fornemme mand lå oven på sin egen kiste. Den var udsmykket med to søuhyrer, hvis lange haler snoede sig hen over forsiden, og både uhyrerne og kisten og manden var udført i kalksten. Stenen var blevet temmelig mørk at se på, hvad der ikke var så underligt, for manden havde været død i fire tusind år.
    Vi blev enige om, at han egentlig så helt frisk ud dér på sine puder. Og rundt om i rummet, indså vi nu, lå mange flere personer oven på deres kistelåg med puder under sig. Goddag, goddag. Man kom nærmest til at nikke til dem.
    I det næste rum stødte vi på dekorerede krukker og vaser og små hoveder af betydningsfulde personer. Nogle børn sad og lavede tegninger af de mange ting, en lyshåret dreng forsøgte at tegne en løve med vinger, og en anden dreng var faldet for en stor flot panter udhugget i sten. Pigerne var mest optaget af krukkerne og nogle håndtag, der lignede små menneskefigurer.
    Da vi var nået ind i det bageste rum, hørte jeg pludselig William sige:
    "Næh, se lige dér. Det er jo mig!"
    Han stod foran en samling potter, hvis låg var udformet som hoveder. Hvert hoved sad oven på en tykmavet krukke, som igen stod oven i en slags skål. De fleste af potterne var revnede eller bestod af mange småstykker, der var limet sammen. Men den potte, William stod og pegede på, var næsten hel, kun det venstre øre var faldet af.
    Jeg lænede mig ned for at læse det lille skilt foran potten. "Urnevase med låg, formet som et menneskehoved og anbragt i en tronstol. Brændt ler." Nederst på skiltet var tilføjet: "6. årh. før Kristi fødsel."
    "Så gammel er du da heller ikke!" sagde jeg og kiggede op på William. Men nu kunne jeg godt se, at urnen virkelig lignede ham, han havde samme runde mave som den, og heller ikke så meget hår. Selv den kraftige tud på urnelåget mindede om Williams kødfulde næse.
    "Jamen, det er jo en gravurne," sagde jeg. "Hvorfor vil du så gerne ligne en gravurne?"
    "Kan du ikke se, det er mig?" lød det igen fra William. "Den er lige så grim som mig."
    "Årh, hold op!" svarede jeg. "Så grim er du da heller ikke." "Nå ja, i det mindste har jeg stadig begge ører," svarede William og greb fat i øreflipperne. Men hans begejstring for urnen ville ingen ende tage, han roste den stolper op og stolper ned og blev ved med at stirre på den. Til sidst foreslog han, at vi gik op i boghandlen for at finde et postkort med urnen, så han kunne få et billede af den med hjem.
    "Du vil gerne med hjem og have en kop kaffe, ikke?"
    Og det ville jeg jo gerne. Så vi gik tilbage til boghandlen i palmehaven og købte et kort med den etørede urne. Ude på gaden fangede vi en taxa, og bilen brusede gennem de regnvåde gader hele vejen ned til Williams lejlighed ved havnen.
    Vi steg ind i den gamle elevator, der snøvlede sig op omme på bagsiden af bygningen, og nåede op til tagetagen, hvor Williams lejlighed lå. Så snart vi var kommet indenfor, trak William postkortet op af lommen og stillede det op ad et af de store vinduer ud mod gaden.
    Vi var kommet ind i den midterste stue, der var proppet med bogreoler i alle størrelser. Overalt stak avisudklip og små sedler ud af bøgerne, og på bordet ved vinduet lå aviser på mange sprog og tidsskrifter og billedbøger slået op på særlige steder. Rundt om på de få ledige pladser på væggene hang malerier og tegninger og plakater.
    "Hvis du går ud og laver en kop Nescafé til os, så henter jeg en bog, du bare skal se, den er fuldstændig genial," råbte William begejstret.
