Lars Kjædegaard har spolet tiden 150 år tilbage for at fortælle historien om at skille sig ud – på godt og ondt. Om at ville sig selv – på godt og ondt. I sidste ende bliver det til historien om det onde mod det gode. Og dét er godt. Den historiske ramme i bogen, derimod, er mere tvivlsom…

Enhver, der har stiftet bekendtskab med Lars Kjædegaards univers, ved, at han om nogen kan tegne et præcist billede af den nordsjællandske miniputverden, hvor alt det grimme lige præcis ikke kan ses: Det anes kun – lurende akkurat under overfladen.

Det være sig under den spejlblanke skovsø i klædelig solnedgangslys, bag de hvidskurede vægge på de mondæne boliger, under de pæne, glatte ansigtstræk hos bedsteborgerne eller bag den nyopførte baderumsbygning på mønstercampingpladsen.

Enhver, der giver sig i kast med Lars Kjædegaards nyeste epos, Noget fremmed, vil erfare, at det kan han stadig.

Bedre og bedre
For scenen er den samme som altid: Lars Kjædegaards verden er forankret i Helsingør – herfra går alle hans veje både til og fra. Og skal man tro Kjædegaard, har indbyggerne dér – måske menneskeheden som helhed – ikke ændret sig nævneværdigt på 150 år. For selvom vi ikke har flyttet os mange meter, hvad angår location og persongalleri i forhold til Lars Kjædegaards tidligere bøger, så har vi flyttet os i tid.

Vi skriver nu 1864 og bevæger os i tidsrummet mellem Danmarks forsmædelige nederlag til tyskerne ved Dybbøl Mølle og fredsslutningen i Wien.

Den første halvdel af romanen går med at trænge under huden på tiden. Med få svinkeærinder, som bla. går bag facaden på Kong Christian og Dronning Louise, lærer vi romanens personer at kende og får dem placeret i en samtid, hvor damplokomotivet er den revolutionerende nye landvinding. Det er grundigt gjort – og derfor går det også langsomt.

Når man, som jeg, ikke er en synderlig stor tilhænger af den historiske roman, går det for langsomt. Jeg er meget tæt på at kalde den første halvdel af romanen for en decideret langgaber tilsat lidt kolorit og leben i form af kongelig røgelse, skørlevned og almindeligt horen rundt. Men rolig nu – romanen bliver dog bedre og bedre, som den skrider frem.

Jøden og hesten – og mennesket
Bogen igennem følger vi Rasmus, krigsinvalid og, trods sin solide forankring i samtiden, med anlæg til moderne overvejelser om ret og uret, og hans nyfundne kammerat Samuel (som på bogens bagside bizart nok refereres til som Benjamin). Samuel er jøde, en central detalje, men trods dette etniske tilhørsforhold en ivrig og fremragende rytter. Jeg ved ikke, hvad det er med jøder og heste – men tilsyneladende har de et notorisk dårligt forhold til hinanden. Det gøres der en del ud af i bogen; som et billede på, at Samuel ikke er som jøder er flest. I det hele taget er han ikke, som samtidens folk er flest. Han er – som Rasmus er blevet det efter at have returneret med sine handicaps og mentale kvababbelser efter krigen – noget fremmed.

Samuel er en flyvsk natur, en moderne humanist og i modsætning til de fleste ikke synderligt interesseret i folks tilhørsforhold; socialt, etnisk eller politisk. Det handler om at være mensch – ikke goy eller yiddischer. Bare mensch. Menneske frem for jøde eller ikke-jøde. God frem for slet. Samuel er notorisk ugift, men han holder sig en kvinde og et barn langt ude i skoven uden for Helsingør, og ca. halvvejs i bogen rager han for alvor uklar med den forsumpede og afstumpede godsejer Knohr – og så er det bogen for alvor tager fart.

Og det er også hér, at Lars Kjædegaard igen kommer på tematisk hjemmebane: I skildringen af ondskaben og råheden personificeret af godsejeren og hans forvalter. I den anden halvdel af bogen, som former sig som et kapløb med tiden i flere forskellige handlingstråde, er det som om, thrilleren overtager scenen fra den historiske roman. Og det bekommer i hvert fald mig vel.

Ondskab og kærlighed
Til slut ender vi vel nogenlunde der, hvor vi plejer at ende med Lars Kjædegaard: Han har en forkærlighed for slutninger, der et eller andet sted går op. Ikke nødvendigvis i ideel lykke – men dog i en mildere stemning, end man kunne have risikeret.

Og efter endt læsning må man nødvendigvis gøre status: Hvorfor var det lige, at vi skulle et svip omkring 1864 for at få fortalt denne historie. Jeg mener: Når den nu alligevel ender med at ligne en række af Kjædegaards tidligere (vældigt gode) romaner? Hvad får vi egentlig ud af den historiske ramme?

Tjah – der er selvfølgelig en pointe i, at ondskaben er den samme uanset årstallet, den udspiller sig i. Måske virker den en anelse forrået af at tilhøre en anden samtid med offentlige henrettelser osv. – men dybest set er den ens. Det er ikke ligefrem fortrøstningsfuldt, men heldigvis er der kærligheden – den kødelige mellem mand og kvinde, venskabet mellem mand og mand og båndet mellem far og søn – og den er så tilsyneladende også identisk på tværs af tid.