Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Fremmedord

104 sider
Kr. 185,-
Tiderne Skifter

Grafik: Vivi Jul Nielsen
Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt i Sentura #10. Adil Erdem:

Fremmed igen
Fra:"Fremmedord"

Yakub skubbede sofaen på plads og kiggede på sin kone Esma, som gik rundt om spisebordet og talte stolene igen og igen. Uden at blande sig satte han sig i sofaen og tænkte.
    Det gjorde han tit, siden de var flyttet fra Danmark til landsbyen igen. Sad og tænkte. Esma kunne se Yakubs ansigt for sig, små og store rynker under hagen, øjnene som var besat af små fine rynker, og hovedet, som sank ned mod brystet.
    "En, to, tre, fire, fem og seks," sagde Esma på dansk, og blev stående med hænderne i siden.
    Imamen havde været på besøg næsten hver dag, siden de var kommet. Og han havde gjort alt for at Yakub skulle blande sig noget mere i hans selskab omkring moskeen, ligesom han havde gjort alle de andre gange, Yakub var på sommerferie i landsbyen. Men rygterne i landsbyen ville også vide, at Yakub havde indrømmet, at efter 25 år i Danmark måtte han på et eller andet tidspunkt have spist svinekød. Store Yusuf, som var indehaver af kiosken ved Moskeen, havde også klart givet udtryk for, at Yakub med 25 år i Danmark, i det hele taget bosat i et kristent land, ikke var værdig til selskabet i landsbyen og sandelig heller ikke til Islam.
    "En, to, tre, fire, fem og seks," sagde Esma igen. Denne gang havde hun talt på tyrkisk. "Jeg fatter ikke, hvorfor vi har købt så mange stole, når det kun bliver os to der skal sidde ved bordet."

Siden han var kommet tilbage til landsbyen, havde han kun været til fredagsbøn én gang. Det var som om, alle de bedende ikke bestilte andet end at kigge på ham. Han havde følt sig flov over de mange øjne, som kontant hvilede på ham. Og ikke mindst over slagteren Hasans påstand om, at når man havde boet i et kristent land i mere end fem år, så måtte man også på en eller anden måde have accepteret deres livsstil, religion og opdragelse.
    "Der var måske slet ikke grund til at købe alle de dyre møbler. Jeg tror ikke, at der er andre end os, der har møbler af den kvalitet."
    Slagteren, som Yakub udmærket kendte fra barndommen, havde også samlet nogle oplysninger om Yakubs børn og børnebørn i Danmark. Hvis man skulle tro hans påstande, var det noget med, at Yakubs yngste datter Melek var sammen med alle de danskere, hun kom i nærheden af, og at hun havde fået abort flere gange, og at hun stort set kun talte dansk.
    "Vi kunne selvfølgelig have indrettet huset ligesom alle de andre. Jeg kan ikke lide, at vi skal være anderledes," sagde Esma og kiggede på Yakub. Han røg igen uden at kigge på cigaretten i hånden. "Det er også min skyld Yakub, det var jo mig, der sagde, at vi skulle bo ligesom vi gjorde i Danmark. Det kan være, at vi skal lave gæsteværelset om til et slags opholdsrum på samme måde som alle andre i landsbyen."

Men gudskelov vidste ingen, at Yakub havde arbejdet på et slagteri de første sytten år, han havde boet i Danmark. Og endda som en af de dygtigste og mest produktive på svineslagteriet i Roskilde.
    "Du har ikke været ude i flere dage. Hvad med at gå en tur over på cafeen. Det gjorde du så tit i Danmark. Du var stolt over, at der fandtes et sted, hvor du kunne være sammen med dine egne," sagde Esma, da hun kom ind i stuen igen.
    Yakub fortrød ikke. Han ville ikke ødelægge den drøm, han havde levet med i femogtyve år. Drømmen om at vende tilbage, og leve sine sidste år, sammen med alle dem, han var vokset op sammen med.
    "Selv din søster siger, at vi er blevet anderledes. Er vi det Yakub? Vi har ikke engang lært at tale ordentlig dansk. De siger, at vi aldrig nogensinde kommer til at få nogle almindelige børnebørn. De siger at vores børnebørn er blevet danskere."

