Man ser ind i et menneskes øjne nogle få sekunder. Ikke meget mere. Men øjnene sætter sig som et aftryk i ens sind i en evighed.
    Det var i hvert fald den følelse, kriminalkommissær Nick Nielsen havde.

En alarm var indløbet til Lyngby Politi om et væbnet røveri i en af byens banker. To vogne havde straks forladt stationen, og Nick Nielsen førte den ene af dem. Ved et vejkryds svingede bilen med bankrøverne pludselig i en bue forbi dem. De var så tæt ved hinanden, at Nick Nielsen kunne have grebet fat i ham ved rattet, hvis vinduerne var rullet ned. De havde øjenkontakt med hinanden i noget, der føltes som et meget langt øjeblik. Bankrøverens øjne var mørke. Og drilske. Han nåede at løfte sin ene hånd i en teatralsk bevægelse, som om han velsignede Nick Nielsen. Som om han var en ypperstepræst og bilen med betjentene en del af hans menighed. Selv om Nick Nielsen straks havde vendt bilen og tilkaldt forstærkning over radioen, lykkedes det bankrøverne at slippe bort ad vejnettet mellem Hjortekærsvej og Dyrehaven.

Røveriet var blevet gennemført med militærisk præcision. Bevæbnet med maskinpistoler havde fire personer maskeret med sortternede tørklæder (af den slags man kaldte partisantørklæder i Nick Nielsens ungdom, og som afdøde Arafat havde været storforbruger af) klokken 14.14 skubbet bankens glasdøre op og indtaget deres aftalte positioner. Knap fire minutter senere var de forsvundet den anden vej med en halv million kroner i de medbragte lærredsposer.
    På intet tidspunkt var der tilløb til panik. At bruge ordet værdighed i forbindelse med et tyveri af en halv millioner kroner ville sikkert forekomme de fleste besynderligt, men når Nick Nielsen gennemså videooptagelserne af forløbet, var det alligevel det ord, der rimede bedst på de fire røveres optræden. Nick Nielsen havde uden besvær udskilt den person, han havde haft øjenkontakt med ved vejkrydset. Den insisterende høflighed, han havde tiltalt personalet med, gjorde ham til en højst usædvanlig bankrøver: – All the money, gentlemen, please, PLEASE!
    Ordene var ledsaget af en venlig, men bestemt bevægelse med maskinpistolen, som om han sendte en byge af vievand ud over dem.
    Han kunne være præst, men han var i hvert fald ikke englænder. En kort ordveksling havde afsløret, at de fire røvere var arabere.

Et par måneder efter mødte Nick Nielsen ham igen. I en gade bag Hovedbanegården afhentede han siddende bag rattet af en Fiat den araber, som Nick Nielsen havde siddet et par pladser fra i flyveren fra Paris. Fiat'en blev senere samme dag fundet på en parkeringsplads i Valby.

Sidste gang Nick Nielsen så ind i hans øjne, havde de været livløse og tøjet sølet til af blod.
    Ved siden af ham stod to ansatte fra Politiets Efterretningstjeneste.
    – Shit, sagde den ene, ham med de udstående frøøjne, hvorefter han indledte et halvhjertet forsøg på at tørre sine blodige hænder af i jakken.
    – You can bloody well say that again, replicerede den anden og hev sig i det lille, sorte hageskæg. Derefter tilføjede han: – Jackpot! Og så alligevel ikke.
    Med de replikker kunne man få det indtryk, at de alle medvirkede i en middelmådig amerikansk spændingsfilm, tænkte Nick Nielsen og iagttog dernæst ambulancefolkene, der pakkede liget ind og anbragte det på en båre.
    På vej ud ad døren snublede den ene af dem, og liget var tæt på at lande på gulvet igen.
    – Shit! kom det fra ambulancemanden.
    Nick Nielsen sukkede dybt. Så knappede han frakken og gjorde sig klar til at gå.

Siddende i mørket så han hende tænde lys i rum efter rum. Prinsessen, Skattepigen, Tøsen, My One And Only var kommet hjem. Han var ikke mere alene.

