Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Apassionata

103 sider
Kr. 97,-
Eksperimental forlag

Grafik: Vivi Jul Nielsen
Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt i Sentura #10. Erik Morsing:

EN MISFORSTÅELSE
Fra: Apassionata

Gunnar vendte og drejede den lille brune kuvert i sin hånd. Da afsenderen ikke havde røbet sin identitet uden på kuverten, gik han ud fra, at den indeholdt et svar på hans annonce, som han havde sat i avisen i sidste uge:

"Mand, single, 60 år, søger bekendtskab med kvinde i passende alder. Alsidige interesser. Du skal være udadvendt, have humor og helst interessere dig for lidt af hvert. Jeg forlanger ikke mere, end jeg selv kan give. Alle fotobreve besvares. Billet mrk. 666."
    "Hvorfor sætter du ikke en annonce i avisen?", spurgte en af Gunnar's venner ham, da han fyldte 60 år i sidste måned, "du har jo altid beklaget dig over, at du følte dig ensom, men der er ingenting, der kommer dumpende ned fra himlen, bortset fra sne og regn. Du må selv gøre noget ved det." Rådet klang stadig i Gunnar's øre, og omsider havde han slået en streg over fortiden, over det, der alligevel ikke kunne ændres og havde sendt sin billet ind til et af de større dagblade. Han havde altid syntes, at det var en lidt nedværdigende måde at søge bekendtskaber på, men måske skyldtes det bare, at han var lidt gammeldags indstillet. Efter Gunnar's mening burde man kende en person godt, før man lagde op til et mere intimt samvær.
    "Der er da mange, der bruger annonceformen nu til dags", havde vennen opmuntrende sagt, "og glem nu ikke at lade mig vide, hvordan det er gået."
    Gunnar åbnede kuverten og tog indholdet ud. Foruden et brev var der medsendt et farvefoto af en nydelig, slank kvinde, der sad foran et kolonihavehus med hænderne i skødet. Hun var klædt i en tynd, gul sommerkjole med korte ærmer. Håret var mørkt og krøllet med små, hvide stænk ved ørene. Hænderne lå foldede i skødet, og hun sad med korslagte, bare ben. Hun bar brune sandaler uden på et par korte, hvide sokker. Øjnene, der så lige ind i kameraet, var smilende og venlige. Gunnar syntes, at der var et bedrøvet træk over den brede, sensuelle mund, men det misklædte hende ikke, snarere tværtimod. På portrættet så hun ikke ud til at være ret meget over de 50 år.
    Han stirrede på billedet i sin hånd. Der var noget velkendt over hendes ansigtstræk, syntes han, og da han vendte det om og læste hendes navn, udstødte han et forskrækket gisp. "Birgitte Elvind Jensen", stod der med sirlig skråskrift. Hans hænder begyndte at ryste, og hjertet slog kraftigt. Han stirrede igen på billedet, og pludselig genkendte han kvinden. Der var ingen tvivl. Det var hende… det måtte være hende, tænkte han. Han vendte og drejede billedet, han kunne slet ikke fatte, at han nogensinde skulle høre fra hende igen. Hurtigt greb han brevet, hans hænder rystede, så han havde svært ved at læse det.
    "Kære ukendte! jeg sender dig dette brev i håbet om at finde lykken på denne måde. Jeg har længe tøvet med at besvare ægteskabsannoncer, selv om jeg da af og til har haft lyst til det, idet jeg ikke finder, at det er den korrekte fremgangsmåde at søge sine venner på, men dine få linier i avisen om dig selv, og om det du forlanger/tilbyder, følte jeg mig straks tiltrukket af. Der står ikke mere, end hvad der, efter min mening, er nødvendigt, og uden at fortælle dig alt for meget om min person her og nu, kan jeg blot sige, at jeg vist godt kan leve op til dine krav. Blot skal du vide, at jeg har været gift før, men min mand døde for lidt over et år siden, og ensomheden føles meget trykkende, når man ikke har nogen at dele sine sorger og glæder med. Det indrømmer jeg gerne.
    Hvis dette brev har din interesse, så send mig et skriftligt svar eller ring til nedenstående telefonnummer. Jeg glæder mig meget til at høre fra dig, og jeg er næsten altid at træffe efter klokken tyve. Med venlig hilsen, Birgitte Elvind.
    PS.: Jeg har ingen børn."