Sådan gik tiden. Alting gik i stå. Imamen var også begyndt at komme sjældnere. De naboer, som boede tæt på, holdt sig mere på afstand, som dagene gik. De mange kvinder, som Esma før fik besøg af, kom heller ikke så tit mere. Dybest set var Yakub glad for, at de holdt sig væk. Han var træt af deres råd, hvordan han og Esma burde tilrettelægge deres dagligdag. Men selve familien, som boede rundt omkring i landsbyen, kiggede af og til forbi.
    En aften, hvor de igen sad over for hinanden, sagde Esma:
    "Trods alt, er det rart at bo i sin egen landsby. Men jeg savner børnene."
    Det var første gang, Esma havde nævnt det med børnene. Men i virkeligheden vidste Yakub udmærket godt, at noget i Esma var gået i stykker. Ved flere lejligheder havde han set hende står foran de mange billeder inde i soveværelset, med tårerne trillende ned ad kinderne.
    "Vi ringer jo sammen næsten hver anden dag," sagde Yakub og kiggede på spisebordet, som igen havde fået en ny plads i stuen. "De kommer til sommer…"
    "Det er rigtig nok, men…" sagde Esma tankefuldt og sukkede dybt.
    "Hvad?"
    "Hende der Gungör, hun sagde forleden…"
    "Slagter Hasans kone?"
    "Ja, hun sagde, at det bliver helt umuligt at snakke med børnebørnene. De taler jo kun dansk deroppe…"
    Yakub sagde ikke noget. Han rejste sig og gik ud. Han var begyndt at gå lange ture. Som regel ved mørkets frembrud. Når han gik, var han totalt usynlig. Det passede ham udmærket. De gange han mødte Imamen på vejen, hilste han pænt. Han var slet ikke i tvivl om, at han hilste på samme måde som alle de andre. Men denne dag var det ikke helt mørkt. På vej ned ad vejen mødte han slagter Hasan. Meget tydede på, at han ventede på Yakub.
    "Du må altså blive træt af at sidde derhjemme på et tidspunkt," sagde slagteren og nærmede sig Yakub, som om han havde besluttet sig for at gå med på turen.
    "Det er jo mit hjem," sagde Yakub og kiggede på ham. "Der er også grænser for, hvor meget jeg kan klare, man bliver jo ældre."
    "Det må ikke være let at arbejde 25 år for et land, hvor man ikke skal leve af sin alderdom," sagde slagteren og standsede. "Der er sket alle mulige mærkelige ting i landsbyen, siden du er kommet til. Imamen har været syg længe, der har været flere ulykker, mange døde. Vi har aldrig før haft seks dødsfald i marts måned. Der har hverken været regn eller snevejr i de sidste mange uger. Imamen kunne ikke lade være med at komme ind på det til fredagsbønnen i går. Selv dine nærmeste er klar over, hvad du har bragt med til landsbyen."
    "Hvad er det du snakker om. Er jeg kommet med noget? Med hvad?"
    "Uheld, ulykke, død…" sagde han og gik.

Siden den aften gik Yakub ikke mere ud af sit hus. Men Esma fandt hurtigt ud af, hvad der skulle til, så hun besøgte straks Imamens kone, som kun talte i Guds navn. Esma havde en sum penge med til hende som gave. Måske er en sum penge en underdrivelse. Og det fik Yakub ikke at vide, men Imamen dukkede allerede dagen efter op med Den Hellige Bog i den ene hånd og en gave i den anden. De nysgerrige landsbybeboere, med slagteren og kioskejeren i spidsen, holdt øje med, hvad der skete. For dem som havde lyttet til Imamens fredagsbøn var ret chokerede.
    "Gud ved, hvad Imamen er ude på," sagde en af beboerne, en ældre mand midt i 60'erne.

