Læs mere om Stadshuset, hvor dele af Liza Marklunds Nobels testamente forgår...

Åkandeteknikken slår til

ANMELDELSE: Hvad er det lige, der gør, at Liza Marklund skiller sig markant ud i et ellers efterhånden både imponerende stort og imponerede velskrivende kompagni af skandinaviske femikriminalister? Spørgsmålet er højaktuelt lige nu, hvor Marklund udgiver det sjette fritstående bind i serien om journalisten Annika Bengtzon, Nobels testamente.

For det gør hun – skiller sig ud. Positivt, vel at mærke. Og – endnu mere bemærkelsesværdigt – altså langt fra på nogen billig baggrund.

Superstram roman
Skal vi nærme os et svar, så må vi til en start konstatere, at Marklund heller ikke i dette bind er specielt meget mere krimi end femi. Alligevel formår hun at fastholde sin læser med øjet klistret til teksten. Det er ikke meget mere end en måned siden, at en anden af Senturas anmeldere [Anne Liisberg, red.] komplimenterede Elsebeth Egholms nye roman for at være netop mere krimi end femi – og alligevel vil jeg til enhver tid hævde, at Nobels testamente er flere gradbøjninger mere sindsoprivende og neglebidende end Egholms Nærmeste pårørende.

For Marklund bruger nemlig femidelen, altså dykkene ned i privatliv, haltende sexliv, børneliv osv. osv., som et aktiv på flere planer: Hun nøjes ikke med at bruge det til at give sin karakter fylde og personlighed – nej, hun strammer på skruerne og presser tempoet og intesiteten i vejret på alle planer på én gang hen mod klimaks. Det betyder, at vores stakkels heltinde til sidst i bogen ikke bare er ved at blive fyret, nej hun er også ved at miste forstanden, miste sin mand, blive slået ihjel af to-tre forskellige gerningsmænd og kampsnydt og – udnyttet af sin hjerteveninde, alt imens hun faktisk også er ved at opklare en særdeles spektakulær seriedrabssag gennem sin journalistiske tæft. Det er nok til at tage pusten fra de fleste – inklusive ellers hårdføre Annika Bengtzon – og denne læser.

Eller sagt på en anden måde: Liza Marklund skriver allerhelvedes tight! Trods romanens fylde (+ 500 sider), trods genrens obligatoriske sidespring ind i privatsfæren, så er Nobels testamente en superstram roman. Den har et stensikkert og uigennemskueligt plot, der kun langsomt optrevles for ens blik og konsekvent overrasker sin læser. Karaktererne er præcist og omhyggeligt tegnet op – ofte med stor hjælp fra det, der ikke står på siderne.

Det er antydningens kunst. Det er isbjergsteknikken (ok – måske ikke helt et isbjerg, men så en åkande; det er muligt, at man tror, at man kan overskue hele planten, men i virkeligheden ser man kun den ene side, den med blomsten. Den anden, den med roden, er skjult under vandet), det er journalismens grundregel nr. 1: Don't tell it – show it. Det er godt!

Mord i Nobelnatten
Romanen starter lige på, hårdt og lidt overraskende. Vi er til Nobelfest. Alle prismodtagerne er inviteret til bal, kongehuset er med sammen med pressen og en række notabiliteter. Nåja – og så lige en hyret revolver, en lejemorder, der har sit offer dansende rundt på de bonede gulve…

Skuddene falder, mordet er – næsten – perfekt, og som altid befinder Annika Bengtzon lige midt i begivenhedernes centrum. Tilfældet vil, at hun endda bliver politiets hovedvidne – og dermed diskvalificerer sig selv fra at skrive om mordet og de efterfølgende forviklinger. Men det betyder dog ikke, at den overivrige, evigt stressede journalist kan lade historien hvile. Selvfølgelig kan hun ikke det…

Som nævnt er det både spændende, intelligent og helt basalt god læsning. I Nobels testamente holder Marklund for alvor tungen lige i munden og balancerer tre-fire handlingsforløb og flash back-serier knivskarpt. Det hele er korrekt doseret – ikke et komma står forkert.