Da han læste afsenderadressen, udstødte han et højt råb: "Det var som...! det var da mærkeligt! Hun bor jo ikke mere end ti kilometer herfra." Hele situationen virkede absurd, han kunne dårligt fatte ironien i denne række af begivenheder, der pludseligt skyllede ned over ham.
    42 år var der gået, siden han sidst havde set hende, men han var ikke et sekund i tvivl. Kvinden på billedet forestillede hans ungdomskæreste. Det var den selvsamme pige, som var skyld i, at han aldrig havde giftet sig.
    Han rejste sig fra stolen og gik hen til sin bogreol. Det gamle slidte fotoalbum, som han havde hæget om, siden han var dreng, manglede ryggen, bindet var falmet, og de fleste af billederne var sort/hvide fotos fra 1950-erne. Det tog ham ikke ret lang tid at finde frem til portrætterne af hende og ham selv. De stivnede smil på fotografierne fortalte om ungdommelig lykke og ubekymrethed. Han behøvede egentligt bare at lukke øjnene for at se motiverne for sig. Billederne havde været i hans hænder så ofte, at de havde brændt sig fast i hans visuelle hukommelse.
  Han sammenlignede igen fotografierne af hende fra dengang med det billede, hun havde vedlagt, men selv om alderen havde sat sine spor, var der stadig det samme milde udtryk i hendes ansigt, som han huskede så klart. Han kunne ikke afgøre med sig selv, om skæbnen havde været ond, eller om den forsøgte at være spøgefuld ved at sende ham denne sene hilsen fra en længst forgangen fortid.
    Et øjeblik tænkte han tilbage på deres sidste møde. Datoen havde han glemt, men at det var sommer og ferietid stod ganske skarpt i hans erindring. De havde lige taget deres studentereksamen. Ingen af dem havde endnu planlagt, hvad de ville være. Det ville de bruge ferien til at overveje. "I har jo hele livet foran jer", havde hans far sagt.

***

Deres sidste tid sammen havde han gennemlevet igen og igen. Det var en solrig morgen i juli måned. Hans forældre skulle til udlandet på forretningsrejse, og han havde for første gang fået lov til at låne deres sommerhus i en hel uge, alene eller med en ven. Han greb telefonen og ringede.
    "Hej, Birgitte, det er Gunnar, nu skal du bare høre! mine forældre skal ud at rejse en uges tid, og jeg har fået lov til at låne sommerhuset, hvad siger du så?" Gunnar havde fortalt Birgitte, at hans far og mor havde købt et sommerhus ved Vesterhavet, "lige ned til vandet", som hans far glædestrålende fortalte, efter at han havde været henne hos ejendomsmægleren for at skrive papirerne under.
    "Det lyder vel nok tillokkende, hvornår skal vi tage derover?" Birgitte's stemme lød begejstret, syntes han. "Jeg skal bare lige sige det til min far og mor, men du skal ikke være nervøs, det er kun en formssag." Hun lo med kådhed i stemmen over udsigten til nogle dejlige dage uden forældre. "Hov, forresten! nu skal du ikke bryde dig om at tage Lis med." Hun lød spøgefuldt, men i hendes stemme var der en slet skjult undertone af jalousi. Gunnar havde gjort det forbi med sin tidligere forlovede Lis et par måneder før, han traf Birgitte. Det havde aldrig været den helt store kærlighed imellem dem, så 'skilsmissen' forløb uden dramatik.
    "Nej, det kunne jeg da ikke finde på, men skal vi så sige, at vi mødes i morgen klokken ni ved Vesterbro Station, og husk nu at tage alt med, hvad du skal bruge. Jeg glæder mig meget."
    Gunnar lagde røret på, aftalen var ganske klar, men da han den næste formiddag klokken halv ni satte sig til at vente på hende på den triste og sparsomt udstyrede perron, havde han ingen anelse om, at han skulle komme til at tilbringe den længste ventetid, han nogensinde havde været udsat for. Hun kom hverken klokken ni, ti eller elleve, og da det store hvide stationsur viste tretten, tog han træt og skuffet tilbage til sit hjem. Han glemte aldrig den følelse af tomhed, han havde følt lige siden. Skuffelsen over at være svigtet var aldrig helt forsvundet ud ad hans tanker.
    Han havde flere gange ringet til Birgitte fra perronen, men der var ingen, der tog telefonen, og han blev mere og mere sikker på, at hun alligevel havde fortrudt. Gunnar havde af og til set hende i selskab med en anden mand, som hun hævdede blot var en bekendt fra skoletiden. Hans mistanke om, at hun havde forladt ham til fordel for denne anden mand, var blevet styrket, og sin forbindelse med den fremmede, havde hun åbenbart ikke haft mod til at fortælle ham om i telefonen, tænkte han. Jalousien dryppede sin gift i hans årer.
    Da han igen var hjemme i lejligheden, forsøgte han en sidste gang at ringe til hende. Endelig blev telefonen taget. Det var moderen, der tog røret:
    "Er det dig Gunnar? jeg vil bare sige dig, at Birgitte er taget på ferie sammen med en anden, og du skal ikke regne med at se hende mere." Hendes stemme lød vred og skuffet. Røret blev smækket på, og det var det sidste, han nogen sinde havde hørt til Birgitte.
    Indtil i dag.