Allerede ved næste fredagsbøn annoncerede Imamen den store fest, som Yakub var ved at arrangere. På det tidspunkt kendte både slagteren og kioskejeren, stort set landsbyens eneste forretningsmænd, til festen, for Yakub havde købt stort ind hos dem begge for så mange penge, at deres omsætning var steget til det tredobbelte den dag.
    "Vi har grund til at være glade og stolte over, at Yakub og hans kone Esma er vendt tilbage til deres fødeby og rødder. Vi håber, at deres børn og børnebørn ligeledes vender tilbage…" Og Imamen sagde meget mere. De ældre kræfter i Imamens selskab var så rystede, at de ikke lagde skjul på deres forvirring. En af dem, Haci Ibrahim, sagde:
    "Var det ikke dig, der sagde, at han havde bragt døden med sig til landsbyen, og at det ikke ville regne i flere år, at han skulle fjernes fra landsbyen, om nødvendigt med magt?…"
    Imamens embede indebar ikke, at han skulle svare på alt og lytte til alle, så han gik straks i gang med at læse fra Koranen. Bortset fra en ung man blev resten af selskabet i moskeen på deres bedetæpper.

I udkanten af landsbyen, hvor Esma og Yakub boede, var Esma og tre nabokvinder travlt optaget med at lave mad til den stor fest. Der var kød nok til både unge, gamle og børn, men alligevel kom Hasan gang på gang forbi for at høre, om de manglede mere kød, inden han lukkede butikken for den dag.
    "Vi har fjernet både stolene, reolen og spisebordet. Det gjorde jeg sammen med damerne der," sagde Esma og vendte sig atter mod Yakub, som hentede det sidste fra kiosken. "Jeg har fundet ud af, at det ikke kan lade sig gøre at bo, ligesom vi gjorde i Danmark."
    Yakub sagde ikke noget. Det var måske heller ikke meningen at han skulle svare. Han gik langsomt hen imod opholdsrummet. Der var dækket op på gulvet, og Imamen sad allerede sammen med to andre og snakkede om det med at bo i et fremmed land. Men da Yakub kom ind, begyndte Imamen at læse fra Koranen, som han havde foran sig på et lille bord. Han læste højt og på arabisk. Mens han gjorde det, lukkede de andre øjnene og rokkede langsomt fra side til side.
    Yakub lyttede også med. Ordene forstod han ikke. Det gjorde de andre heller ikke, og han troede heller ikke at Imamen selv gjorde det, selv om han tit kom med citater på tyrkisk.

Der var gået to uger, siden de havde holdt den fest. De fik mange besøgende, men Yakub var stadig ikke begyndt at komme på cafeen. Heller ikke fredagsbønnen var han med til, men det var som om det ikke gjorde noget, siden han havde holdt festen, og siden Imamen havde fået den store gave, som Esma stadigvæk ikke havde fortalt Yakub om.
    En dag, hvor Yakub og Esma sad og kiggede hver sin vej, og fjernsynet viste den ene film efter den anden, sagde Yakub:
    "Hvordan kan det være, at vi ikke opdagede, at vi var lige så fremmede her, de gange vi var på ferie her?"
    "Det var fordi, vi kun var på ferie og skulle bo her i huset i højst tre uger, og fordi dine to ældre brødre stadig levede…"
    "Nå, ja…" sagde Yakub og kiggede på Esma, som sad og strikkede: "Hvordan kan det være at Imamen… Pludselig…"
    "Jeg har talt med hans kone…" sagde Esma og tog sig en cigaret fra Yakubs pakke. Det gjorde hun engang imellem. "Vi må hellere lade være med at købe ind inde i byen, når vi stort set kan købe alt her i landsbyen…"
    Yakub forstod godt, hvad Esma mente, men han lod som ingenting.
    "Vi må ligne de andre…" sagde Esma og sukkede.
    Kort efter gik Yakub sin sædvanlige tur. Det regnede. Men det tog han sig ikke af. Han gik. Det var mørkt og vådt. Imamen kaldte til aftenbøn. Han lod som om, han ikke hørte det. Han gik.

 


[ t o p ]       [ h j e m ]