Dét billede gled over i det næste: Den røde lampe blinkede på telefonsvareren. Han trykkede på knappen og hørte den gamle mands hakkende stemme: – Det er Edvard. Du har ikke glemt mig. Vel, Frank? Hvordan går du og har det? Ringer du ikke en af dagene?
    Den mand, der kaldte sig Edvard, havde indtalt en næsten enslydende besked dag efter dag de sidste par uger. Men han havde ikke ringet tilbage.
    Det var billeder fra to forskellige rum. Telefonsvareren med den blinkende røde knap stod ikke i det rum, hvor han opholdt sig, når Tøsen vendte hjem. Så han måtte starte med det, der ikke var en begyndelse, men snarere en slags afslutning. Og han begyndte at skrive på blokken foran sig med en kuglepen, der havde kostet en mindre formue. Hver gang han havde fyldt en side, betragtede han med et ironisk smil rækken af snorlige linjer. Langt om længe var der bragt orden i hans liv:

"Det var en overrumplende tanke: En ny identitet!
    På mine natlige ture i skyggerne havde jeg nok en gang sneget mig over cyklist- og fodgængerbroen ved Dybbølsbro S-togs-station og stillet mig op ved havnekanten på Kalvebod Brygge. Vandets olieplettede overflade skinnede som sølv i lyset fra månen, og de små skvulpebevægelser frem og tilbage sendte mig som så ofte før ind i en næsten tranceagtig tilstand.
    Hvorfor sprang jeg ikke ud over kanten og lod mig vugge frem og tilbage, mens jeg langsomt sank længere og længere ned mod bunden? Sådan kunne jeg stå og fantasere ved havnekanten. Men jeg gav dog aldrig efter for fristelsen. Guderne må vide hvorfor.
    Det var, som om jeg iagttog min selvopholdelsesdrift udefra. Hvornår slap den sit greb i mig? Indtil denne aften ved havnekanten havde den præsteret at holde mig i live i ni år under jorden. I de år havde jeg ikke talt med et andet menneske, hvis man ser bort fra mine indkøb i Hamins døgnbutik. Og mit besøg på værtshuset Mexico. De nætter jeg var dristig nok til at forlade lejligheden, sneg jeg mig ned ad køkkentrappen ved halvfiretiden om natten og tilbage igen en halv time senere. Der har været mange uger i de år, hvor jeg ikke bevægede mig uden for den lille lejligheds beskedne rækkevidde.
    Ni år under jorden. Måske var jeg blevet mere eller mindre sindssyg af at leve på den måde. Kunne jeg selv vurdere det? Sikkert ikke. Jeg levede som en af den slags han-enegængere, man kan møde overalt i naturen. I junglen og på den afrikanske savanne og de store ødemarker på den nordlige halvkugle. Sådan lever hanløver og hantigre og hanulve og hanelefanter og hanisbjørne, de kan være drevet væk af yngre hanner, der har overtaget flokken, men det kan også være deres natur at leve sådan. De jager deres bytte og hviler sig resten af døgnet. De overlever på deres instinkter og tillærte færdigheder, præcis som mig. De parrer sig vel også, hvis de får chancen. Jeg fik en enkelt chance i de ni år.
    Jo mere isoleret man lever fra andre, jo mere umenneskelig bliver man. Tæt på og i daglig omgang vænner man sig til sine medmenneskers svagheder og urimeligheder. Nå ja, tænker man og trækker på skuldrene, vi er jo alle mennesker. Når man er væk fra dem i årevis, langt væk fra dem, ender de som sært uvirkelige væsner, man får samme forhold til som til den flue, man jagter med en sammenrullet avis: Det ville ikke genere dig at slå en af dem ihjel, hvis de bliver for besværlige.
    At det kan ende sådan har måske noget at gøre med, at vi først kan se os selv, når vi spejler os i andre. Alene, helt alene, bliver vi til sidst til ingenting. Vores identitet smuldrer, for en identitet er noget, man kun kan få gennem sine medmenneskers respekt og kærlighed; det er ikke noget, man kan give sig selv. Så meget klogere er jeg da blevet af mine år under jorden.
    I de år havde jeg kun hende overfor at spejle mig i. Det var ikke meget. Men det var min eneste livline til det at være menneske.