***

Gunnar så igen på hendes brev, nu kunne han endelig få sandheden frem om den måde, hvorpå hun pludseligt var forsvundet ud af hans liv. Gennem det meste af en menneskealder havde uvisheden været ham en plagsom følgesvend. Han havde vredet sin hjerne og overvejet forskellige muligheder, men det var altid det samme svar, han nåede frem til: 'Hun ville ikke have mere med ham at gøre, og det havde hun ikke haft mod nok til at fortælle ham dengang.'
    Allerede kort før klokken tyve løftede han røret og drejede hendes nummer. Hun svarede næsten øjeblikkeligt, som om hun havde siddet og ventet ved telefonen. "Ja, det er Finn, Finn Hansen", løj han, "er det Birgitte, jeg taler med?" Han forsøgte at fordreje sin stemme.
    "Ja, det er mig", svarede hun glad. Han lagde mærke til, at hun lød omtrent som den gang, han sidst talte med hende, hvor de planlagde at tage i sommerhuset. Man skulle næsten tro, at der med ét slag var slået en tyk streg hen over de sidst forløbne fire årtier. Hans stemme rystede ved at lytte til denne fortidens røst og ved tanken om, at hun sad blot nogle få kilometer fra ham. Måske kunne hun komme med det samme?
    "Kan vi ikke ses allerede i aften? du kan bare tage en taxa, jeg skal nok betale den", foreslog Gunnar. Nu var hans stemme igen normal, i sin iver havde han helt glemt at forsøge at skjule, hvem han var, men hun lød ikke til at have bemærket noget. Han havde ikke lyst til at indlede en længere samtale med hende her over telefonen, nu gjaldt det bare om at få et møde i stand så hurtigt som muligt.
    "Ikke tale om, jeg har da selv bil, og hvis du synes, så kan vi da godt mødes straks", svarede hun. "Jeg kan være hos dig om en halv time. Så på gensyn, men forresten! nu må vi nok ikke forvente os for meget, det er måske ikke sikkert, at vi passer særlig godt sammen." Hun tav et par sekunder, for ligesom at give ham tid til at kommentere hendes advarsel. "Nej, nej!", svarede han bare, og hun lagde røret på. Han var lettet over, at det hele var forløbet meget nemmere, end han havde forestillet sig. Hun ville komme allerede i aften, han kunne næsten ikke fatte det.
    Gunnar sad lidt med telefonen i hånden og lyttede til summetonen. Han tænkte på dengang, hendes moder så brat havde afbrudt forbindelsen. Da havde han heller ikke kunnet slippe røret. Han havde håbet, at hun ved hjælp af et eller andet mirakel igen skulle melde sig i den anden ende. Sandheden om, hvad der var sket, gik først op for ham mange timer senere. Hans hænder begyndte igen at ryste, og hjertet slog så kraftigt, at han kunne mærke det uden på tøjet. Omsider slap han telefonen. Varmen fra hans hånd havde efterladt fugtige svedpletter på røret. Undertrøjen og skjorten klæbede til kroppen. Hurtigt vaskede han sig og skiftede tøjet fra inderst til yderst.
    Med en kraftanstrengelse og med en spændt forventning i underlivet skyndte han sig at sætte kaffe på. Han dækkede spisebordet med sit bedste porcelæn. Et par lysestager og en buket blomster fuldendte den romantiske stemning, og nu satte han sig bare til at vente på hendes ankomst. Han overvejede at tage et glas med noget stærkt for at berolige sig lidt, men opgav det hurtigt igen. Det ville for alvor efterlade et dårligt indtryk, og det ønskede han ikke. "Anden gang er lykkens gang", råbte han højt ud i den tomme stue, selvom det måske ikke helt var det, man plejede at sige. Han undgik at tænke på, hvor lang tid, der i virkeligheden var forløbet, siden han sidst sad overfor hende. Det var for sørgeligt..
    Der var kun få minutter til, at han skulle gense den pige, som han ikke havde haft kontakt med i over fyrre år.
    Pludselig hørte han motorlyde og knasen af grus fra sin indkørsel. Han skyndte sig ud og stirrede lige ind i skæret fra en billygte. Lyset blændede ham, så han ikke kunne se ind i vognen, og han løb hurtigt hen for at åbne døren for hende. Glæden over at gense hende pressede et par tårer frem i hans øjne.
    "Birgitte!" Han rakte hånden frem. "Velkommen til."
    Hun hilste på ham og smilte, den fysiske kontakt med hende sendte et elektrisk stød igennem hans krop. For ikke at røbe sine følelser vendte han sig hurtigt om og gik i forvejen. Han var glad for, at hun ikke straks havde genkendt ham, det ville komme senere, vidste han. Lige nu havde han travlt med at få hende indenfor. At opgive det falske navn endnu en gang kunne han ikke få sig selv til. På en eller anden måde måtte han alligevel gå til bekendelse. Det var bare ikke det rette sted her foran gadedøren.
    "Det var da løjerligt", sagde hun, da de stod i gangen, "du minder mig om én, jeg en gang kendte, men det er så mange år siden nu, det var dengang, man var ung." Hun lo en lille, melankolsk latter og stirrede undersøgende på ham. Gunnar skulle lige til at trække hende ind til sig, han kunne dårligt styre sine stærke følelser for hende, som årene ikke havde formået at svække. Hun stod tæt op ad ham, og hendes nærhed, duften fra hendes krop og synet af hendes muntre ansigt overvældede ham med en sådan kraft, at han måtte støtte sig til væggen. Farven var forsvundet fra hans ansigt, og hjertet bankede heftigt.
    "Du er da vel ikke ved at blive dårlig?", spurgte hun, "kom her, lad os gå ind og sætte os ned, jeg ved godt, at et møde, der er kommet i stand på den her måde, kan virke lidt voldsomt, men lad os nu ikke tænke på det. Nu er jeg her, og skal vi så ikke gå ind i stuen." Hendes moderlige omsorg reddede situationen. Gunnar tog sig sammen med en kraftanstrengelse og bad hende tage plads ved det opdækkede bord.
    "Jeg må hellere fortælle lidt om mig selv", indledte han, da de havde drukket kaffen og snakket lidt om løst og fast.

