Niels Lyngsøs digtsamling Morfeus, der består af nogle kraftige løsblade samlet med metalringe i ryggen, udfordrede vor anmelders læsefærdigheder. Han for vild uden at blive væk, bogstaverne flaksede om hans kinder. Og aldrig har han læst så mange digte på hovedet!

ANMELDELSE: Aldrig har jeg vendt og drejet en bog så meget, som ved læsningen af Niels Lyngsøs store demonstration af tekststykker Morfeus. Jeg har viklet mig ind i digte og vævet mig ud og ind mellem flaksende bogstaver. Faret vild uden at være væk og læst det samme flere gange, eller var det bare en variation af det, jeg læste lige før? Aldrig har jeg læst så mange digte på hovedet, fordi jeg ikke længere orkede at dreje det kvadratiske ring-i-ryg-samlede monstrum én gang til.

Og det er faktisk muligt at indtage små digte på hovedet. Om lige netop dét er tilsigtet fra forfatterens side, ved jeg ikke. Men det er naturligvis helt bevidst, at bogen er skruet sådan sammen, at man hele tiden afbrydes i at læse i et forløb. Det forklarer bogen nemlig selv i en af de mange typer tekster, som fletter sig sammen til Morfeus. Bogen er sidste del i trilogien, som også består af Stof [1996 ] og Force Majeure [1999].

Hvad pokker er det?
Indholdsfortegnelse og sidetal findes ikke, og bogstaverne flagrer løst rundt på siderne. Hvad pokker er det for en bog? Lad os bare spørge værket selv i teksten LEGO:

"Morfeus består af en hel masse stykker: digte af forskellig art, reflekterende prosa, fritsvævende vers og strofer, en grå liste der dukker op rundt omkring + det løse [... ] De er skrevet og tænkt som dele af en stor mængde potentielle helheder – og som enkeltdele i deres egen ret [... ]".

"Måske er ordet fragmenter ikke så dækkende. Segmenter ville være bedre, hvis ikke det stank af management-sprog, eller elementer: atomer, molekyler, celler, kort sagt former der kan indgå i et utal af mønstre, et utal af vidt forskellige – og højst sandsynligt indbyrdes uforenelige – helheder. Men som også kan eksistere i alle tænkelige grader af mangel på sammenhæng. Stykkerne i Morfeus er kort sagt byggeklodser. LEGO betyder 'jeg samler', 'jeg sammensætter', 'jeg læser', Man må færdes i denne bog som en verden: ud fra devisen lego ergo sum."

Jeg insisterede hårdnakket på at læse alle prosateksterne først. Ikke fordi det lykkedes, jeg blev konstant afledt og sendt i andre retninger, begyndte på nye tekster osv. Helt kaotisk er bogen dog ikke. Den har afsnit markeret med blanke sider, og hvert afsnit indeholder de forskellige typer tekst, som er markeret med forskellige typografier. Og rundt omkring begynder nogle tekster at drysse med bogstaver, forme sig til figurer eller pludselig lappe ind over en anden teksttype. På den led er Morfeus ret unik. Og det forekommer mig, at alt er samlet her i trilogiens sidste del for at gøre klar til en helt ny dimension i forfatterskabet.

Lyngsø forklarer alt
Gennem værket løber en række poetiktekster, som reflekterer Lyngsøs forhold til poesien og forklarer Morfeus i forhold til de to tidligere værker i trilogien. Teksterne kredser om, hvordan digte, og kunst i det hele taget, bliver til som en kombination af slør, der knytter sig til tingene, kroppen, sjælen, poesien, værket, digtet og verden. Hvordan sproget er et redskab til at sanse med, og hvordan vi står i tæt fysisk forbindelse med den evigt formdannende natur.

Jeg vil ikke forsøge at gengive tankerne her, for Lyngsø er en forbilledlig formidler (så læs den selv), men blot konstatere, at jeg finder tankerne temmelig interessante. Niels Lyngsøs gennembrudsbog Stof og alle hans litterært-filosofiske artikler har ofte begejstret mig og simpelthen været udvidende i forhold til at opleve og tænke over den fysiske verdens stof, som vi er nedsænket i.

Poetikteksterne i Morfeus nuancerer og præciserer det tankegods, som fulgte med den verdensvendte Stof. Og det er fremført så logisk og sammenhængende, at det næsten forekommer en tand for perfekt. Som om sandheden om digtningen nu er sagt, og det emne er udtømt. Man savner lidt den forundring over verdens og sprogets indretning, som findes hos forbilledet Inger Christensen. Her er man som læser med på sporet af noget…, mens man hos Lyngsø får det hele forklaret – endda med kursiv de vigtige steder i teksten.

Den rytmiske strøm af ord
Når poetikken er så stram og udtømmende, synes der at være et alt for stort gab mellem poetikken og digtene, som stritter i mange retninger både tematisk og bogstavelig. Den oplevelse skyldes måske blot, at prosateksterne fænger en del mere hos mig end de mange figurative digte, der er formet på utallige måder. De bringer mig ikke nye steder hen, men får nærmere mine tanker til at stivne i formen.

Meget mere fængende og forfriskende er det at lade sig glide med den rytmiske strøm af ord i de "grå lister", som toner frem og messer ord på ord på ord, forbundet af bogstavrim og associationer. Her læser man automatisk højt for sig selv. Her kan man forundres over alle de ord, det danske sprog alligevel byder på, og alle de mulige sammenhænge, der findes og opfindes. De fungerer som en sproglig grundsubstans, en grundtone, som buldrer afsted i digterens hoved. Et flow af sprog. Som af og til dukker frem i læsbarheden, for så at tone ud igen…