Der var helt stille sådan en nat ved havnekanten. Gennem årene havde driftige entreprenører været i gang med at bygge store firmadomiciler til den ene side og et indkøbscenter til den anden, og der var kun et lille stykke af havnen tilbage, der endnu ikke var blevet bebygget. De nåede langt på de fire, fem uger, der tit gik imellem, at jeg kikkede forbi. Jeg var nemlig mere udsat, end jeg brød mig om, når jeg bevægede mig over broen fra Dybbølsbro S-togs-station. Hver gang jeg hørte en bil, gik jeg ned i knæ og stod helt stille. Men der var ikke mange biler på denne tid af natten. Som regel mødte jeg ikke andre end den samme hjemløse, der lå rullet ind i nogle aviser oven på en rist med varm luft. Han sov med armene foldet over kors på brystet; de var altid låst fast i den stilling. Ved siden af ham stod fem-seks udspilede plasticposer med hans ejendele. Han talte i søvne, og han var altid vred, han kunne pludselig råbe højt og forbande dem, der havde plaget ham hele hans liv.
    Det var i hvert fald, hvad jeg gættede på. Selv om jeg har stået som en saltstøtte kun et par meter fra ham, var jeg ikke i stand til at tyde hans udråb. Ville jeg bytte med ham, hvis jeg fik chancen? Jeg vidste det knap nok, for den hjemløse virkede næsten mere fortabt end mig. Han var en af den slags afvigere, flokken må jage væk, når de mister færten og begynder at gå i cirkler og langsomt forfalder i alles påsyn. For ham er der i hvert fald ingen vej tilbage. Men han fik mig til at overveje, om jeg også selv talte i søvne og måske lige så højt. På den anden side var der næsten ingen vrede tilbage i mig, og der var i hvert fald ingen, jeg gad forbande i vågen tilstand.

Mine refleksioner blev afbrudt af en uventet lyd. Et par hundrede meter længere henne ad kajen talte et menneske højt med sig selv. Jeg begyndte helt automatisk at snige mig væk, men så stoppede jeg op. Trangen til at være tæt på en artsfælle var pludselig så stærk, at jeg forsigtigt, i skyggerne fra de små bjerge af byggematerialer, der var stablet op til nok et palads i glas og glaserede sten, bevægede mig nærmere.
    Det var en mand, kunne jeg se. Og han var alene. Havde der været flere, var jeg straks vendt om. Han talte højt med sig selv. Og han var halvnøgen. Og det en efterårsnat, hvor vinden bed gennem marv og ben… Det var i sig selv så usædvanligt, at jeg blev stående på sikker afstand og iagttog ham.

Han havde drukket, et par tømte flasker lå i spredt orden ved hans side. Bortset fra den aften på værtshuset Mexico og en enkelt gang i lejligheden har jeg ikke rørt en dråbe i de ni år. Jeg har flere gange været lige ved at indkøbe en flaske vin eller spiritus i Hamins butik, men hver gang jeg tog en flaske i hånden og i tankerne genoplevede en af de aftener, hvor jeg i min beruselse var gået andre i møde som ikke så lidt mere end den, jeg var til daglig, var jeg endt med at slippe flasken, som havde jeg brændt fingrene. Risikoen for, at jeg i påvirket tilstand kunne finde på at give efter for den trang, jeg til stadighed mærkede i mig efter blot at tale med et andet menneske, ligegyldig hvilket, var for stor. Måske kunne jeg, som jeg havde været lige ved en enkelt gang, finde på at banke på naboens dør. Jeg turde slet ikke tænke den tanke til ende.

