|
Af Ulf Joel Jensen
|
Det er vel gået
op for de fleste, at modtageren af Nobels litteraturpris i år hedder
Günter Grass. Efter den meget store overraskelse i 1997, hvor dramatikeren
Dario Fo løb med æren (og de knap 8 millioner svenske kroner),
har vi altså oplevet to af de sjældne år, hvor én
af favoritterne fik hæderen. Sidste år gik prisen til José
Saramago fra Portugal, og Saramago har ganske som Günter Grass i
flere år været nævnt blandt de, som fortjente prisen.
Men hvor der er en vinder, må der nødvendigvis også
være en taber. Som Henrik Nordbrandt slog fast, da han ikke modtog
Nordisk Råds Litteraturpris, selvom han var blevet bedt om at holde
sig parat ved telefonen, så uddeles der ikke alene smukke priser
- men også meget hårde straffe. Og hvorfor hører vi
egentlig så forbavsende lidt om de personer, der ikke får
Nobelprisen? Det er da interessant at vide, hvem der var med i slutspurten,
hvorfor de ikke fik den - og hvor tæt på de danske forfattere
egentlig er.
Tjah - til dette spørgsmål svarer Bo Svensén, der
er sekretærens sekretær i Nobelpriskomiteen, at anden, tredie,
fjerde og femtepladser er noget, man tager meget alvorligt i Nobel-sammenhænge.
Så alvorligt, at alle oplysninger omkring prisuddelingen, der ikke
lige har at gøre med modtageren, behandles fortroligt og opbevares
forseglet i 50 år efter uddelingen...
Derfor!
Den iranske forbindelse
Alligevel er der jo fra tid til anden rygter i omløb om personer,
der var uhyggeligt tæt på at modtage prisen. Eller folk der
måske skal ha' den. Og ganske ofte rammer forudsigelserne plet.
I år var det f.eks. vanskeligt at åbne en avis op til afsløringen
af Günter Grass som modtageren uden at støde på hans
navn. Hvordan dét så kan lade sig gøre, er lidt af
et mysterium, som dog forholdsvis sikkert bunder i, at det trods alt er
mennesker, der har med uddelingen at gøre - og mennesker er jo
kendt for at tale. Ind imellem over sig.
Men ikke den gode Svensén. Hans mund er lukket med syv segl. Derfor
må vi endnu engang ty til gætterierne, når det gælder
de personer, som blev forbigået i år. Ja, det vil sige - ét
svar er der jo: Alle andre end den gode hr. Grass - men det svar er måske
en kende for bredt. Mere præcis har Salman Rushdie f.eks. været
nævnt som favorit i så mange år, at det efterhånden
forekommer næsten usandsynligt, at han nogensinde får den.
Omvendt fik Grass den jo i år efter årtier som kandidat -
så måske er der håb endnu.
Rushdie har dog allerede sat sit markante præg på prisen,
idet han indirekte og i øvrigt ganske uforskyldt var årsag
til én af de større skandaler i den nyere Nobelhistorie:
I 1989 modtog det Svenske Akademi (som forestår uddelingen af prisen)
en anmodning om i hvert fald moralsk støtte til Rushdie, der netop
var blevet udset til den iranske ayatollahs syndebuk nr. 1 for sin bog
"De sataniske vers". Men den daværende sekretær
afslog med det resultat, at tre af de atten medlemmer (der i øvrigt
er valgt for livstid) valgte at forlade Akademiet. Det er altså
ikke kun den danske regering, der er i stand til at træde i spinaten,
når det gælder Rushdie, og denne lidt triste historie kunne
meget vel tænkes at blive hans Nobelpris-skæbne.
En anden anden i mine øjne ganske oplagt kandidat er tyrkiske Orhan
Pamuk. Pamuk nævnes ganske vist ikke så ofte i Nobelsammenhæng,
men det gør ikke hans litteratur mindre enestående. Han er
eksponent for det moderne, vestligt orienterede Tyrkiet, og på dansk
kan vi læse "Det hvide slot", "Den sorte bog"
og "Det nye liv". Hans bøger er smukke og storladne -
intellektuelle og ægte litteratur. Altså en rigtig Nobel-kandidat.
Pamuks problem i dén forbindelse kan dels være alderen (han
er ganske enkelt for ung), og desuden er han i lidt samme situation som
den gode Rushdie; han kan være et for kontroversielt valg, idet
han ikke ligefrem er populær blandt de muslimske magthavere i sit
hjemland.
Nobelpriskandidat eller ej - læs endelig Pamuk. I "Den sorte
bog" siger han det selv så rammende: "Intet kan være
så forunderligt som livet. Bortset fra litteraturen."
Danske kandidater og vindere
Skulle jeg ganske kort komme ind på de danske emner til en Nobelpris,
så har Inger Christensen i flere år været meget hot
i denne sammenhæng i de danske medier - problemet er bare, at hos
det Svenske Akademi er hun tilsyneladende not. Villy Sørensen var
i 1994 angiveligt temmelig tæt på at løbe med æren,
der i stedet gik til dét års outsider; japanske Kenzabouro
Oë. Villy Sørensen er stadig inde i billedet, og han og Inger
Christensen bør have selskab af Henrik Nordbrandt, der komplet
uforståeligt end ikke har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris.
Nordbrandts poesi er intet mindre end usædvanligt smuk. Desuden
skulle det undre meget, hvis ikke navne som Klaus Rifbjerg, Søren
Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Jess Ørnsbo har været oppe
og vende, når man på denne side af sundet har skullet indstille
til verdens fornemste litterære pris.
Generelt er det dog ikke ligefrem danskerne, der har overrendt den Nobel'ske
røde løber. Faktisk er der kun tre hjemlige forfattere,
der har modtaget det 98 år gamle hædersbevis - og to af dem
måtte endda dele. I 1949 hed modtageren, som de fleste vil vide,
Johannes V. Jensen, og 22 år tidligere, altså i 1917, delte
Henrik Pontoppidan i porten med Karl Gjellerup. Gjellerup er siden næsten
forsvundet ud af den danske litteraturhistorie - og forglemmelsens skæbne
er han bestemt ikke ene om i Nobelhistorien. Hvor mange digte har du f.eks.
læst af Wislawa Szymborska fra Polen? Nej, vel - og det på
trods af, at det kun er tre år siden, Wislawa Szymborska fik prisen.
Skulle din nysgerrighed være vakt, så findes Szymborskas i
øvrigt meget underholdende digte i bogen "En kat i en tom
lejlighed".
Heldigvis må man dog efter et hurtigt blik ned over listen med nobelprismodtagerne
konstatere, at de fleste af forfatterne er repræsentanter for endog
meget stor litteratur. Ja, det skulle såmænd ikke undre, om
alle modtagerne ét eller andet sted havde fortjent prisen - også
selvom der altid vil være navne, man savner i denne sammenhæng.
Danske Blixen, vil mange nok kigge forgæves efter - og hvad med
Scott Fitzgerald, John O'Hara, Marcel Proust, Franz Kafka og D. H. Lawrence?
Men på trods af manglerne må man bøje sig for dem,
der er på listen. Skal jeg fremhæve en enkelt af det seneste
årtis modtagere, så må det blive Derek Walcott, der
skriver digte, som var verden en anden, smukkere og meget større.
På dansk forelægger "Øvelser før eksilet"
og "Havet er historien". Generelt må konklusionen lyde,
at de 96 modtagere af Nobels Litteraturpris er urimeligt godt selskab
på en en kold efterårsaften.
Se selv.
[
h j e m ]
|
