Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Samliv

118 sider
Kr. 150,-
Forfatterforlaget Attika

Grafik: Vivi Jul Nielsen
Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt i Sentura #10. Lulu Schierbeck:

Et valg
Fra: "Samliv"

Han bakkede ind i indkørslen og sad et øjeblik og nød stilheden og varmen i bilen mens han så på lågen og var i tvivl om hvorvidt han skulle lukke den eller lade den stå åben. Vejbelysningen sendte sit døde lys ned på fortovet foran lågen og han så pludselig det urolige mønster af talløse aftryk i sneen efter folks skosåler, riflede mønstre på kryds og tværs. Den grå sne var tværet ud over det hele og fortalte ham, at han jo egentlig skulle feje fortovet og indkørslen. Det gjorde alle de andre og han vidste, at manglende snerydning straks registreredes af omgivelserne.
    Han slukkede for motoren. Billygterne, der havde sendt et skarpt lys over på genboens hæk, sad tilbage med det dæmpede gråhvide skær fra vejen i glassets bløde relieffer og der blev pludselig så stille. Han steg ud af bilen og kiggede op på huset og så det sædvanlige lys fra stuevinduet. Han tøvede et øjeblik og stod rådvild ved siden af bilen og kiggede sig omkring som om han så det hele for første gang.
    Han fik hen til lågen, trådte ud på vejen og så langt ned ad den. Der lå alle de små hjem, hus ved hus. Med resignationerne, tilvænningerne, isolationerne, vanerne, punktlighederne, påpasselighederne, uvishederne, anfægtelserne.
    En af vejens utallige hundeejere kom traskende med en stor hund. Den gjorde holdt ved hvert andet hus, snusede, vejrede, løftede bagbenet. Hundeejeren stod og ludede og ventede og så langt ned ad vejen. De gik videre, hunden kredsede ved en havemur, snusede igen, manden standsede.
    Han gik ind igen, lagde hånden på bilens motorhjelm, den var varm endnu, han lod hånden ligge lidt, mens han tog øjeblikket til sig og igen kiggede op på vinduet. Han slap bilvarmen og stak bilnøglerne i lommen. Han gik langsomt op ad trapperne og låste sig ind efter en kort tøven, stod lidt i entreen og hørte fjernsynet ind i stuen. Han tog sin pjækkert af og hængte den på bøjlen, den gyngede lidt frem og tilbage og udsendte en svag duft af frisk luft.
    Døren ind til stuen stod på klem, han skubbede den sagte op og så hende sidde på sin sædvanlige plads i sofaen. Det tulipanformede rødvinsglas stod lige foran hende, halvt fyldt med rødvin. Flasken stod ved siden af. Lyset fra lampen faldt gennem det mørkegrønne glas og afslørede, at der var omkring en trediedel tilbage i flasken. Sofabordet var fyldt op af termokanden med kaffe og en kop med en sjat tilbage. Aviser, blade og tidsskrifter lå overalt.
    Han kastede et blik ind i spisestuen. Hun havde ikke spist op, der stod en tallerken med rester fra middagen, der var spildt rødvin på dugen og et levende lys stod og blafrede ensomt.
    Hun var faldet om og sad og svinglede frem og tilbage. I halvt sovende tilstand kæmpede hun for at holde sig oprejst. Med lukkede øjne og delvis bevidsthed strammede hun sig an for at følge med i fjernsynsprogrammet. Hun åbnede øjnene og så på skærmen uden at se, faldt hen igen og sejlede fra side til side inden hun fik halet sig på ret køl igen, kastede et kort, tomt blik på fjernsynet og faldt atter hen.
    Han gik stilfærdigt rundt og ryddede op. Samlede porcelæn og bestik sammen og gik ud i køkkenet med det, vaskede det af, stillede det på plads. Slukkede for stearinlyset og rystede dugen for krummer. Ordnede og sorterede avisstablerne, dæmpede for fjernsynet, lagde hendes plaid sammen, satte hendes hjemmesko samlet foran hende og anbragte hendes travesko i skabet i entreen.
   Han satte sig på en stol på den anden side af sofabordet og kiggede lidt på fjernsynet. Et par landskendte politiske profiler på højeste niveau var i fuld gang med en alvorlig drøftelse af all- round karakter og var enige om, at Europa på ingen mede kunne undvære et topmoderne militær.
    Hun havde hektiske røde kinder og brugte en masse kræfter i forsøget på at holde sig vågen. Øjnene gik op og i. Hun lænede sig tilbage og ville både sove og være med. Hun rakte ud efter rødvinsglasset, drak begærligt og satte det usikkert fra sig igen.