Et beruset, halvnøgent menneske. Det var altså ham, stemmen tilhørte. Og efter denne konstatering var der sådan set ingen grund til at blive stående, da hans støjende udråb meget vel kunne ende med at tilkalde en politibil eller en vægter. Men jeg havde svært ved at tage mig sammen til at gå.
    Og så begyndte han minsandten at trække sine bukser af. Det fik mig til at træde nærmere.
    Min højlydte rømmen fik ham til at dreje hovedet i retning af mig og holde en kort pause. Men derefter fortsatte han med svajende krop sit forsøg på at trække bukserne fri af fødderne.
    – Er det ikke lidt koldt? Men du er måske vinterbader? spurgte jeg.
    Med disse ord havde jeg allerede sagt mere, end jeg plejer i en hel måned. Hos Hamin bar jeg jo blot varerne hen til disken og betalte, hvad de kostede.
    – Det skider jeg på, svarede han og smed bukserne fra sig. – Nu er jeg fanden gale mig færdig med at spille klovn i deres elendige cirkus!
    Og så væltede ordene ud af ham. Jeg fik ikke fat i dem alle, men jeg kunne forstå, at han var SKIDETRÆT af alle de idioter i den kommunale forvaltning, der gjorde hans liv til et endnu større helvede, end det var i forvejen. Og hvis der var noget, han IKKE trængte til, så var det at blive overpisset af en flok åndsforsnottede lorte-bureaukrater. De kunne rende ham. De kunne rende ham NOGET SÅ GRUSOMT! Hvis livet ikke var andet end at sidde og glo på en plet på tapetet, mens alle anstrengte sig for at tage røven på ham, så kunne det FANDEN GALE MIG også være LIGE MEGET!
    – Du kan tage, hvad der er, sagde han og pegede på sit tøj. – Der er nøgler til min lejlighed, og der er penge i pungen. Adjø, amigo!

Det var her, tanken meldte sig på overrumplende vis. En ny identitet. Var det ikke det, han tilbød mig?
    Måske skulle jeg have forsøgt at få ham til at opgive sit forehavende. Men han havde ikke søgt øjenkontakt med mig, mens han sendte sin svada af ord af sted, jeg var blot et tilfældigt vidne til hans monolog om de ugerninger, han havde været udsat for. Og lad os bare se det i øjnene: Jeg var nok den sidste i verden til at levere et par opmuntrende ord.
    Så jeg sagde ikke noget. Jeg stod blot og så ham sparke skoene af.
    Og måske mente han det slet ikke så alvorligt. Måske opførte han med jævne mellemrum denne lille scene ved havnekanten. Om lidt ville han tage tøjet på igen og gå sin vej.
    Men et orkester var allerede begyndt at spille inde i mit hoved; det var et stort orkester, et bigband fra fyrrerne med sorte musikere, min storebror havde haft masser af lp-plader med den slags orkestre. Og mens orkestret spillede, så jeg ham for mit indre blik tage et hovedspring ud over kanten, jeg så mig selv iføre mig hans tøj og vandre bort som en helt anden med et nøglebundt i lommen, jeg så mig selv spise et varmt måltid mad på en restaurant, jeg så mig selv hilse med et glas vin i hånden på en smuk pige ved nabobordet. Åh gud, åh gud, åh gud, musikken spillede og spillede i mit hoved ved tanken om, hvor snublende tæt (bogstaveligt talt) jeg var på at kunne genopstå som menneske.
    Men jeg gjorde mit bedste for ikke at lade mig rive med af musikken, jeg strittede imod, alt hvad jeg kunne. Selvfølgelig gjorde han ikke alvor af det, selvfølgelig gjorde han ikke det. Ikke alene var vandet koldt og beskidt, og det ville i sig selv afskrække de fleste. Men jeg vidste fra mig selv, at det kun var de færreste, der havde det så slemt, når det kom til stykket, at de var parat til at give afkald på selv det mest beskedne håb om, at deres liv kunne forandre sig til det bedre.
    Så regn ikke med noget, indskærpede jeg mig selv. Men billederne fortsatte med at komme myldrende, jeg så farvelagte billeder af mig selv på en udendørs café med lattermilde tøser omkring mig, himlen var blå, træerne grønne, solen lignede en fuldmoden appelsin… musikken blev ved og ved, og jeg havde svært ved at holde benene på jorden.