"Gunnar! det er jo dig, Gunnar!", råbte hun pludseligt og rejste sig fra stolen, "jeg har haft det på fornemmelsen hele tiden. Den bevægelse, du lige gjorde, var ikke til at tage fejl, jeg husker så tydeligt den måde, du rynkede panden og kneb øjnene sammen på, når der var et eller andet, du ikke kunne finde ud af. Nej, nej, det!...det!..."
    Mere kunne hun ikke sige, hun stirrede på ham, som om hun havde mødt et genfærd, og Gunnar rejste sig hurtigt fra stolen, gik over til hende og knuede hendes hånd, så hun uvilkårligt udstødte et lille gisp.
    "Ja, det er mig, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Da jeg læste dit navn på brevpapiret, var jeg lige ved at få et chok. Jeg havde så stærkt på fornemmelsen, at det måtte være dig. Skriften, alderen og navnet. Det kunne kun være dig, men hvordan skulle jeg fortælle dig, hvem jeg er? Jeg var bange for, at du så ikke ville komme. Du husker jo nok, hvordan det gik, den gang for mange år siden. Jeg har aldrig glemt dig, jeg har tænkt på dig hver eneste dag i al den tid, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan du kunne svigte mig på den måde. Jeg sad i fem stive klokketimer og ventede på dig på Vesterbro Station. Jeg kan stadig ikke forstå det."
    Gunnar tog hænderne op til hovedet og gned sig i panden. Gråden sad ham i halsen, og han kunne ikke få en lyd mere over sine læber.
    "Vesterport Station!", rettede hun ham, "du mener Vesterport Station!"

I et kort forfærdeligt sekund gik hele situationens gru op for hende. Hun vidste med ét, hvad der var sket, hvilket skæbnens puds, de havde været udsat for. Hun sad stift ret op og ned og stirrede lige ud i luften med åben mund, hun klemte hans hånd, og langsomt rejste hun sig op og vendte sig imod ham. Ordene blev siddende i halsen på hende. Det stod dem i dette øjeblik fuldstændigt klart, hvad der var sket.
    Hun havde siddet og ventet på ham på Vesterport Station og troet, at han havde svigtet hende til fordel for Lis, mens han havde siddet på Vesterbro Station og...
    Hun ville ikke tænke tanken til ende, hun turde ikke. En så nederdrægtig skæbne kunne hun ikke forestille sig, ville hun ikke forestille sig. Som i trance gik hun ud i gangen for at hente sit tøj. Gunnar stod bleg og lamslået og stirrede på hende med rædsel malet i sit ansigt.
    "Ring efter en taxa. Vær sød at ringe efter en taxa", sagde hun. Hun havde fuldstændig glemt, at hun var kommet i sin egen bil.
    "Kæreste Gunnar, hvis vi skulle indlede et forhold nu efter alt det, der skete dengang, så ville jeg hele tiden tænke på, hvad vi har måttet undvære, hvad vi har gennemgået. Det kan jeg ikke leve med, men du skal vide, at jeg altid har elsket dig.
    Altid".

 


[ t o p ]       [ h j e m ]