    Jeg kantede mig ned ad den lange gang, hvor reolerne stod på begge sider fra gulv til loft og kun efterlod en snæver sti. Ude i køkkenet stod hundredvis af kogebøger opmarcheret på alle skabe og hylder, de truede hvert øjeblik med at falde ned i hovedet på én. På køkkenbordet lå en seddel, hvorpå William med et eneste lille ord havde mindet sig selv om, at han skulle huske at tage sine piller:
    "Ta'blet!"
    Typisk William, tænkte jeg og skyndte mig at koge lidt vand, inden bøgerne drattede ned. Da jeg kom tilbage til stuen, sad han allerede og bladede i en bog. Han havde tændt en cigaret og sad midt i en røgsky og hostede. Jeg hadede de cigaretter, jeg hadede deres lugt og deres farve og deres aske.
    "Jo altså," sagde han og pustede mere røg ud og hostede igen, "jeg ville vise dig den her bog, er den ikke bare helt fantastisk?" Han holdt en farvestrålende bog op, hvis forside var ét stort indviklet mønster af linjer, der løb ind og ud af hinanden uden begyndelse og uden slutning.
    "Den er fuld af den mest utrolige arabiske poesi," fortsatte han. "Du skal lige høre det her, det er skrevet for otte-ni hundrede år siden af en mand, der hed Abu Said, mens han lå på sit dødsleje."
    Nu læste William med den dybeste stemme: "Fuglen, der lander på bjergtoppen og derpå flyver, tilføjer ingenting og tager ingenting med sig."
    Han så op og tog endnu et sug af cigaretten. "Er det ikke bare fuldstændig genialt? Det vil jeg bruge i min næste bog, og den skal hedde Fuglen der lander."
    "Men du er da ikke ved at dø, William!" røg det ud af mig.
    "Jeg begynder at se lyset," svarede han.
    "Hvad mener du?"
    "Jo altså, her forleden nat drømte jeg, at alle ordene fra Alice i Eventyrland fór gennem hovedet på mig, der hvor Alice bliver mindre, og møblerne og alle tingene bliver større. Så hørte jeg en stemme, og det var muligvis min egen stemme, der sagde: Du har berørt ... Det blev efterfulgt af en hel masse ord på gammeldags tysk – des allerhöchstgnägsten Schwert dessen Order du dabei ... og så videre. Så vågnede jeg ved, at jeg drejede ud af sengen, det var nærmest en dobbeltdrejning, som om hele huset var drejet to etager. Det gjorde mig totalt svimmel, jeg kunne slet ikke falde i søvn igen."
    Nu blev jeg lidt urolig og spurgte: "Drømmer du tit den slags?"
    "Næh, for det meste drømmer jeg ikke rigtig noget," svarede han og hostede igen. "Eller også drømmer jeg, at jeg er en ørentvist. Eller jeg drømmer, at lyset rammer en blank ske på køkkenbordet – det er alt! Andre gange drømmer jeg om at spise indisk mad. Eller om at sidde og dingle med benene nede i lidt vand. Den slags."
    Nu klikkede lighteren igen, og han tændte en ny cigaret.
    "Det var også derfor, jeg blev så rystet over den drøm forleden. For i virkeligheden tror jeg, at når man dør, så er det ligesom at blive væk for sig selv – du ved, ligesom en bog eller en knap kan blive væk for en, og man leder og leder, men man kan bare ikke finde den knap igen."
    "Så det gør dig ikke bange?"
    "Jo da! Meget. Men som en berømt digter engang sagde: At lukke øjnene er at rejse. Det kan jeg godt lide at tænke på. Altså lige indtil jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har lyst til at tage nogen steder hen. Heller ikke i fremtiden. Så du ved – det dårligste ved fremtiden er, at jeg ikke er der."
    Det sidste gjorde os begge lidt tavse, og vi skyndte os at drikke af kaffen. Den var allerede blevet lunken.
    "Se, jeg er her endnu!" William slog et lille grin op og pegede over på postkortet ved vinduet. "Og jeg tror, jeg bliver.