Han havde stillet sig helt hen til kanten, han var ikke noget smukt syn, hans halvfede, hvide krop med små bryster som en teenager-pige fyldte både undertrøje og underbukser helt ud. Men vi var nogenlunde af samme højde, han var næppe mere end et par år ældre end mig; jeg mener, hvis det endelig SKULLE være…
    Uden varsel sprang han ud i luften og forsvandt. Plasket, da han ramte vandoverfladen, overdøvede musikken i mit hoved, og fortumlet skyndte jeg mig hen til kanten. Han var allerede væk, men på den sortblanke vandoverflade samlede der sig en flok urolige bobler. Så røg hans hvide krop pludselig op fra dybet, som havde den ramt en trampolin et sted dernede; som en lille, glat, blegfed sæl lå den et par sekunder og skvulpede frem og tilbage og udstødte gispende lyde, inden den igen sank mod dybet. Men denne gang gav hans krop sig så god tid, at jeg kunne have nået at vinke farvel.
    Mine øjne slap ikke de urolige ringe på vandoverfladen. Ville han dukke op igen?
    Det gjorde han. Men der gik så lang tid, at jeg begyndte at indbilde mig, at en eller anden havde grebet fat i ham dernede og ikke ville slippe ham igen. Og denne gang blev han liggende med hovedet og det øverste af kroppen synligt. Han lignede mest af alt en strandet koteletfisk.
    Det forekom mig at være et brud på naturlovene, at han ikke straks sank igen. Så slog det mig, at han ikke kunne ligge dér og skvulpe i vandoverfladen, når dagslyset kom, og området summede med arbejdere. Han måtte altså ned på bunden igen. Og blive der!

På byggepladsen i nærheden fandt jeg en kort betonbjælke med en rusten wire igennem. Den trak jeg hen til kanten, mens jeg hev mit tøj af, for jeg måtte ned i vandet for at få ham ind til kanten.
    Vandet var iskoldt, og allerede her var jeg ved at opgive. Men jeg fik ham bugseret hen til kanten og forsøgte at binde wiren rundt om den hvide, glatte krop, der blev ved med at glide fra mig. Flere gange hørte jeg biler passere oppe på vejen. Senere har jeg tænkt på, at en af dem kunne være en politibil. De kunne være stoppet op, de kunne have indfanget mig i deres lyskegle med en død mand i armene…
    Min krop var følelsesløs af kulde, da det langt om længe lykkedes mig at få wiren surret fast til liget. Nu manglede jeg bare at skubbe bjælken ud over kanten. Så ville han ryge ned på bunden og forblive der for tid og evighed.
    Og så kom chokket. Jeg stivnede med den kolde krop i hænderne. Den var begyndt at bevæge sig, og ud af munden kom gylpende lyde, som om kroppen fortsat befandt sig under vand. HAN VAR STADIG I LIVE!
    – Nej. Nej. Nej. Ikke nu. Ikke nu, FOR SATAN!
    Sådan havde jeg ikke skreget i årevis. Og usammenhængende ord fortsatte med at vælte ud af min mund, indtil krampen i mine overarme tvang mig til at slippe ham. Kroppen var sat i bevægelse, og den ramte havnebassinets betonvæg lige under overfladen med hovedet først. Han kunne ikke have overlevet det slag, skyndte jeg at fortælle mig selv. Han bevægede sig da heller ikke mere.
    Jeg kom op på kanten igen, og med en rødviolet tåge for øjnene trak jeg hans tøj på. Jeg savnede en livrem til at holde bukserne oppe, men både skjorten og den slidte skindjakke passede mig så nogenlunde. Til sidst skubbede jeg betonbjælken ud over kanten og så den i en rasende fart trække kroppen med sig ned. Derefter skyndte jeg mig væk.

Jeg var hurtig til at krybe ind i skyggerne, når en bil nærmede sig. Den vane er ikke så nem at slippe af med. Den sidder faktisk lidt i mig endnu.
    Ved en kraftig gadelygte i Dybbølsgade trak jeg tegnebogen op af baglommen. Hvis nogen havde set mig på afstand, ville de uden tvivl have gættet på, at der var et eller andet fordækt ved mig og den tegnebog. Havde de lagt en hånd på min brystkasse, ville de have mærket, hvordan mit hjerte hamrede. Ikke alene følte jeg mig på forbudte veje. Men den tanke havde strejfet mig: Var der overhovedet en adresse i tegnebogen? Jeg havde jo ikke meget glæde af nøglerne, hvis jeg ikke vidste, hvilken dør jeg skulle stikke dem ind i.
    Men jeg fandt med det samme et sygesikringskort med navnet Frank Kristensen. Adressen var i Eskildsgade. Der gik jeg hen.
    Om et par timer ville det være lyst. Og med dagen kom min nye identitet. Frank Kristensen? Tjah. Det kunne have været værre."