Der har været langt mellem norske film i danske biografer de sidste år. Det tegner måske til at ændre sig i kølvandet på Heftig og begejstret og Elling. Ikke mindst pga. forfatteren Erlend Loe, der er en central skikkelse på den norske filmscene. Han har skrevet manuskript til den fine film Detektor – som vi bare ikke har fået lov til at se herhjemme.

Frivilligt morsomme film. Det er noget, mange norske kritikere har glædet sig over, at der er blevet lavet de sidste år i Norge. Film som Pål Sletaunes Junk Mail og Bent Hamers Eggs har introduceret en ny norsk komedieform, og på det seneste har film som Pål Jackmans Detektor og Mongoland af Arild Østin Ommundsen hevet nordmænd i biografen til en god blanding af substans og humor. Begge film er nutidige historier om mere eller mindre almindelige menneskers problemer, og især Detektor demonstrerer med stor overbevisning, at norsk humor langt fra er en umulighed. En fordom mange danskere ellers ynder at udbasunere – og så måske lige indrømme, at de en gang i tidernes morgen grinede af Fleksnes i tv.

Detektor har været et vigtigt værk for norsk films styrkede selvtillid i begyndelsen af det nye årtusinde. Filmen blev skabt af et hav af unge, nye navne, men trods de mange debutanter blev den den mest sete norske film i 2000 og havnede som en flot nummer ti blandt alle årets premierer. Instruktøren Pål Jackman havde tidligere kun lavet kort- og reklamefilm, og mange af skuespillerne var ubeskrevne blade. Til gengæld sikrede filmens spillefilmdebuterende manuskriptforfatter, Erlend Loe, at filmen fik en god portion forhåndsomtale.

Jern i ilden

Foto: Stein Jørgensen

Siden debutromanen Tatt av kvinnen fra 1993 er Erlend Loe blevet anset som et stort talent på den litterære scene i Norge. Hans minimalistiske genistreg Naiv. Super skaffede ham i 1996 stjernestatus, og siden har Loe konsolideret succesen med romanerne L og Fakta om Finland. Sideløbende har han skrevet en række børnebøger og oversat værker af den amerikanske digter Hal Sirowitz.

Loe har mange jern i ilden, men heldigvis har han også en stor kærlighed til film og har været med til at give det hårdt trængte norske filmmiljø en saltvandsindsprøjtning. Efter succesen med Detektor er han snart aktuel i Norge som forfatter til dele af den politiske episodekomedie Folk flest bor i Kina. Og så er han nyudnævnt spillefilmkonsulent, og dermed et af de tre magtfulde mennesker, som bestemmer hvilke film, der skal bevilges penge til produktionsstøtte.

Leg og moro
Ud over en universitetsuddannelse har Loe gået på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje med afgang 1996. I skolens afgangshæfte med Loes blå bog kan man bl.a. læse, at hans interesser er »baseret på sjælens renselse gennem leg og moro« og at han godt kunne tænke sig at blive »en respekteret, trendsættende manuskriptforfatter, som jages af journalister, men aldrig siger et ord«.

Den blå bog byder også på et underholdende manuskriptuddrag, hvor man kan følge, hvordan en fiktiv producent har tvunget Loe til at skrive sit actionfyldte manus Brændt til døde om til den anderledes fredelige film Stille dage på Vesterbro. Historiens location er flyttet fra Amazonas til Vesterbro, solen er blevet til regn, pistolerne er blevet til frisbees, helikopterne til spurve, og al aggressivitet er blevet til lutter lune smil og lykke.

Det er Loes ironiske kommentar til situationen for skandinaviske manuskriptforfattere, men heldigvis er det med Detektor lykkedes ham at skabe noget både gribende og morsomt uden at ty til hverken det amerikanske effektjagende apparat eller den stillestående skandinaviske 'jamen vi kan da snakke om det'-film.

Detektor er sat i nutidens Oslo og er i bund og grund en alvorlig fortælling om en ung mands længsel efter den far, han aldrig har kendt, og hans kamp for at frigøre sig fra sin mor og indlede et forhold til en kvinde på hans egen alder. Det er også en fin fortælling om den første store forelskelse, men samtidig er det en afsindig historie om en samisk privatdetektiv på jagt efter en forsvunden bonde samt en række andre bifigurer som hovedpersonens maniske radioamatørven, en psykotisk musiker og en terapisøgende satanist.