    "Ja tak," sagde jeg og kiggede over på kortet. Nu syntes jeg pludselig, at urnen lignede et æg oven i et æggebæger, det eneste der ikke rigtig passede, var de ganske tynde arme, der kom ud af æggets sider, og så selvfølgelig hovedet.
    "Æggehoved," røg det ud af mig.
    "Hva'ba?" lød det fra William, der jo ikke kunne vide, hvad jeg tænkte.
    "Nåh, jeg sad bare og spekulerede på, hvad er det første man kommer til at tænke på, når man ser den urne?"
    "Salighed," sagde William uden mindste betænkningstid. "Det er helt klart det første, der falder mig ind. Han er bare så salig, ikke?"
    "Salig?" gentog jeg.
    "Ja, salig over, at livet også fortsætter uden os. Salig over, at vi hver især hænger sammen med alt andet. Det er derfor, man ikke er alene – selv om man altså er det. Men det er sådan noget, man ikke kan forstå, når man er ung."
    "Årh, så ung er jeg da heller ikke!"
    "Nej, det ved jeg jo godt. Jeg er jo også selv kun tre gange tyve."
    William skoddede en cigaret i askebægeret og tændte straks en ny. Oven på de ganske små gråhvide askeflager lå allerede en bunke cigaretstumper og krummede sig sammen.
    "Men du ved, hvad jeg mener," fortsatte han. "Og i øvrigt er det først, når man møder nogen, man kan holde ud at være sammen med, at man opdager, hvor alene man ellers er." Han kiggede på mig og tilføjede: "At du ved det."
    "Nu ved jeg godt, hvad jeg kommer til at tænke på, når jeg ser urnen," skyndte jeg mig at sige. William stirrede på mig hen over brillerne.
    "Den får mig til at tænke på noget, der varer meget kort og er forbi, før man aner det."
    "Du ved godt, hvad det korteste i livet er, ikke?" spurgte William og svarede selv, inden jeg nåede at sige noget. "Det korteste i livet er lykken. Det er lidt ligesom tændstikker, der bliver strøget i mørket. Lykken som små glimt – tændstikker i mørket."
    Han kørte den ene hånd gennem luften for at vise, hvad han mente.
    "Det kunne være, man skulle tage at tælle, hvor mange tændstikker man egentlig har fået strøget i sit liv."
    "Nu bruger du jo lighter," svarede jeg.
    "Ha, ha, meget morsomt! Jeg mener det."
    Jeg kiggede over på postkortet ved vinduet, og pludselig syntes jeg, at urnen virkede helt ny – som om den var lavet i går eller i forgårs.
    "Tror du, de for otte tusind år siden overhovedet vidste, hvad kunst er?" spurgte jeg William, der også kiggede over på billedet af urnen. Han rystede let på hovedet og sendte en ny røgsky ud i stuen.
    "Nej, det gjorde de nok ikke. Eller hvis de gjorde, mente de ikke det samme med det, som vi gør i dag. For dem har det mere drejet sig om at hylde nogle guder eller mennesker eller væsener – for eksempel ved at lave en urnevase eller hugge et ansigt ud i sten."
    "Men det har jo ikke været hvem som helst, der kunne lave de ting?"
    "Nej," svarede William, "så selv om der ikke til alle tider har været det, vi forstår som kunst, har der altid været kunstnere. Eller i hvert fald en slags kunsthåndværkere, hvis vi forstår en kunstner som en, der oplever alting i billeder."
    Han tog en stor slurk af den efterhånden kolde kaffe og lagde brillerne på bordet og tørrede øjnene.
    "Jeg har altid ment, at for kunstneren er alting oplevelse. Og jo større en kunstner er, desto mere omfattende er han. De fleste prøver bare at holde sammen på sig selv, de er tilfredse med at være én person, men en kunstner er mere sammensat. Han er nærmest flere personer på én gang, han er på kanten til at sprænges af alt det, han rummer."
