Rasmus Nikolajsen væver tæt og let med billedsprudlende sammenligninger og fine refleksioner i sit remix af H.C. Andersens Athen-rejse.

ANMELDELSE: I 1841 tilbragte H.C. Andersen dagene fra 24. marts til 20. april i Athen som led i en længere europæisk rejse. Opholdet findes beskrevet i En digters bazar, og her overvejer Andersen bl.a., hvordan man dømmer "fra forskjelligt Standpunkt efter Vaner og Anskuelser."

166 år senere begiver den unge digter Rasmus Nikolajsen sig af sted til Grækenlands hovedstad med det formål at reality-remixe Andersens Athen-rejse.

Der er altså ikke tale om et remix af Andersens tekst, men derimod en slags gen-afspilning af opholdet, gjort og beskrevet af en ny person, sat ind i samme tidsrum, 24. marts til 20. april.

En anden tids tempo
Man må sandelig sige, at de respektive digtere dømmer forskelligt, men de to tekster er på hver deres måde! meget fin læsning.

Hvor H.C. Andersen hele tiden, lettere naiv måske, opretholder sin udadvendte nysgerrighed og søger at vinde energi ved ydmyg begejstring over det fremmede, da bærer Rasmus Nikolajsen langt mere splittede og kritiske briller.

I en note fortæller han, hvordan bogen "indeholder citater og samplinger fra en lang række værker og internetsider læst undervejs". Refleksioner og udtryk knaser i en anden tids tempo, og det er måske netop der reality-eksperimentet bliver interessant. Hvad sker der i dette tidsrum, og hvad betyder det for denne digter?

Sammenlignende tekstrejse
Rejseromanen skydes af sted med en heftig serie af sammenligninger:

"Solen så i morges (24.03.07, kl. 6.34) ud som var den farvekuglen i en spraydåse der sprøjtede 1 stk. vellykket street art hen over rangérarealet bag Hovedbanegården og ind på de sydøstvendte husmure på Ingerslevsgade med en umulig orange-gylden farve, konstant sig selv udslettende ved fornyelse som mig der nu sidder i Vær. 1 i gæsteboligen i Det Danske Institut i Athen, hvor jeg er taget til uden anden grund end at reality-remixe H.C. Andersens Athen-rejse fra 24. marts til 20.april 1841, og ikke kan finde ud af om jeg skal føle mig i fængsel som en aflivet hund lagt overdrevent pænt til rette, som når man har rodet i andres ting, i hundekurven, og så står regnen tilmed ned i næsten usynlige tremmer som tryksværte stukket af fra en 90'er digtsamling – eller privilegeret."

[S. 5-6]

Og der har vi altså et tempo og en lyrisk veloplagthed, som fastholdes gennem hele bogen. Rastløst løber billederne af sted, sammenligning på sammenligning fæstnet ved fine små refleksioner over kærlighed, liv, løgn og litteratur.

Rasmus Nikolajsen væver fantastisk tæt og let, og det at billederne er så sjove og farverige, gør at de lige når at klæbe i læserens øre, før fortælleren smutter videre i sin tekstrejsende transformation.

Der behøver vel ikke gå 200 år, før vi udråber et hold Rasmus Nikolajsen-ambassadører...