En omgang mandfolkedigte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Hva' så, Nikolaj. Du går nok i joggingbukser eller hvad?

Sejt nok, måske, og skal vi så lade den latterligt tidstypiske forside – alt for "i gåseøjne" provokerende i sine egne overforståede udråbstegn, årh hvad?! Grænsen mellem skønlitteratur og biografi overskrides, igen!

Jeg er bange for, at selv Poul Behrendt er holdt op med blive besjælet af den slags blafrende tegn – hvile og kigge lidt på teksterne i stedet for.

God balance
Hvis man ellers kan få sig selv til at indrømme det, debuterer Nikolaj Zeuthen med en, øh, potent omgang mandfolkedigte, der tilmed rummer befriende humor.

De er sådan ikke alt for mærkelige men alligevel digtagtige nok til at give tanken fryd og noget at bevæge sig rundt om. Zeuthen rammer generelt en rigtig god balance mellem at sige noget og at sige lidt for meget.

Det er sgu da meget fedt at føle, man forstår, hvad det er der foregår. Hjerne, hjerte og nosser, som det engang er blevet sagt.

Klart belyste hverdagssituationer
De svagere digte, som fx mandevenner, er sådan lidt for langt inde i overtydeligheden, indholdet og budskabets revirer.

Mens de stærkere digte, som fx i soveværelset på konen, i et hjørne i en skygge statsministeren og den eminente rabler alle ned i fakta nu, bugter deres skarpe lydlighed og tilpas sønderslåede syntaks gennem variation og gentagelse frem til en vifte af klart belyste hverdagssituationer og globale problematikker; prisen på økologisk mælk og så alt det der med klimaet, og hvordan det er at blive en mand.

Det hele er sikkert indfanget i titlen Oliebål (en slags synonym for "verden").

En slags sproghandling
Sidst og mindst det ligegyldige genre-eksperiment humanist (filmreferat) der måske, måske ikke er en novelle eller ligesom sådan én.

Teksten handler om noget, jeg-fortælleren har set på en film, som han lånte i Filmhuset. "Filmen var på en vhs-kassette" som der blandt andet står i den minimalistisk lakoniske beretning om noget, der ikke ligefrem er sindsoprivende.

Nå ja, den handler så om en eller anden universitetsuddannet stakkel, der muligvis, muligvis ikke har så og så mange berøringsflader med den virkelige person Nikolaj Zeuthen.

Jeg tror, det er en slags sproghandling, der skal få læsere til at google sig frem til om filmen humanist rent faktisk findes i virkeligheden eller ej. Den er ikke lykkedes hos mig. Slutningen er imidlertid effen, og totalt set er Oliebål rigtig god.