Loe har skabt et fascinerende persongalleri, som giver den unge, nyuddannede psykolog i historiens centrum rig mulighed for at få modspil og havne i sjove situationer. Det er en spøjs blanding af alvor og humor, men det fungerer overraskende godt, og der er ikke noget at sige til, at mange unge norske biografgængere fik lyst til at være i sal med det underholdende selskab. Og det lover godt for de kommende år, at et stort set enigt kritikerkor glædede sig over det friske pust på filmscenen.

Tør vi satse?
Det, der overrasker mest i forhold til Detektor er, at vi ikke får lov at se den herhjemme. På filmpolitisk plan bruges der mange ressourcer på at fremme nordisk co-produktion, bl.a. gennem støttetiltag som Nordisk Film & TV Fond. Detektor er officielt en norsk film, men den er co-produceret med danske Nimbus Film, og det er svært at se, hvorfor vi ikke får lov at se den i de danske biografer. Godt nok plejer norske film ikke at finde det store publikum herhjemme, men er det ikke på tide at prøve at gøre noget ved det? Det giver ikke meget mening af co-producere, hvis man ikke også forsøger at co-distribuere. Vi er ekstremt dårlige til at se hinandens film i Norden, og der skal nok en fokuseret indsats til for at ændre på det.

Overraskende nok har en del norske film haft dansk premiere på det sidste, og flere er på vej. Knut Erik Jensens forfrosne mandekorsfilm Heftig og begejstret fik dansk premiere sidste år, og en af dette års første premierer var Petter Næss' underfundige komedie Elling. Elling er baseret på Ingvar Ambjørnsens bestseller Brødre i blodet og skildrer venskabet mellem de to originaler Elling og Kjell Bjarne, der efter to år på institution skal prøve at stå på egne ben i Oslo. Vi følger dem overvinde deres mange fobier, indtil surkålspoeten kommer på banen, og den lune historie er bestemt værd at se. Det mente både nordmændene og publikum på filmfestivaler verden over. Spørgsmålet er så, om det danske publikum tør satse norsk ved billetlugen.

Og ellers har Ole Bornedals filmatisering af Dinas bog haft premiere i marts, men den regner vi vel herhjemme ikke helt for en rendyrket norsk film med Ole i instruktørstolen, Dan Laustsen bag kameraet og bl.a. Mads Mikkelsen på billederne.

En chance til Detektor
Der har sjældent været så mange norske indslag i biograferne på så kort tid som i de sidste måneder, og forhåbentlig dukker Detektor også op. Efter succesen for svenske Josef Fares' Jalla! Jalla! kan det være, at der er mindre skepsis over for andre skandinaviske komedier, om end filmene vitterlig er forskellige. Men det er nu ikke kun os, der svigter de andre landes film. Under 50.000 svenskere havde f.eks lyst til at se Susanne Biers Den Eneste Ene, som hev over 800.000 danskere i biografen. Og en vellykket og rost svensk film som Fucking Åmål besatte kun 62.805 sæder i Danmark, men nordmændene tog den til gengæld til sig med næsten 500.000 solgte billetter.

Det er ikke let at vide, hvad der vil fungere i nabolandene, men det er vigtigt, at vi får mulighed for at se hinandens film. Det fremhæves gang på gang på den årlige film festival i Göteborg i februar, der med en stort anlagt nordisk konkurrence forsøger at sætte fokus på de bedste nordiske film fra det forgangne år. Der er et festivalforum for filmene, men den almindelige biografgænger har ikke mange muligheder for at se dem.

Det ville være dejligt, hvis det ændrede sig efterhånden, og man kunne passende starte med at give Detektor en chance. En dansk distributør har længe pønset på det men endnu ikke turde tage springet. Hvis ikke det bliver tilfældet, må vi så nøjes med at fange filmen på dvd, hvilket efterhånden er den eneste chance for at se mange af de nordiske co-produktioner – med mindre man selv rejser efter dem.

Og så kan man kun håbe, at Norge med en spillefilmkonsulent som Erlend Loe kan byde på en masse nye spændende film de kommende år. Loe har udtalt, at han som udgangspunkt ønsker at se friske, nye, helst samtidige ting og gerne små billige frem for det store og tunge. Detektor er et vellykket eksempel på den strategi og har været med til at give det norske publikum mod på de lokale film igen. Der var blot syv norske premierer i 2001, men de skaffede en flot markedsandel på 15%. 2002 tegner til at byde på 13 nye film. Forhåbentlig nogle gode af slagsen, hvoraf vi får lov at se flere end den selvskrevne I am Dina.

Vil man vide mere om norsk film kan man f.eks. tjekke Norsk Filminstitutts hjemmeside www.nfi.no eller læse relevante artikler fra tidsskriftet Film och Kino på www.filmweb.no/filmogkino