    Nu kom brillerne på igen, lidt højtideligt. "Det er min overbevisning. En kunstner er et menneske, der er sprængfyldt med konflikter."
    "Og når han skaber et kunstværk, forsøger han så at genskabe et billede af sine oplevelser, tror du?"
    "Jeg tror, han forsøger at finde et mønster i det kaos som livet består af. Det er det hele. Og én måde at finde et mønster på kunne være at tegne en tegning eller skrive et digt – eller forme en lerskål som den, der står under vores ven dér."
    Han nikkede over mod postkortet.
    "Så har man skabt en foreløbig orden midt i kaos. Og længere kan vi ikke nå."
    "Men jeg synes slet ikke, du har sagt noget om, hvad kunst så egentlig er," afbrød jeg ham.
    Det fik ham til at hoste vildt og skule hen over brillerne på den dér bryske måde, som man godt kunne føle sig lidt skræmt af. Han tog en ordentlig inhalering af en ny cigaret. Kort efter kom røgen bølgende ud af næsen og munden. Han sukkede.
    "Jo altså, kunsten handler selvfølgelig om at være et jeg, men den handler også om at være til og være sig selv og være sammen med andre. Og så handler den om, at noget sker lige her, og det sker lige nu. Det er egentlig meget enkelt, ikke? Jeg plejer at forkorte det til: Jeg. Er. Her. Nu. Og den lille remse gælder for al kunst, og for mig er det også det, urnen dér fortæller."
    Han nikkede endnu en gang over mod postkortet og sagde: "Bortset fra, at den altså også fortæller, at om lidt er jeg her måske ikke mere." "Jeg. Er. Her. Nu. Men. Ikke. Om. Lidt?"
    "Ja, og så har man sørme bare at nyde det, mens man kan.
    Han rejste sig i stolen og tændte lampen over bordet. Det var blevet mørkt, mens vi havde snakket, men ingen af os havde tænkt på at tænde lyset. Måske fordi tusmørket passede så godt til det, vi havde talt om."
    "Nå, du," sukkede William, "jeg tror, jeg går ind og tager mig en eftermiddagslur."
    Han kom til at grine og tilføjede: "Jeg går ind for at sove for at vågne. Smart, ikke? Du kan bare blive siddende og læse, men gider du ikke godt tage skraldeposen med ned, når du går? Den stinker."
    Han klemte det sidste skod ud i askebægeret og rejste sig.
    "Men vi ses jo snart, ikke?"
    Og det gjorde vi da. Faktisk sås vi mange gange efter den søndag. Og snakkede også videre om alle de ting, vi var begyndt på den dag. Og alle mulige andre ting. Men to år senere faldt han om på køkkengulvet og døde, og siden har vi kommunikeret på andre måder.

NB! Kunsthistorien Tak for i går, der samtidig er bogens titel, står s. 155-167.

 
Den etruskiske urne

Frem til 1995 udstillede Ny Carlsberg Glyptoteket i København en etruskisk gravurne fra Chiusi i Italien. Den blev indkøbt i 1912 i den formodning, at den stammede fra det 6. årh. før Kristi fødsel. Men i 1995 blev gravurnen genstand for fornyet betragtning fra museets side, og her konstaterede man, at figurens venstre side aldrig har været udført, og at "der på stedet var en afskæring fra før brændingen (og ikke det rituelle afslag på den færdige urne, som det ellers kendes)". Museet fik herefter "en snigende fornemmelse af, at noget var helt galt", og man valgte at sende hele urnen til teknisk undersøgelse i Oxford. Her afslørede prøverne, at den var blevet "brændt for mindre end 100 år siden". Urnen viste sig med andre ord at være en forfalskning.

I antologien Skabelsens flodhest fra 1993 har en lang række danske kunstnere og forfattere skrevet om et værk, som de personligt har valgt i Glyptotekets samling. Digteren Poul Borum (1934-96) valgte den etruskiske gravurne og skrev et digt om den med titlen "Canope. Etruskisk gravurne i menneskeskikkelse".