    Han rejste sig og gik lidt rundt i stuen. Billederne af børnene, da de var små. Billedet af ham selv og hende med et af børnene mellem sig. Hans hånd på hendes skulder en sommerdag. Han huskede endnu fornemmelsen af den bløde, runde skulder mod håndfladen, solvarmen i huden, hendes lykkelige smil, forventningerne om kommende glæder.
    "Er du kommet hjem?"
    Han vendte sig brat.
"Jeg havde slet ikke hørt dig komme – jeg var vist faldet lidt hen – –"
    Han blev stående.
    Hendes kinder glødede, hun så mistænksomt på ham.
    "Jeg har spist alene – igen – – jeg havde ellers lavet mad til os begge to og åbnet en flaske rødvin. Jeg syntes – jeg mente – –" Han tændte lampen på skænken ved terassedøren.
    "Men jeg var ikke så sulten, så jeg spiste ikke op –"
    Hun kastede et blik ind i spisestuen.
    "Nå, du har ryddet op, ja, jeg kom vist fra det –"
    Hun rakte ud efter rødvinen.
   "Her er mere tilbage – hvis du er tørstig?"
    Han samlede nogle aviser op fra gulvet og lagde dem i datoorden.
    "Ja, du rydder op og du rydder op!" skreg hun irriteret og satte flasken hårdt i bordet. "Liste rundt og lægge sammen og lægge på plads og lægge op og lægge ned, det kan du –"
    Han fik fat i et dameblad. "Vi voksne piger".
    "Det er mærkeligt, at du altid er så optaget af at rydde op. Der er da så meget andet i livet –"
    Hun sank sammen og øjnene faldt i.
    De to politikere var enige om, at uanset den kolde krigs afslutning var det bydende nødvendigt uafbrudt at holde et vågent øje med Østeuropas mafia, sociale elendighed og anden dårligdom.
    Hun vågnede med et sæt.
    "I gamle dage kunne jeg altid regne med at du var hjemme på klokkeslæt. Jeg vidste, at klokken 16.05 satte du dig i bilen og nu startede du og en halv time senere var du hjemme –"
    Hun græd.
    "Det var så dejligt dengang. Jeg hvilede så trygt i det hele –"
    Hun tog en ordentlig slurk rødvin.
    "Så kunne jeg rette mig ind efter dig, men nu –?"
    Hun rejste sig pludselig og så hadsk på ham.
    "Du er næsten ikke hjemme mere, kommer og går tilfældigt. Spørger jeg om noget får jeg et henholdende svar. Jeg spørger i øst og du svarer i vest. Men tro ikke, at jeg ikke ved – –"
    Hun stod og svajede og så ondt på ham. Hun holdt fast om rødvinsglasset, vinen skvulpede blødt og i ujævne bevægelser.
    "Der er noget, der hedder naboer!" råbte hun. "Og naboer ser mere, end du tror!"
    Han bladede "Vi voksne piger" løseligt igennem. "Samlivsproblemer? Fru Ninette hjælper".
    "Og naboerne har også øjne i hovedet og ører at høre med!"
    Han fik fat i et tilfældigt eksemplar af "Vi voksne piger". På forsiden betroede Ditte på 58 sig til læserne. "Min mand og jeg har fået det bedre og bedre sammen. Vi kan betro hinanden ALT!" Ditte sendte læserne et strålende smil. Inde i bladet læste han, at Ditte og hendes mand intet som helst skjulte for hinanden. De havde ubegrænset indbyrdes tillid og behov for at meddele sig. Ditte betroede læserne, at det var lykken.
    Hun rejste sig med tunge bevægelser, kantede sig uden om sofabordet og stillede glasset fra sig. Hun plantede sig lige foran ham og krængede munden.
"Hvem er du?" hviskede hun. "Hvor er du, hvis er du?"
    Hun løftede hånden og slog ham i ansigtet. Slog og slog. Han tumlede tilbage og støttede sig til en lænestol. Hun sparkede ham over skinnebenet, rev ham i håret og lo og græd. Års afsind, afsavn, afmagt forplantede sig til hænderne og fødderne og viste vejen.
    Han tumlede ned i lænestolen og gned sig over ansigtet. Det kogte og boblede og benene føltes blytunge.
    "jeg har ført lange samtaler med dig. Jeg har forestillet mig hvad du ville svare, hvis jeg gik dig på klingen. Jeg har lagt dig ord i munden, som jeg selv ønskede at høre dig sige. Jeg har formet ordene og sætningerne og fået den skønneste respons. Jeg har – –"
    Hun skvattede sammen i en stol og svømmede hen i træthed. Hun faldt forover og hev sig op igen og så på fjernsynet. De to herrer havde været vidt omkring og var nu nået til Rusland og lagde i fællesskab en flot strategi for Ruslands fremtid.
    "Det er den eneste vej frem for vore nationalstater –"
    "Helt enig!"
    Han rejste sig og samlede glas og flaske sammen og satte det ud i køkkenet. Han kiggede ud i haven. Sneen lyste kraftigt op og han kunne næsten skelne alt derude. Sneen i haven lå i modsætning til den på vejen jomfrueligt hen. Kun fuglenes spinkle spor havde sat mærker.
    "Hvor er vinen?" råbte hun. "Jeg er ikke færdig med at drikke!"
