Lad tusinde blomster spire

Så foreligger resultatet af en skrivekonkurrence, henvendt til ikke-etniske danskere og arrangeret af Berlingske Tidende og Gyldendal. Vinderen af konkurrencen går sjovt nok på Forfatterskolen, men derudover er der ikke noget videre odiøst ved den imødekommende bog.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: En redaktionel jury med Naja Marie Aidt i spidsen har udvalgt de 14 bedste topskud fra den andenetniske underskov, opsat med teksterne først, fulgt af små portræt-interviews – velmenende og med foto. Der er ikke noget at gå galt i byen af.

Teksterne, der veksler mellem novelle og lyrik, er først og sidst værd at læse, uagtet hvem der så end har skrevet dem. Det er sådan nogen korte nogen, der egner sig til tog og senge. Som antologi betragtet er Nye stemmer god uden at være prangende. Værst selvfølgelig når lommeulden filtres sammen til kugler af psykologisk indsigt, og bedst når trådene udredes og lægges op i flotte, farverige mønstre. Hvis de ingen forfattere havde, ville man trække på skuldrene og diskret fremvise en knytnæve: Det er sgu helt fint det dér.

Men de har jo forfattere, og det er måske det der er hovedsagen. Hvilken type dannelsesprojekt der her er ude at gå, er svært at få hold på, og hvor vejene starter og ender er heller ikke til at afgøre på en klumme og en halv, men det er derfor værd at tage turen med.

Rolig måde at være litteratur på
Venter man et chok (og hvem kunne ikke snart trænge til sådan et som supplement til leverpostejsmadder fra Lolland-Falster) og er man højspændt og overtændt på andethed og forskelle, revolutioner og fremmede syntaksers vanrøgt af det danske sprog, må man forbløffes og ærgres over bidragenes stille og rolige måde bare at være litteratur på. Ikke lige godt alt sammen, det er klart. Selvfølgelig er der, især på nogle af overfladerne, tydelige forskelle, og de kan vel også nok stikke dybt endda. Men de bliver aldrig fremsat med skingerhed, som et vigtigt forehavende i sig selv. Forfatterne skriver ud fra sig selv og tager ikke synderligt bestik af, om det så er eller ikke er: dansk.

Måske kunne den ene og anden kritiker kritisere det tredje og det fjerde ved intentionen om at invitere nydanskere til at skrive, eksklusion, stigmatisering, integration, fællesmenneskelighed, stasiarkiv, udstillingsvindue, bro og afgrund … Litteraturen kiler sig med en udgivelse som denne ind i det farlige felt, hvor det æstetiske og det politiske klingende krydser baner, og så bliver det svært at se og tale … Alligevel forsvinder resten af et eller andet, der ikke helt kan siges, ikke ud af læserens bevidsthed. Måske er det den fjerneste anelse af et endnu fjernt gennembrud, af noget man om 70 år vil kigge 60 år tilbage i tiden på og sige: "Tjah, sådan så det altså ud i sin begyndelse – og hvor var de naive dengang, alle sammen, til højre og venstre, brune og lyserøde."

Som antropologi bliver antologien en dør, bag hvilken tågede spørgsmål begynder at vågne og overveje at melde deres ankomst. Læserens bevidsthed glider stadig rundt i relevanser af forskellig art, inden vi lader den ligge, mellem overvejelser der ikke kan finde ord, et spørgsmål der ikke kan finde sit tegn, mellem tvivl på, frygt for og mistro over litteraturens repræsentative gyldighed og forholdet mellem kulturel bestemthed og det almenmenneskelige. Derfor kan der ikke ses og siges andet end: De ligner mest af alt os.

Lovende og opløftende bidrag
Hvornår det sker, det véd kun Gud eller Allah. Men det sker. Sådan ser det ud, og det ser ud til – hvilket er fantastisk ironisk og forfriskende som forårets pandehår – at den forestående tilføjelse til dansk kanon af andenetnisk litteratur, vil komme til at ske som en eftertænksom og seriøs dialog og videreførelse. Mest af alt er jeg blevet imponeret over sindsroen og det klare blik i disse tekster. Der er intet, selv ikke hos de tre-fire vrede unge mænd og kvinder, der tyder på at en nydansk litteratur vil sætte af fra den gamle med bål og brand og kæppe i sinde og hånd.

Hvis man venter på et – lad os kalde det etnisk gennembrud, det er en tilpas fejlvalgt betegnelse – så kommer man nok til at vente lidt endnu, men ventetiden er hermed afgrænset som netop det: En tid der vil ophøre og ende med et brud eller en top af en eller anden art. Der vil komme ægte og blivende værker fra denne nye danske forfattertype.

Der er mange lovende og opløftende bidrag i Nye stemmer. Hvis jeg skulle satse på to, og hvis det skulle være en mand og en kvinde, skulle det være Alen Meškovic og Misha Zand, der begge med lethed får det mærkværdigt sammenfiltrede til at se helt naturligt og indlysende ud.