    Han kom ind igen med flasken og glasset og satte det foran hende. Han stod længe og så på hende.
    Hun skænkede den sidste vin op med rystende hånd og drak til bunds. Så lænede hun sig tilbage i stolen og så tomt hen for sig.
    "Det har været min største glæde de sidste par år at samtale med dig. At forestille sig, at vi talte sammen og når jeg sagde noget dybsindigt og klogt, så lo du indforstået. Men når jeg blev klar over, at det bare var min fantasi, så blev jeg træt, så træt –"
    Han gik ud af stuen og stod et øjeblik i entreen og så hendes taske og handsker ligge og flyde. Han samlede dem op og anbragte dem på kommoden og tørrede nogle fedtpletter af spejlet. Han kiggede ind i stuen. Hun var faldet i søvn og sad i en ubekvem stilling og han kunne se striber af tårer på hendes kinder, der lyste op i skæret fra lampen på skænken. Hendes øjenlåg vibrerede svagt og det trak om munden.
    Hun åbnede øjnene og spejdede efter ham, så ham og rejste sig halvt op. "Jeg kan føle sådan en forfærdelig længsel efter dig, at jeg løber ud på vejen og kigger efter dig indtil jeg er syg af kulde. Så går jeg ind igen og går rundt og rundt i huset og kalder på dig og vil så gerne tale med dig "
    Hun græd stille.
    "Børnene er jo søde nok og ringer og spørger, hvordan det går, men hvad skal jeg sige til dem -?"
    Hun faldt tilbage i sofaen og trak skuldrene sammen. Sad og så hen for sig.
    Han fik pludselig øje på en vase med visne blomster. De hang sørgmodigt ud over vasens kant som hængepile ved en søbred. Han gik hurtigt hen til dem og løftede vasen. Det gjorde ikke så ondt i ansigtet og benene mere.
    Han gik ud i køkkenet og kasserede blomsterne. De forløbne dages svovl- og gæringsproces i det mørkegule vand tvang ham til at vende hovedet bort. Han skyllede vasen grundigt og satte den på plads.
    "Ved sammen med vore øvrige EU-partnere uafbrudt at være på dupperne over for Rusland og de mange problemer, der tårner sig op derovre, kan vi sandsynligvis afværge visse katastrofer. Der er brug for pengehjælp og social bistand. Vanskelighederne er jo talløse og vil være der årtier ud i fremtiden "
    "Ja, men det kræver solid hjælp fra USA og Verdensbanken "
    "Præcis!"
    Han stod længe og så på hende. Så løftede hun pludseligt hovedet og deres øjne mødtes. Hun rejste sig fra sofaen og gik hen til ham.
    "Jeg kender ikke din verden. Jeg kender ikke dine tanker. Jeg ved dårligt nok, hvor jeg selv hører til. Engang imellem spørger jeg mig selv: Hvem er du? Når man er ensom, er man også hjemløs. Der var så meget, jeg ville tale med dig om, men - -"
    Hun støttede sig til dørkarmen og så forskende på ham.
    "Hvor er du henne? Hvad vil du her?"
    Hun traskede tilbage til sofaen og satte sig tungt. Hovedet faldt lidt forover og han kunne ikke se, om hun var faldet hen igen.
    "Skal vi runde samtalen af med at udtrykke håb for Europa og vore naboer. Alle lande har brug for fred og vækst og samhandel. De mange konflikter rundt omkring har ødelagt en del af de enkelte landes infrastruktur. Her er meget at rette op på, men med forenede kræfter og møder på højeste plan i de kommende år må vi kunne nå til enighed om fredelige og fornuftige grænsedragninger og eksportfremgang landene imellem - -"
    "Helt enig!"
    Han tog sin pjækkert fra bøjlen og trak den på. Den lugtede stadig lidt af frisk luft. Han så på det indrammede broderi over indgangsdøren og indprentede sig ordene.
    "Take time while time is, for time will away".
    Han følte efter i lommen om nøglerne lå der og det gjorde de selvfølgelig. Han lukkede lydløst døre op og smækkede den stille i. Han gik ned ad trapperne og hen til bilen, satte sig ind i den og mærkede kulden. Han så ud på vejen. En hundeejer gik forbi på den sidste aftentur med hunden. Hundeejeren nikkede og vinkede kort og hunden stoppede op et øjeblik. Han nikkede venligt tilbage. Manden og hunden forsvandt.
    Han fandt sin tegnebog frem, trak fotoet ud og sad længe og kiggede på billedet af hende. Han lagde det i sit skød og halede mobiltelefonen ud, mens han ufravendt fastholdt hendes billede.
    Han sad længe med apparatet i hånden og legede med det, lagde det fra sig, tog det igen.
    Kvinden så indtrængende på ham.
    Så ringede han til hende.

 


[ t o p ]       [ h j e m ]